I dag er en af de dage, hvor jeg rigtigt gerne vil have lov at benytte mig af, at jeg er så umanerligt heldig at have en platform, hvor mange umanerligt gode mennesker af og til søger hen. Sagen er nemlig den, at jeg har brug for et råd. Eller måske et par stykker. Dem har I givet mig før, og det har været awesome. Så jeg håber, I har lyst igen.

Jeg er jo fra naturens side udstyret med to usædvanligt charmerende børn. De er forskellige, og de er ens, de er en dreng og en pige, den ene ligner Jon, og den anden ligner mig. Både af udseende og sind. Hvor Berta har sin fars milde lune og smukke næse, har Hugo min Dalton-hage og høje energi-niveau. Bare gange tusind!
Han kører simpelthen så langt på literen, den dreng, fra det sekund, han slår øjnene op om morgenen. Han skal ikke lige bruge 15 sekunder på at misse lidt med de små blå – han starter med at tale om Pokémon og i det moment, han kommer til bevidsthed.
Hugo har en fantasi, jeg aldrig har set magen til, og han tænker over tingene på en dybsindig måde, som giver mig tårer i øjnene og grund til reflektion flere gange om ugen. Han er så fuld af kærlighed, liv, nysgerrighed og velvilje. Og KRUDT! Jeg er så glad for, at vi er flyttet i hus, hvor der er en legeplads lige ved siden af og blinde veje i flere retninger. Heldigvis har han masser af afløb for sin krudt, og han har egentlig heller ikke svært ved at sidde stille, når det kræves. Han ved godt, når han skal stille piben ind og høre efter, og det forvalter han rigtigt fint, og han kan også bruge timevis på at være roligt optaget af LEGO eller farvelægning af en Pokémon.

Men vi har altså et problem ved nattetide. Vi har kørt med den samme rutine langt tid, og den gør altså ikke rigtigt det, den gerne skulle, længere. Normen er, at Jon fortæller en godnathistorie for børnene (når han er hjemme, ellers er det mig), og når det er gjort, bliver ungerne puttet i hver deres senge, vi kysser dem begge to godnat, og så sætter jeg mig på gangen mellem deres værelser, så de begge kan se mig, og synger tre godnatsange. Herefter går jeg ned af trappen, imens jeg synger den fjerde, så de kan høre og bliver mindet om, at vi sagtens kan høre hinanden, selvom vi er på en anden etage. Og så falder de i søvn.

Eller, Berta gør. Hugo har simpelthen så svært ved at falde til ro om aftenen for tiden. Han vælter rundt i sengen, lægger sig først i den ene ende, så i den anden, så under dynen, siden over, så med pude, så uden. Og han snakker og drejer rundt som en kylling på et spyd. Jeg svarer i starten og maner så til ro. Vi prøver nogle gange med dybe vejrtrækninger og inspiration til drømmeland, men lige lidt hjælper det. Han bliver frustreret over at skulle ligge stille, når han nu ikke kan, og jeg bliver også frustreret, og det er sgu ikke den puttesituation, jeg gerne vil skabe. Og det er ikke anderledes, når det er Jon, der synger. Når han omsider falder i søvn, sover han som en engel og for det meste helt til næste morgen.

Det er bare overgangen fra dag til nat, der er svær. At sige farvel til dagen, lægge låg på balladen og livet for en stund og hengive sig til natten. Vi har prøvet lidt med at afspille børnemeditation fra YouTube efter godnatsangene, og det fungerer faktisk rigtigt godt, men for det første er der ikke specielt mange at vælge imellem (Det er kun dem, der hedder Dyb Ro for børn, mine unger vil høre. Vi har prøvet den med Tjugga, men dem gider de altså desværre ikke), og for det andet er jeg altså heller ikke sådan særligt vild med, at der skal elektronik involveres i deres sengetid. Jeg foretrækker helt klart en analog løsning.
Jeg talte med børnehaven om det forleden, og her foreslog en pædagog en kugledyne, som skulle være tung i det, så den maner kroppen til ro. Jeg kan ikke rigtigt se det for mig, da Hugo mere er typen, der har sin dyne mellem benene eller nede i fodenden end over sig.

Så altså – gode råd modtages! Tips til at hjælpe en livlig dreng til ro om aftenen.
Hvad har I prøvet? Hvad har I hørt? Hvad tænker I?

På forhånd tusind tak! <3