I anledning af sommeren startede jeg i juni en ny tradition her på domænet, og nu skal I bare høre! Jeg har besluttet mig for at præsentere mine veninder for jer, der følger med her på hjemmesiden! De er dukket op løbende – nogle gange bag forskellige aliasser og egentlig ret sjældent med billede, men her får I dem altså! De, der har lyst til at være med. 🙂 Sommeren er ganske vist slut, men jeg har altså mange veninder, så vi fortsætter lige lidt endnu!

Jeg har en dejlig, stor, blandet skare af veninder, som jeg har kendt i alt fra 33 til halvandet år, og de laver alt muligt forskelligt! Faktisk er det eneste, de har til fælles, at ingen af dem er bloggere. Og det kan jeg rigtigt godt lide! Jeg synes, jeg er meget heldig at have sådan en broget skare af dejlige, stærke kvinder, der alle sammen påvirker og inspirerer mig på ganske andre måder end den, jeg inspireres på igennem mit eget arbejde. Og jeg tror, de har det på samme måde. <3

Hvad hedder du?
Anne Baven

Hvor gammel er du?
Jeg er 37 år… Jeg er desværre lidt aldersforfængelig, og synes, det lyder frygteligt gammelt! Jeg ved godt, det er noget pjat, for jeg er oprigtigt super glad for mit liv og synes faktisk kun, det bliver bedre og bedre med årene – og så er alder jo fløjtende ligegyldigt 😊 Men somme tider – og særligt her om sommeren – kan jeg pludselig mærke et sug i maven, og kortvarigt er jeg teleporteret tilbage til min spæde ungdom… Det kan være et splitsekund på cykel på vej ud i sommeraftenen, duften af nyslået græs eller lyden og synet af lykkelige studenter på ladet af en lastvogn… Så mærker jeg den dér følelse af ultimativ frihed, jeg husker fra sidste skoledag, hvor hele verden lå for mine fødder. Den dér følelse, da jeg som helt ung var fri som en fugl og sammen med mine veninder satte kurs mod Ibiza, piña coladas og uendelig sommer. Den dér flygtige følelse af fuldstændig, fuldkommen frihed… Når dén indtræffer, kan jeg godt længes lidt efter at skrue tiden tilbage. Bare i et par dage! 😊

Hvor er du vokset op?
Jeg er vokset op i Nordborg på Als. Et skønt sted som jeg stadig holder meget af at vende hjem til. Efter jeg har fået børn kan jeg godt savne at have den samme geografiske nærhed til mine forældre, som jeg selv havde til mine bedsteforældre, da jeg voksede op. Jeg kunne cykle på besøg når som helst og gjorde det tit – især hos min mormor og morfar, som jeg elskede meget højt. Mine forældre er dog rigtig gode til at komme på besøg hos os i København, og vi tager også ofte turen til Als. Så er vi sammen på en anden måde, fordi vi altid har flere sammenhængende dage sammen – det er også ret fedt. Det giver os en anden nærhed, som jeg sætter utrolig stor pris på. Vores børn er som regel også på sommerferie nogle dage alene hos mine forældre – så sover de i telt i haven, laver bål, fanger krabber, maler sten, høster ærter og jordbær i mine forældres overdådige køkkenhave og den slags ting, som jeg håber, de vil mindes med en følelse af lykke og ultimativ tryghed.

Hvor kender vi hinanden fra og hvor længe har vi kendt hinanden?
Vi lærte hinanden at kende, da vi startede i hhv. 1.B og 1.C på Sønderborg Statsskole i august 1997. Det startede vist som et perifært bekendtskab igennem din BFF, Hanne, som jeg var så heldig at komme i klasse med. Vi havde vores primære tilknytning til hver vores lille ”slæng” igennem alle tre år, men har alle dage været gode venner og vi var til mange fester og fødselsdage sammen – og så havde vi engelsk på højniveau sammen i 3. g. Siden var vi en stor håndfuld, som alle flyttede til København umiddelbart efter vi blev studenter i 2000, og da du og Hanne delte en lejlighed bevarede vi kontakten. Vi arbejdede også en overgang sammen som tele-receptionister i løbet af vores sabbatår, og jeg kan tydeligt huske, at vi hang ud i din hybel i Sydhavnen. Selvom vi ikke ligefrem har siddet på lårene af hinanden i årenes løb, er vi altid vendt tilbage til hinanden, og jeg sætter stor pris på den meget ukomplicerede relation vi har. Har vi lyst til at mødes til en middag eller en drink, skriver vi til hinanden, og får en aftale i kalenderen. Og hvis der går et halvt år imellem, hvilket der snildt kan gøre på grund af almindelig travlhed, er der ingen sure miner 😊 Samtalen går aldrig i stå, når vi er sammen, og vi får altid sludret og sladret om både stort og småt – og så drikker vi som regel bobler og griner meget. Det er genialt!

