Jon og jeg går jo i parterapi. Det er på ingen måder noget intensivt forløb, og det er måske heller ikke sådan voldsomt nødvendigt, men vi synes bare, det er fedt. Jeg tror bedst, jeg kan sammenligne det med et vennepar, jeg har, som spiller badminton sammen. Det er egentlig heller ikke nødvendigt for dem med den motion, men de nyder at gøre det sammen og har det sjovt med det.
Sådan har Jon og jeg det med parterapi. Det er en hobby – ligesom vi elsker at rejse, se Marvel-film og tage på casino sammen. Det er jo meget forskelligt, hvad forskellige kærestepar kan lide at gøre sammen, og hvad der gør, at man føler sig mere eller mindre i zen i sit parforhold (i mangel på et bedre udtryk). Og herhjemme elsker vi at nørde følelser og at dyrke forelskelsen. (Hvis man mangler en hobby, er det altså noget, jeg kan anbefale). 😉

Vi startede i parterapi i sensommeren 2017, og så blev vi ved til engang i forsommeren 2018, indtil vi syntes, at vi ikke rigtigt havde mere at tale om i den omgang. Og nu er vi lige begyndt igen. Det vil sige, at vi havde en aftale for en måned siden, og om en måned har vi en til. Om vi skal have flere derefter, ved jeg ikke, men der var lige nogle småting, vi gerne ville have vendt. Vores terapeut griner gerne lidt af os efter endt session efterhånden, da hun synes, vi er meget, meget langt nede i materien, og det er jo selvfølgelig fantastisk at vide, at en fagperson ikke synes, vi er sådan vanvittigt kriseramte. Ligesom at det er fedt, når ens træner synes, man er i god form, eller ens massør siger, at man ingen spændinger har. Men det betyder jo ikke, at man stopper med at træne eller takker nej til en massage. 😉

Nogle gange er der et par af mine veninder, der har spurgt lidt ind til, hvad det er, vi får ud af at gå i parterapi, og hvad det egentligt batter, og jeg plejer at formulere mig ret ens hver gang, så nu syntes jeg lige, at det var på tide at dele de tanker med jer herinde.
Når man er kærester, og har været det i noget tid, er der nogle ting, der bliver hverdag. Her tænker jeg ikke på oprydning og leverpostejmadder, men en forudindtaget opfattelse af, hvem hinanden er. Og en forventning om, at modparten i mange tilfælde bør kunne forudse, hvordan vi vil reagere i en given situation. Man springer tit forklaringer på, hvorfor man reagerer, som man gør, over, fordi “du kender mig jo”. Det er tit en fordel, men det kan også være en ulempe.
Den ulempe (og fordel, sådan set) ryger fløjten hos en terapeut. Her sidder man overfor et fremmed menneske, som man er nødt til at forklare en given situation til. Og her kan man ikke springe noget over, man er nødt til at formulere, hvorfor man reagerer, føler, siger og forventer, som man gør. Og det kaster i min erfaring to ting af sig:

1. Man er nødt til at tænke sig om og komme med et fyldestgørende svar. Og måske er svaret ikke det samme, som det var, dengang man blev kærester. For der sker jo gerne det, at vi mennesker udvikler os hele tiden. Og især, når vi lever sammen med en, vi elsker. Kanter rundes af, nye ting opstår, og “sådan har jeg altid været!” er i og for sig sig kedeligt svar. Når man hører sig selv formulere sine årsager, tager man dem gerne samtidig op til genovervejelse og afgør, om de stadig er repræsentative for, hvordan man har det.

2. Ens kæreste hører de formuleringer, han eller hun måske tit forventes at kunne huske eller vide på forhånd. Fordi man er nødt til at formulere sig overfor et helt nyt, intetanende menneske, sætter man måske nye ord på, og man siger tingene i en anden tone, og derfor er der langt større sandsynlighed for, at tingene ryger ind på lystavlen hos kæresten, som forbinder dem på en ny måde og måske for en ny forståelse af dem, fordi tingene siges i en anden kontekst.

Det, vil jeg mene, er det, jeg har fået mest ud af i de sessioner, vi har haft hos vores terapeut. At formulere mig på ny og tænke over mine begrundelser og at høre min mand gøre det samme – og virkelig lytte efter.

Mange har, siden jeg udgav det her indlæg, bedt om kontaktoplysningerne på vores terapeut, og dem har jeg indtil nu ikke villet af med, idet jeg synes, det er for privat. Men jeg har skiftet delvist mening. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis nogle af jer, der læser med, har fået mod på at starte til parterapi, men løber panden mod muren, fordi det er så pokkers svært at finde en terapeut, der har tid, og som man har tiltro til.
Nu handler den slags selvfølgelig også om kemi, så der er ingen garantier for et match, men de, der godt kunne tænke sig oplysningerne på vores terapeut, kan skrive mig en mail eller en privatbesked på Instagram, så skal jeg nok hooke jer op.

Min nye ting er at give nybagte forældre den første time hos en parterapeut i barselsgave. Jeg synes, det er synd, at 50% af alle ægteskaber ender i skilsmisse, hvis nogle af dem kunne være undgået, hvis man bare ville tilbyde sit forhold den samme service, som man gør sin bil – for så at være så fræk. 😉

God mandag, venner!
Møs fra en gul stol i Køge. <3