Der sker simpelthen for meget på mine tømmermandsdage for tiden! Sidste gang, jeg havde hoved på, var jeg til børnefødselsdag på en naturlegeplads og efterfølgende i Tivoli i seks timer. Jeg kom hjem om aftenen og havde jo fandme gået 12.000 skridt!? Det holder jo ikke!

I dag er den gal igen. Jeg har ganske vist ikke løbet et halvmaraton (bevares!), men jeg har banket byen rundt med mine to børn i hænderne for at nå at heppe på Jon flest gange muligt langs ruten. Det blev til 3, 9 og 17 kilometer inde i projektet og var i øvrigt hjernedødt hyggeligt! Men nu er vi kommet hjem, og jeg har gået over 10.000 skridt! Det kan ikke være sundt, jo. Meningen med at have tømmermænd er, at man skal restituere og slappe af!

Det har jeg ærligt talt også trængt lidt til i dag, for man kan roligt sige om aftenen i går, at det blev en dreng… Vi spillede ølspil og drak shots. Og drinks. Og flere drinks.

Nu er vi omsider hjemme, ungerne er gået på legepladsen med genboens søn, og Jon spiller FIFA. Det er ham vel undt, manden har løbet sit allerførste halvmaraton med en tid, der hed 2 timer og 7 minutter. Han fulgtes med Jacob, vores nabo, hele vejen, og det var altså Jacobs sekstende halvmaraton, så han kan jo med rimelighed kaldes en erfaren herre. Jeg er ret stolt af Jon, han har trænet rigtigt meget de seneste måneder, og det er i øvrigt kun fire dage siden, at han havde premiere på Gatsby. Well freaking done!

Nu vil jeg smække et afsnit af Luksusfælden på TV’et i soveværelset og nyde udsigten til, at det er Jon, der putter børn, når de engang vender retur fra legepladsen. Søndag er den eneste aften, han er hjemme, så selvom man skulle mene, at han har gjort sit i dag, er det altså ikke noget, der bliver pillet ved.

Med ønsket om en god søndag aften! Hvis man skal se en film og ikke lige kan hitte på, hvad det skal være, vil jeg anbefale ‘Forrest Gump’. Jeg ved ikke hvorfor, men den har jeg haft herremeget lyst til at gense på det seneste.