I sidste uge skrev jeg et indlæg om parforhold og jalousi, og her beskrev jeg også, at jeg er sådan én, der flirter med alle. Det er nok lidt mere provokerende skrevet, end det er meningen, for det afhænger jo af, hvad man mener, at ordet “flirt” dækker over. Hører man til dem, der mener, at det betyder, at man forsøger at komme i bukserne på en anden, så trækker jeg lige hurtigt det ord tilbage igen, for sådan er det ikke ment.

Jeg elsker at snakke. Om livet, om følelser, om overvejelser, om tanker, drømme, andre menneskers og mine egne (duh, jeg er blogger). Det er som om, at de mest interessante samtaler, man kan have, er enten med folk, man kender ekstremt godt, eller med folk, man slet ikke kender. I begge tilfælde slår man ørene lidt ekstra ud.
Samtaler handler om intentioner. Det, at vi indlader os i en samtale med et andet menneske viser, at vi interesserer os, og at den andens tilstedeværelse, mening og stemme har betydning. Noget af det bedste, vi kan gøre for hinanden, er at vise hinanden interesse. Den Nationale Sundhedsprofil (har jeg lige googlet mig til) viser, at én ud af 16 danskere føler sig uønsket ensomme, og det er så ærgerligt, når vi nu er så mange mennesker i verden! Faktisk for mange, men det er et problem til en anden dag …

Jeg siger ikke, at ensomhed kan kureres ved, at vi begynder at tale med fremmede, men jeg siger sgu heller ikke det modsatte. Jeg har aldrig følt mig ensom, men jeg har tit følt mig alene. Jeg er også tit blevet misforstået af intetanede fremmede, som jeg har chattet op ved busstoppestedet (særligt de første år, jeg boede i København og stadig havde meget få venner), men jeg lever efter devisen “hellere være hende, der sagde hej end være hende, der ikke svarede”.

Sidste mandag kom Jon og jeg kørende på hver sit løbehjul ved Halmtorvet. Som beskrevet ovenfor så vi en mand, der så noget hjemløs ud. Han havde det, jeg gætter på var de fleste af sine ejendele, i et par poser ved siden af den bænk, han sad på, et sløret blik i øjnene, og der sad han bare og råbte. Han spyede galde ud over alle og ingen og beskyldte dem for at være nogle dumme svin og det, der var værre. Jeg sagde “Hav en god dag!”, da vi passerede ham, og så ændredes hans humør. Måske bare for dét minut, men der var altså mange, der passerede ham den morgen i myldretiden, og hvis alle nu havde hilst på ham, kunne det måske godt have gjort en forskel?
Det kan være en kende overvældende sådan at tale til en fremmed, især en så vred én af slagsen, og jeg vil også indrømme, at jeg følte mig beskyttet af det faktum, at vi var på vej videre. Men jeg har efterhånden dæleme talt med mange mennesker, jeg ikke kendte, og selvom mine intentioner engang imellem er blevet misforstået eller er gået uværdsat hen, har jeg altså endnu til gode at få røven på komedie eller opleve noget decideret ubehageligt.
Jeg kan huske engang, min veninde og jeg gad på en burgerbar ved siden af to rockerligende mænd. Den ene virkede ophidset, mens han indtog sin cheeseburger og talte med sin kammerat. Han bandede og svinede en række mennesker til, og jeg kunne ikke dy mig. Jeg smilede mit kækkeste smil til ham, mens jeg albuede ham i siden og sagde “Hey, hvis du ikke snart lærer at tale ordentligt, så får du altså aldrig en kæreste!”. Han sank den bid, han tyggede på, gloede på mig i et par lange sekunder, og så skreg han af grin og dunkede mig i ryggen. Min veninde var nær død og skræk, men hun kom over det, og jeg har husket den oplevelse siden med et minde om, at de fleste mennesker altså har selvironi, og hvis man kan grine af sig selv, kan man komme alle steder.

Hele den her snak om at tale sammen er jo ikke ny for mig at advokere – og mange af jer, der læser med, er også skidegode til det, ved jeg, for I er så søde at komme og snakke, når vi mødes ude i verden, og jeg fucking (undskyld!) ELSKER det! Jeg kommer lige til at tænke på det her indlæg fra 2015, hvor jeg krammede en fremmed og gav jer skylden. 😉
Men grunden til, at jeg deler de her tanker lige netop i dag, skyldes Läkerol og deres catch frase “Makes people talk”. Det læser jeg som den selvsamme opfordring, som jeg atter engang gerne vil komme med: Lad os tale sammen, mand! Alle sammen. Der er så meget hente i lige at se hinanden i øjnene og give en anden et par ord med videre ud i verden. Man behøver ikke love noget eller gøre noget, bare lige se hinanden og sige dav.
Bussen eller toget er et godt sted at starte, hvis man er nybegynder. Begge parter ved, at samtalen er tidsbegrænset, hvilket kan gøre det mindre skræmmende, og hvis man ikke ved, hvor man skal starte, kan man sgu da starte med at byde naboen en Läkerol. 😉
Jeg vil anbefale den med saltkaramel, som jeg har spist i sofaen om aftenen de seneste uger. Jeg er ikke typen, der kan have en pakke liggende i tasken flere dage i træk. Jeg har det med Läkerol som med chips, vingummi og bearnaise. Når posen er åbnet, skal den sgu tømmes.