Jeg har aldrig set mig selv som et voldsomt jaloux menneske, men samtidig har jeg heller aldrig været interesseret i at deles om opmærksomheden, når jeg har været i et fast forhold med nogen. Jeg har også prøvet at være i knap så faste forhold, og det har ikke været et problem, så længe man stadig har haft ærligheden. Måske er ærligheden faktisk i sidste ende det allervigtigste. Man kan ikke bebrejde et andet menneske noget, hvis man ikke er blevet lovet noget. Jo, vi skal behandle hinanden ordentligt, men man kan ikke længere forvente, at et forehold foregår på en bestemt og uudtalt måde. Ting skal siges, forventninger skal afstemmes, og øjne skal ses i.

Det forhold, jeg er i nu, er det længste, jeg har haft, og jeg satser stadig på, at det bliver mit sidste, omend livet er langt, 7-9-13 og så videre. Jon og jeg er meget ens og enormt forskellige på samme tid, og sådan tror jeg egentlig, at mange vil beskrive deres forhold med den, de elsker. Udefra set ligner vi hinanden meget, vi griner af det samme, har de samme grundværdier, men når man er så tæt på hinanden, som man er efter 8 år, to børn og en million samtaler, så er forskellene også tydelige, og i vores tilfælde er de det, der giver kulør og glimmer. Både i det store, men især i det små.
Jeg er eksempelvis meget impulsiv og meget hurtig til lige at invitere det halve af vejen med hjem til aftensmad uden at cleare den først. Jon kan se, hvad det betyder for mig at have den frihed til at kunne det uden at skulle tjekke med baglandet, og derfor har han valgt at holde af det også. Jeg er også rigtigt god til at komme med idéer til nyindrettelser af rum i huset, rejser og oplevelser for familien, og Jon er rigtigt god til at sige ja. Det skaber ballade på den gode måde.
Jon er sindssygt god til at sørge for, at der er styr på de store linjer på hjemmefronten, og det skaber tryghed. At regningerne er betalt, at der er toiletpapir på toilettet og vinterdæk på bilen. I går morges brugte vi 10 minutter på at lede efter en tændstik at tænde brændeovnen med, men måtte give fortabt. Og da han købte ind i går eftermiddags, huskede han at købe tændstikker. Det ville jeg aldrig have husket, og jeg bliver helt glad og ser det som en mini-kærlighedserklæring til vores families morgenhygge, når jeg så åbner køkkenskuffen og finder tændstikkerne morgenen efter.

Jeg tror, det er rigtigt smart at huske og sætte pris på de små (og store) forskelle, der er imellem en selv og det menneske, man blev kærester med og ikke forvente, at det andet menneske ændrer sig. Jeg regner ikke med, at Jon arrangerer datenight for os, selvom han altid bliver så glad, når jeg gør det, og han forventer ikke, at jeg tager tilløb til at få ryddet op i garagen eller bare tømt skraldespanden. Det gør, at de ting, vi hver især bidrager med til vores parforhold og familieliv, får lov at skinne i stedet for, at de bliver til en indirekte skuffelse over at “hvorfor er det altid kun mig, der køber blomster?” eller “kunne du ikke lige lægge noget vasketøj sammen engang imellem?”.

Jon er også det mest ikke-jaloux menneske, jeg i mit livs skabte dage har mødt, og det finder jeg enormt sexet. Jeg er ikke på samme måde – eller det har jeg i hvert fald ikke altid været. Tidligere i vores forhold havde jeg det svært med, at han skulle indspille nogle sexscener til en film, hvor han skulle være så tæt på nøgen sammen med en anden kvinde, som man kan være uden at være det. Det handlede ikke om, at jeg var bange for, at han skulle gå fra mig eller være mig utro, fandt jeg senere ud af, men en følelse af, at jeg havde sagt farvel til mere, end han havde. Da vi blev kærester og aftalte at være monogame, sagde jeg jo samtidig farvel til at være intime med andre mænd end ham. Og det gjorde han ikke. Han har sådan en smart, lille, arbejdsrelateret klausul, der betyder, at han eksempelvis lige for tiden kysser Lea Baastrup Rønne på scenen i Odense hver eneste aften, og at han i efteråret kan ses i filmen ‘Jagtsæson’ i hed omfavnelse med en anden kvinde. And so many before and after. Og de der skuespillere kan sige nok så mange gange, at der ikke er forskel på sexscener og dialogscener, ligesom at lægen siger, at der ikke er forskel på at se ind i et øre og ind i en tissekone. For der ér forskel. Vi er mennesker – ikke lavet af sten. Men det betyder selvfølgelig ikke, at alle skuespillere (eller læger for den sags skyld) har lyst til at være utro – det betyder bare, at Jon oplever en intimitet med en anden, som jeg kun oplever med ham, og det var dét, der gjorde mig jaloux, erkendte jeg. Ikke en frygt for, at Jon ville forsvinde, men en forskel i paragrafferne.

Indtil jeg atter engang kom i tanke om, at vi jo er forskellige. Og jeg har på ingen måde lyst til at være tæt på en anden mand end Jon på den måde, som hans job nogle gange “kræver” af ham, at han er det med andre kvinder. Og jeg er ikke bange for, at han forelsker sig, fordi han er tæt på en anden.
Og jeg, derimod, flirter som en motha-fucka, når jeg går i byen! Stort set alle mine byture slutter med, at jeg og mine veninder på en eller anden måde får flettet os ind i en drengegruppe rundt om et bord, eller noget med ølspil sammen med fremmede og næsten altid noget med en natklub. Når Jon går i byen, betyder det oftest, at han sidder i et sommerhus med en masse venner, nogle flasker rom og et par kasser øl. Det sker også, at han går i byen, og det sker også, at han møder damer, men han er ikke helt så socialt udfarende, som jeg er. Når jeg flirter, er det aldrig med den hensigt, at det skal kaste andet end godt humør af sig. Jeg flirter også med postmanden, som leverer vores rudekuverter her i Køge, med alle, der arbejder på Joe and the Juice (det er dog efterhånden sjældent, at de flirter tilbage), og med alle de konduktører, der beder om at se min billet. Måske er det ikke altid en decideret flirt, men det er en opførsel, som ikke alle mænd ville synes var lige fed, at deres kæreste udviste. Og Jon elsker det bare. Han er ikke selv sådan, men han bliver ikke det fjerneste nervøs, fordi han ved, at han ingen grund har til det, og han siger, at den energi, jeg henter i at flirte/snakke/interagere med Gud og hver mand, sætter han stor pris på.

Som udgangspunkt siges det jo, at man skal man behandle sin kæreste, som man selv vil behandles, men det er bare ikke helt rigtigt, synes jeg. Jeg synes, at man skal behandle sin kæreste, sådan som han eller hun gerne vil behandles – det andet er bare projicering og i sidste ende vel også en lille smule beregnende.