Jo, jooo! Der er os, der krøller vores hår med krøllejern, og så er der de heldige, der er født med krøller. Der er os, der går med stiletter på, og så er der de heldige, der har lange ben. Og så er der jer, der bruger øjenskygge, mens jeg er så heldig at have fået et blåt øje lige i globelinjen! 😜

Når jeg går i byen, drikker jeg mig gerne standervissen. Det sker cirka en gang i kvartalet, og det er gerne herre-sjovt! I går, som var dagen efter en sådan bytur, havde jeg lidt ondt i mit øjenbryn. Jeg mistænkte, at en bums måske lå på lur et sted mellem brynhårene (det er set før), men i morges, da jeg stod foran spejlet for at gøre min toilette, åbenbaredes sandheden, nemlig at jeg har fået én på lampen. Jeg husker svagt noget med at bøje mig efter en tabt ørering simultant med en anden, hjælpsom sjæl og herved indkassere en albue i øjet. Øreringene er tabt for evigt, men til gengæld har jeg nu en stilet 80’er-lilla nuance over venstre øje, og det er fuldstændig uden parfume og parabener. Score!

I dag kl. 12 er Jon og jeg værter ved en frokost, jeg har arrangeret til fordel for stamcellesagen, og jeg kan ikke sige mig fronter at være liidt nervøs, for det er sgu mig, der har stået for det hele, og jeg er så bange for, at der er noget, jeg har glemt at tage højde for. På lørdag er det international stamcelledag, hvilket er noget mærkeligt noget at kalde en dag, kan vi hurtigt blive enige om, men det er selvfølgelig tænkt til at skulle gøre opmærksom på sagen. Og jeg vil gerne hjælpe. Siden al virakken i februar, er bloddonor- og stamcellesagerne blevet nogle af mine mærkesager, og jeg vil så gerne have, at hele verden skal vide, hvor let det er at blive stamcelledonor og derved måske blive dét ene menneske, som redder et andet menneskes liv.

Til frokosten i dag har vi inviteret nogle mennesker, som forhåbentlig vil være med til at dele den her video, jeg var med til at optage på Skejby Sygehus for noget tid siden. Emil, som ligger her i sengen, registrerede sig som stamcelledonor for nogle år siden, og nu skete der så det, der kun var 0,1% sandsynlighed for, nemlig at der blev brug for netop hans stamceller! Og det betyder, at han redder livet for et meget, meget sygt menneske et andet sted i verden. Emil kommer også i dag og fortæller om sin oplevelse.

I kan se videoen herunder, og så hååååber jeg, at I kommer til at se den en hel masse andre steder på internettet den kommende uge! 🙌🏻 Hvis I vil hjælpe, så send meget gerne en privatbesked på Instagram, så sender jeg jer videoen til deling! ❤️

placeholder://