Hvilken uddannelse har du?
Jeg er cand.ling.merc i engelsk og interkulturelle markedsstuder fra CBS. 

Hvad arbejder du med?
Jeg arbejder i R&D IT i Novo Nordisk. Det lyder måske umiddelbart ikke super sexet, men jeg er vanvittigt glad for mit arbejde. Efter 10 år i forskellige stabsfunktioner (bl.a. som ansvarlig for kommunikation, marketing og HR) i konsulentbranchen, tog jeg sidste år en beslutning om at søge nye udfordringer, og gik målrettet efter en rigtig stor virksomhed for at snuse lidt til dét ”game”. Skiftet fra den dynamiske, agile hverdag i en konsulentvirksomhed, hvor vi oftest sadlede og red samme dag til en global super-tanker var ikke helt let, men i dag jeg er virkelig glad for skiftet. Med fare for at lyde lidt frelst er det skønt at mærke, at alle jeg møder i mit arbejdsliv brænder for et fælles ”purpose” – nemlig at gøre en forskel for mennesker med kroniske sygdomme. Og selvom jeg ikke selv er fx forsker, kan jeg slet ikke lade være med at føle et stort ansvar i alt, hvad jeg foretager mig på jobbet, og jeg suger alverdens viden om vores terapiområder til mig. Det er SÅ spændende 😊

Hvor bor du? Og i hus eller lejlighed?
For fem år siden tog vi springet og flyttede fra lejlighed ved søerne til Brønshøj i udkanten af København. Det var resultatet af en længere proces, hvor jeg egentlig hældte mest til en større lejlighed i byen, men min mand virkelig ønskede sig et lille frimærke med græs. Vi aftalte at bevare et åbent sind og tog ud og så på en hel masse forskelligt lige fra nybyggede lejligheder på Amager til byggegrunde i Hørsholm. Vi endte med et kompromis i form af et lille dobbelthus med have, men blev til gengæld boende i Københavns Kommune – og det har vist sig at være den helt rigtige beslutning for os. Siden er vi faktisk flyttet til et lidt større, nybygget hus, som vi overtog i oktober sidste år – også i Brønshøj. Vi bor i et skønt villakvarter med kirsebærtræer og stokroser, har terrasse og lille have, men kan stadig gå til metroen på 10 minutter. Brønshøj-/Vanløse-området sagde mig ærlig talt ikke rigtig noget før vi flyttede, men jeg kan kun anbefale det, hvis man som os drømmer om hus og have, men får svedige håndflader ved tanken om for alvor at flytte på landet 😊 

Er du gift?
Ja, det er jeg. Efter 10 år som kærester, tog min mand fusen på mig og faldt på knæ på en weekendtur til min yndlingsby, Paris. Jeg har aldrig været typen, der har drømt om et stort prinsessebryllup med kæmpe kjole og rød løber, men i takt med at mange af vores venner er blevet gift, har jeg ikke kunnet slippe tanken om også at fejre kærligheden og sige ja til hinanden i selskab med alle dem, vi holder af. Min kæreste havde det dog lidt anderledes; for ham var det et meget større commitment at få børn sammen, og da det måske heller ikke er helt usandt, havde jeg faktisk indstillet mig på, at jeg ikke skulle opleve et frieri og et bryllup… Indtil han altså overraskede mig i Paris! Det var SÅ mega ”out-of-character” for ham, for han er i virkeligheden super privat, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, han kunne finde på den slags – og da slet ikke i offentligheden. Men det kunne han, og det var helt perfekt. Vi holdt vores bryllup sidste år på Restaurant Mielcke & Hurtigkarl i Frederiksberg Have på en smuk sommerdag i juli. Det var virkelig en dejlig dag 😊

