Som jeg skriver det her indlæg, sidder jeg i sofaen i Køge med benene oppe, solen i striber på stuegulvet og soundtracket til Baz Luhrmanns ‘The Great Gatsby’ fra 2013 i ørene. Det er melankolsk, følelsesmæssigt småstressende, flot og dramatisk, og det passer fantastisk godt på den forestilling, vi så på Odense Teater i går aftes – men meget lidt på den generelle stemning, der var på vores tur til Odense, som simpelthen var så hyggelig!

Odense Teater har ikke gjort sig meget i det, vi nu til dags kalder ‘influencer marketing’ frem til nu, men jeg havde heldigvis held med at overtale dem til at give det et skud i forbindelse med den her premiere. Således var jeg, min agent, Christina, Sneglcille, Miriam og Trine inviteret over Storebælt.
Som man har kunnet se på vores sociale medier, manglede der ganske enkelt intet på dekadence-fronten! Vi blev hentet i en minibus komplet med små borde med lamper, snacks, et køleskab fyldt med champagne og en velklædt chauffør. Fremme i Odense blev vi indlogeret på det splinternye Hotel Odeon, hvor jeg saftsuseme fik penthouse-suiten!

Vi havde lige en halv time til at kalke facaden, og så gik turen ned i restauranten, hvor vi fik tre fantastiske retter mad. Herefter blev vi hentet i en vintage Bugatti og fragtet de 700 meter til teatret.
Her var der dansere, som dansede det, jeg gætter på er Charleston, mens vi drak champagne og minglede med de andre premieregæster og ventede på, at showet skulle begynde.

Jeg har efterhånden været i teatret mange gange. Både før, jeg fandt Jon, og selvfølgelig siden. Jeg synes ikke, at alt teater er lige godt, men jeg synes, alt teater (som jeg har set) kan noget. Og jeg synes, det er en fantastisk kunstart, som flere mennesker burde unde sig selv. Alene oplevelsen af at gå i teatret er noget særligt. Der er et momentum i det at opleve noget folde sig ud ‘live’ for ens øje på den måde. Mennesker, der gør sig umage, ting, der sker i samspillet mellem dem, der står på scenen og vi, der ser på. Den energi, der er i udvekslingen og det, der er i at vide, at det ikke kan gøres om. Man kan ikke spole tilbage. Man kan ikke “second screene”. At gå i teatret er på mange måder en oldschool oplevelse i kraft af det analoge i oplevelsen, de smukke krystallysekroner, de gamle paneler, den røde fløjl på sæderne og billeder af gamle kendinger på væggene. Og det, der sker på scenen, er moderne, vedkommende, relevant og nytænkende.

Også i denne første opsætning af ‘Den Store Gatsby’ på dansk teater nogensinde. Og samtidig var det alligevel som om, at de store strudsefjer, de mange similisten, den formelle samtaleform og musikken i den her sammenhæng var med til at understrege netop det klassiske og ikoniske ved at gå i teatret. Man går i biografen i joggingbukser med hænderne i lommerne, og man sms’er, mens der er forfilm. Men når man går i teatret, retter man lige ryggen og slår hele sanseapparatet til. Og især til en forestilling som ‘Den Store Gatsby’.

“Den store Gatsby” Odense Teater 2019

At sætte et stykke som ‘Den Store Gatsby’ op er lidt ligesom at genindspille en Disney-film. Publikum vil have nogle meget præcise forventninger til mange ting, og det er ikke altid en fordel, for det er jo ganske umuligt at indfri. Og også ret kedeligt at prøve. Heldigvis er der så langt fra film til teater, at man (jeg) ret hurtigt blev løst fra den spændetrøje og i stedet lod sig forføre af det, der skete på scenen. Især i andet akt overraskede jeg mig selv ved at udstøde små lyde, da nogle sekvenser var særligt smukke, rørende og overraskende.
Efter forestillingen, da Jon bad mig udpensle, hvad jeg bedst kunne lide (han har holdt alle detaljer for sig selv!), remsede jeg ting op efter hinanden i en lind strøm, for der var så mange. Men det, der gjorde det for mig, var helheden. Musikken (åh, sangerinden synger så vidunderligt), dansen, scenografien, den måde, de bruger røg og lys, guld og aske til at understøtte og fremhæve stemninger var genial. Og skuespillet var så sindssygt tight, at jeg omsider forstår, hvorfor Jon ikke har haft tid til at ringe hjem den seneste uge.

Stykket var dejligt hele vejen igennem, men ligesom når man spiser en burger, ville det være en fejl at skille den ad for først at indtage brødet, dernæst tomatskiverne, agurken, bøffen, og hvad man ellers har proppet i, enkeltvis. Den skal spises med alle lag på én gang for at få den bedste oplevelse. Så jeg følte mig først sådan rigtigt forløst (for så at bruge det ord), da tæppet faldt, og forestillingen var slut.


Jeg vil så gerne anbefale, at man går i teatret og ser ‘Den Store Gatsby’. Men som meget stolt hustru til ham, der spiller Gatsby, er jeg godt klar over, at man måske kunne kalde mig for partisk uden sådan rigtigt at lyve. Jeg håber dog ikke, at man vil lade det stå i vejen for den gode oplevelse, det er. Og når man gør det, skal man også lige nyde Jons BFF, Nicolai Jandorf, som Tom Buchanan. Shit, han er også god, mand!

‘Den Store Gatsby’ spiller på Odense Teaters Store Scene frem til d. 4. oktober. Den spiller alle dage undtagen søndag, og billetter kan købes med 50 kr. rabat lige her.