I disse SoMe-tider tales der meget om værdien af udseende. Og ikke mindst værdien i vægt. Altså ikke hvor meget 100 gram bland-selv-slik koster eller bør koste, men hvor meget, vi bør veje, og hvordan vi bør have det med det.

Jeg har personligt aldrig haft et vægt-problem, men det betyder til gengæld ikke, at jeg altid har været helt tilfreds med min vægt. Jeg ved virkelig godt, at min krop er sund, sej og rask og indenfor normalområdet i forhold til, hvad lægerne anbefaler. Alligevel vil jeg nogle gange gerne veje lidt mindre og være lidt stærkere, fordi jeg synes, jeg ser bedre ud, når jeg er det.

Og det er vel mode- og skønhedsindustriens skyld, er det ikke? Og Instagrams. Så derfor er det min pligt som tænkende, småfeministisk individ at kæmpe imod, være glad for min krop præcis, som den er, når den nu er sund, rask og almindelig. Ikke? Eller er det en bedre idé at springe nogle af de der Snickers over og hoppe en tur i træningscentret, så jeg får den krop, jeg hellere vil have? Indsatsen er i mit tilfælde relativt beskeden, jeg får mere energi af det, og det er da alt andet lige sundere at bruge morgenen på at løbe en tur fremfor at sidde på sin flade og spise franskbrød med Nutella. At det så forkert, at det er lysten til at se godt ud, der sætter projektet i søen, når slutresultatet er, at jeg (også) bliver sundere?

Jeg føler, at det er blevet forbudt at sige, at man gerne vil tabe sig (med mindre man er helbredsmæssigt truende overvægtig), mens det ikke er helt så lakrids at sige, at man gerne vil være stærk. Så kan man undskylde det med et langt liv og noget om, at man germe vil kunne være noget for sine børn, og den slags. Jeg mindes, at Alice Brunsøe (hende, den smukke, der uafladeligt får børn med Christian Stadil), et par uger efter fødslen af sit tredje barn, delte en badeværelsesspejlselfie og hermed åbenbarede en krop, der var mere klar til Victoria’s Secrets catwalk end Gisèle Bundchen efter en juicekur. Hun ledsagede billedet med en tekst om, at hun altså også er stolt af sin krop! Hun synes, den er smuk og svinesej, for den har født hende tre raske, dejlige børn, og hun kan godt lide den måde, den ser ud på. Men hun følte, at det måtte hun ikke sige, fordi den ikke havde fået “tigerstriber”, hængebabser eller deller i siden. Og det hæftede jeg mig lidt ved, for jeg synes, hun har en god pointe.

Jeg forstår godt, at den “æstetisk perfekte” norm har brændt sig så fast i manges bevidsthed, at det tager lidt tid og en del kvinder med blød morkrop på de samme kanaler som de syletynde at skabe en ligevægt i idealet. Og når en som jeg, som har et BMI på 21,5 (jeg har lige regnet det ud), brokker sig over deller i siden og en bulet mås, er der andre, der får det dårligt med sig selv og den vægt, de selv har. Og det er noget rod, for det ér ikke meningen, at vi alle sammen skal banke rundt i skoven eller træningscentre for at veje det samme og til sidst se ens ud.

Jeg er imidlertid selv så heldig, at jeg aldrig har forbundet mit udseende med min egen værdi eller ret til at være her. Jeg har følt mig tyk, men når jeg har gjort det, har det aldrig været forbundet med en følelse af samtidig at være forkert. Min forfængelighed hænger ikke sammen med mit selvværd.

At jeg nogle gange gerne vil tune på mit udseende, er at sammenligne med, når jeg gerne vil have nye billeder på væggen herhjemme. Eller når jeg overvejer at få ryddet op i drivhuset og gøre det lidt mere hyggeligt. Jeg synes, det er fedt, når det spiller, men jeg går overhovedet ikke rundt og banker mig selv i hovedet over tingenes tilstand. Der er jo stadig stearinlys og god stemning i stuen og tomater i drivhuset, også uden forandringerne.