Har du børn – hvor mange?
Yes, jeg har to børn – Vega på 8 og Johan på 4 (OG ET HALVT – det er meget vigtigt med det halve) 😊 Jeg ville egentlig gerne have haft et mere, men min mand synes, vi har ramt en perfekt balance, som passer rigtig godt til os. Jeg er sådan set ikke uenig, og børn er jo en fælles beslutning, så jeg glæder mig over alle de ting, vi kan nu, hvor vi ikke længere har helt små børn. At blive mor er det mest vidunderlige og privilegerede, der er sket i mit liv – men det er samtidig også det mest angstprovokerende og livsomlæggende… Jeg elsker at være mor, og i dag føles det både naturligt og ”meant to be”. Men da jeg som nybagt mor stod med en lille-bitte, kolikplaget Vega i armene, som skreg i timevis hver eneste aften i noget, der på daværende tidspunkt føltes som en evighed (i virkeligheden stoppede det brat efter fire måneder, og siden har hun været det gladeste, mildeste barn), kan jeg huske, at jeg med tårer i øjnene og knust hjerte kiggede på min mand og konstaterede: ”Vi har fået et ulykkeligt barn…” Jeg var totalt uforberedt på dét, der ramte mig den efterårsmorgen, hun kom til verden på Hvidovre Hospital, og jeg følte mig på alle måder mislykket som mor, da amningen kiksede og gråden tiltog. Alle kvalerne forsvandt dog som dug for solen, da foråret kom og Vega fra den ene dag til den anden stoppede med at græde og i stedet skraldgrinede med lyd, sov igennem om natten og i det hele taget mere end indfriede alle mine drømme om hvordan det ville føles at blive mor. Det krævede dog nogle års tilløb, før vi igen var klar til søvnløse nætter med uendelig gråd og ”ulykkelig” baby. Det var jo det eneste, jeg havde prøvet, så jeg turde ikke forvente andet end tre-fire benhårde måneder, men jeg vidste jo denne gang, at alt kun er en fase, hvilket trøstede mig… Og så kom Johan! Seriøst verdens gladeste, nemmeste, amme-glade baby og pludselig oplevede jeg selv at være den dér totalt lalle-glade, jubeloptimistiske, skrup-forelskede nybagte mor, som jeg tidligere var stødt på og altid mistænkte for at stor-lyve om hvor fantastisk det hele var. Men dér sad jeg selv med et kæmpe smil på læben og stjerner i øjnene, og jeg mente det sgu! Så altså… Jeg har haft to meget forskellige oplevelser, men fælles for dem er selvfølgelig, at kærligheden er uendelig og ubetinget. Jeg er SÅ glad for at være deres mor <3

Hvad skal du bruge din sommerferie på?
Vi er blevet ret vilde med Toscana, så der skal vi for tredje år i træk tilbringe vores sommer. Vi havde talt lidt om USA eller Asien, men da vores tanker blev ved med at kredse om Toscana, blev vi enige om at give efter – så kan vi udforske nye steder næste år 😊 Vi flyver til Firenze, og har lejet en bil, så vi kan komme rundt – det er svært at rejse i Toscana uden en bil (i hvert fald med børn), da mange af de små perler typisk ligger for enden af en ufremkommelig grusvej på en bjergskråning. Vi er seriøst gode til at koble af og holde ferie, og det italienske landliv passer os rigtig godt. I år skal vi være fire forskellige steder; Cortona, Siena, Montalcino og San Gimignano. Vi skal først og fremmest slappe af, bade, læse bøger, grille, spise gelato og drikke god vin – vi plejer også at tage på nogle ture, men det er ikke noget, vi planlægger i detaljer på forhånd. Dét vi virkelig godt kan lide ved Toscana er, at det – i hvert fald de steder vi har været – føles autentisk. Selvom der selvfølgelig er andre turister, er det ikke overrendt. Kombinationen af italienerne, der sidder på torvet og sludrer, mens de drikker kaffe eller aperitivo, de små snoede gader der bugner af blomster i smukke krukker, vasketøj på tørresnore (jeg mistænker dem seriøst for at farvekoordinere det), små bikse med lokal kunst og keramik, den afslappede indstilling til livet på de små, smagfulde agriturismi og den smukke udsigt over solsikke-/vin-/olivenmarkerne spiller max for os! Og så er maden virkelig god… Der er ikke noget pommes frites-promonade eller ”Den Glade Viking” over det toscanske køkken 😊 Til gengæld er de meget glade for og gode til kød, hvilket min mand nyder godt af! Men uhhhhm… Også pasta (helst med et bjerg af brunet smør, parmigiano og trøfler), bøffelmozarella og friske grøntsager er nogle af de ting, vi glæder os til at proppe os med de næste tre uger.