Jeg er meget mere vild med at være forælder til 5-årige, end jeg har været vild med at være forælder indtil nu. Og jeg har stærkt på fornemmeren, at det kun bliver sjovere og sjovere, som årene går. Nogle (mødre) er nærmest afhængige af at have babyer og falder helt i sviner over de der små, spæde babytæer og -fingre, og selvom jeg da ikke er fremmed overfor fascinationen af mennesker i mini-format, så er jeg ganske enkelt meget mere vild med at være mor til børn end til babyer.
Jeg er ikke altid lige god til det, men den der konstante udveksling, der er mellem ungerne og mig nu, giver mig så meget på så mange planer. At se dem opdage verden og være med til at styre dem i en retning og påvirke den måde, de går til deres omverden på, synes jeg er et vidunderligt privilegium. Spændende, farverigt og til tider udfordrende. Jeg gør det forkert hver eneste dag, men jeg gør sgu også en del rigtigt! Det kan jeg se på de små mennesker, jeg bor sammen med, og det gør mig så glad.

Retfærdigvis skal det selvfølgelig også siges, at det i sandhed i disse år går op for mig, at børn er deres egne mennesker først og fremmest. Vi forældre og de oplevelser, de har og får, har meget at sige, men hvis det at være mor til tvillinger har lært mig noget (andet end at multitaske), så er det, at mennesker er født med en kerne, som er deres egen. Mine børn har deres humor, deres kloge hoveder og deres empati til fælles, men alt andet er forskelligt. Aaaalt andet! Lige fra livretter til verdenssyn, interesser og konflikter. De er lavet i den samme gryde, på den samme tid, med de samme ingredienser, og de blev født med 28 minutters mellemrum, og alligevel er de så forskellige som bladene i skoven, og jeg elsker det!

Et er sikkert! Med den alder, de har nu, byder hverdagen på rigtigt mange muligheder for at afprøve sine pædagogiske evner som forælder. Der er mange konflikter og mange episoder, hvor jeg synes, at man kan lave en pointe og gøre noget hverdagsagtigt til en lille-bitte livslektie.
Hugo er for tiden meget optaget af Pokémon. Rigtigt, rigtigt meget. Han ser tegnefilmene så tit, han får lov, og hver eneste dag i børnehaven leger han Pokémon med to af sine venner. De skiftes til at udfordre hinanden til kamp og kaster så fiktive Pokémon’er ind i kampen, og sådan kan de blive ved. Han drømmer om Pokémon hver nat, og det er uden undtagelse det første, han taler om, når han vågner. Jeg har set nogle af afsnittene sammen med ham, så jeg kan tale med, for ellers ville vi sgu ikke have noget at tale om. Og jeg ved således, at en Charmandor udvikler sig til en Charmillion, og at Landerous vandt den æresfulde kamp over Thunderous og Tornadous, og han gjorde det ved at overføre sine tanker. Så, deeeet … 😉 Hugo er meget imponeret over min viden, og jeg soler mig i hans anerkendelse.

Han har længe talt om, at han ønsker sig en mappe med Pokémon-kort, og han spørger dagligt, hvornår han har fødselsdag, så han kan gøre sig forhåbninger om at få nogle. I sidste weekend, da der var loppemarked i Køge, og han havde fået 20 kroner at handle for, besøgte han alle stande i håbet om at shoppe kort, men desværre uden held, og han endte med at købe noget andet legetøj for pengene, som brændte i hans lomme.
Vi plejer ikke sådan at give ungerne umotiverede gaver, og jeg syntes ikke rigtigt, at tiden var moden nu. Men samtidig kunne jeg ikke se bort fra, hvor stort et ønske, det her er, at der er et halvt år til hans fødselsdag, og så var jeg egentlig også lidt imponeret over, at han slet ikke plagede for at få det, han ønskede sig, før sin fødselsdag.
I morges lavede jeg så et opslag på Instagram Stories og spurgte, om nogen derude måske havde nogle gamle kort, de ville sælge videre. Sneglcille var hurtig, og hun kunne berette, at Otto gerne ville videresælge sin mappe med kort for 100 kr. Helt perfekt!
Jeg gik ned i køkkenet til Hugo, der var ved at spise havregryn, og sagde, at min venindes søn gerne ville sælge ham alle sine Pokémon-kort for 20 kr. Jeg vidste, at han ikke havde 100 kr. i sparegrisen, og de 20 kr. var mere tænkt som en symbolsk værdi.
Sneglen havde sendt en lille video af mappen med, og Hugo var ellevild! Jeg bad ham hente sin sparegris, og så gik vi i gang med at tælle penge op. Den indeholdt desværre flest plastikgulddukater fra deres fødselsdagsfest sidste år, og han blev noget skuffet over, at de ikke havde anden værdi end den, han subjektivt tillagde dem. Til sidst kom vi frem til, at han havde 79 kr. i kolde kontanter, og jeg pillede 20 kr. fra og spurgte, om han var parat til at sige farvel til dem til gengæld for mappen med kort, hvilket han var. Han skulle lige tænke over det, men han ville helt klart gerne have de kort, så han skilte sig af med en tier, en femmer og fem enkroner. Og det ledte faktisk til en fin snak med begge ungerne om pointen i, at det er en god idé at spare op, så man kan købe det, man ønsker sig, i stedet for altid at bruge de penge, de tjener, når de sælger deres gamle legetøj på loppemarked på det samme loppemarked sekundet efter. Som indtil nu har været deres eneste erfaring med administration af egen økonomi.

Jeg husker ikke, at jeg talte økonomi med mine forældre, før jeg var teenager og allerede havde sat den over styr, da jeg som 18-årige opdagede konceptet “kassekredit”. Da jeg fandt ud af, at Jon og jeg var mere end en romance, satte jeg mig for at få styr på min økonomi, da jeg tydeligt kunne fornemme, at han havde en lidt for gøgleragtig tilgang til selvsamme på sin banehalvdel, og siden vi fik fællesøkonomi, har vi været fælles om at være enormt snusfornuftige, hvilket er nødvendigt, når vi begge har så svingende en indtægt. Men jeg gad virkelig godt lære Krapylerne lidt om glæden ved at spare op allerede fra barnsben. Og det er første spadestik så taget til nu, forhåbentlig. 🙂