Jeg elsker at bruge makeup, og jeg føler mig lækker, når jeg har brugt tid på at lægge en flot makeup og sætte mit hår. Og jeg kan godt lide at føle mig lækker. Men det er ikke et grundvilkår for min livsglæde. Det er et accessory, kan man sige. Noget, jeg kan lide at hive frem engang imellem, men ikke noget, jeg har brug for hver eneste dage for at føle mig berettiget til at være en del af noget. Og det samme gør sig gældende for min vægt. Hvilket måske også hænger sammen med, at min vægt altid har været indenfor “normalen”, så jeg har aldrig prøvet at skille mig sådan rigtigt ud i forhold til det ideal, vi i disse tider kæmper for komme væk fra.

Hvis vi skal blande Freud ind i det, kan jeg nævne, at min mor aldrig “brugte” sin lækkerhed, hvis man kan sige det sådan. Hun barberede hverken ben eller armhuler, hun brugte ikke makeup, hun gik aldrig nogensinde med kjole på, og hun havde ikke huller i ørene. Hun var sprælsk, sjov og levende, og de fleste i lokalområdet vidste, hvem hun var. Hun var god til at samle folk, hun fandt tit på events og arrangementer, og når der var andre, der satte noget i søen, kom hun troligt og bakkede op. Hun satte sin personlighed forrest. Hun var ikke en smuk vægblomst i baggrunden, hun var et larmende midtpunkt. Om folk så kunne lide det eller ej, har været op til dem, men hun omgikkes jo kun med folk, der kunne, så det er det, jeg som barn har set og spejlet mig i.

Desuden har hun aldrig kaldt mig smuk. Faktisk har hun ikke rost mig specielt meget. Hun sagde, at hun elskede mig hver aften ved sengetid, og hun var sammen med min søster og mig alle døgnets timer (undtagen når vi har i skole), så jeg har altid følt mig elsket og tryg. Men jeg har aldrig rigtigt følt, at jeg skulle leve op til noget udover, at jeg skulle opføre mig ordentligt, passe mine lektier og rydde op på mit værelse. Jeg gik ikke og ønskede mig at få ros for mit udseende, min formåen eller mine evner, for det var jeg ikke vant til, så jeg gjorde bare det, jeg nu gjorde. Jeg følte mig ikke unik, men mere som en del af en familie og et samfund på lige fod med alle andre. Sådan var det i 80’erne. Det er først efter år tusindskiftet, at individet er kommet sådan i fokus, som det er, og det er sgu ikke altid en fordel, vil jeg mene.

Da jeg flyttede hjemmefra, skrev min mor og jeg breve sammen, og da sagde hun, at jeg skulle love hende at blive ved med at skrive, for det mente hun, at jeg var god til.

Og når I, der læser med her, roser mine skriverier og det, de handler om, bliver jeg glad helt inderst inde. Når I kan kende jer selv i eller bliver inspireret af mine tekster, så føler jeg mig værdig og anerkendt. Når I skriver, at jeg ser godt ud på et billede, bliver jeg glad. Mest over, at en anden kvinde har lyst til at give mig et kompliment – det er vidunderligt! Men det er ikke det, jeg tager med i seng om aftenen.

Siden, jeg blev voksen, er det lige så stille gået op for mig, hvor forskellige vi alle sammen er. Og hvor fantastisk, dét er, hvis vi formår at samles om det, vi gerne vil være fælles om, og så bare køre vores eget løb i det, vi ikke finder fællesskab i. Om det så er udseende, overbevisning, levemåde eller noget helt andet. Det har jeg øvet mig i, siden jeg blev voksen, og jeg øver mig stadig, for det er en dejlig øvelse. Når man formår at spejle sig i andre uden nødvendigvis at sammenligne, bliver verden større. Og når man rummer og favner i stedet for at kritisere og frasortere, bliver den mere farverig. Og det er så fint, synes jeg. 💖