Verden er fuld af mennesker. De er alle sammen forskellige og ser forskelligt på rigtigt mange ting. Jeg er forkælet af skæbnen på den måde, at jeg er omgivet af både mennesker, jeg er meget enig med og af folk, som jeg er meget uenig med. Jeg har venner i mange lejre, og det giver sådan nogle gode samtaler og diskussioner, fordi vi respekterer hinanden og derfor taler sammen med åbenhed og interesse. Jeg elsker især samtaler med folk, jeg er uenig med, for jo ældre, jeg er blevet, des mindre interesseret er jeg i at have ret. Jeg vil meget hellere leve åbent og lære nyt, end at have ret. Og når man diskuterer uenigheder med folk, man respekterer og kan lide, og man lytter til hinanden, bliver verden tit større. Om ikke andet så i mødet med det anderledes. Bekræftelsen i, at andre lever lykkelige liv på deres måde – som givetvis er lodret forskellig fra, hvordan vi selv opnår lykke. Den erkendelse er der noget lykke i i sig selv – den viden om, at man kan blive lykkelig på andre måder. Så hvis ens egen måde kikser, kan det være, man kan finde en anden vej til lykken.

Det, jeg ikke bryder mig om, er mødet med folks retningsløse og ikke-resultatorienterede lede. Mennesker, der råber, kun for at råbe. Jeg ved godt, at folk, der kan finde på at stå bag andre i køen hos pølsemanden og sige “Hey, du skal sgu da ikke bestille remoulade, taber! Det smager pissedårligt, din nar! Hvis du var noget som helst værd, ville du æde ketchup!” ikke skal tages alvorligt. Men derfor kan de alligevel godt ødelægge ens dag. Især hvis de følger argumentet “Jamen, jeg kan faktisk godt lide remoulade” op med et “Åhr, så du er sådan en, der ikke kan tage imod kritik, hva’?” (spoiler alert: Det gør de altid!). Så står man dér og passer egentlig sin egen hotdog med alle sine argumenter, men man kan ikke komme af med dem, for modparten er ikke interesseret i at lytte. Det har han sådan set aldrig været – han vil faktisk bare gerne råbe. Det kan være enormt svært at forstå, men dem findes der en del af.

Især efter at internettet er kommet til. Vi har alle sammen set det på Nationen! og i diverse facebook-grupper igennem længere tid. At barrieren for, hvad man kan tillade sig at lukke ud, smelter, når man kan gemme sig bag en skærm og ikke skal se dem, man råber af, i øjenene. Siden er Jodel også kommet til, og den gør det muligt for råberne at være aldeles anonyme. Jeg er med på, at appen også kan bruges til i al stilhed at spørge, hvordan man kommer af med kønsvorter, og hvad det bedste er at sige på en første date, men den bruges også til det andet – til at svine folk til.
Jeg er stødt på Jodel, og jeg er blevet stødt af Jodel. I starten var jeg nysgerrig, og siden blev jeg lidt forskrækket. Jeg er stødt på tråde, der handler om mig, og jeg er stødt på tråde, der handler om mine kolleger. Det, de har til fælles, de her digitale samtaler, er, at de alle foregår i en tone, man kun sjældent ville høre på gaden. Det er groft, voldsomt og nederdrægtigt. Og dumt. Jeg så engang en tråd, der handlede om, hvorvidt én af mine kolleger smilede ægte eller falsk på sine billeder. Der var 65 kommentarer i den her diskussion, hvor en masse fremmede mennesker brugte tid på i fællesskab at benchmarke deres holdninger om hendes smil op imod et billede af den bemeldte blogger, taget på hendes fødselsdag. “For her må hun da være rigtigt glad”. Det er jo dumt. Jeg har smækket døren til Jodel bag mig for længe siden, og jeg vender aldrig tilbage.

Det sker en gang imellem, at disse anonyme karakterer finder mig (eller mine kolleger) på vores blog eller Instagram. De bruger falske email-adresser til at skrive lede beskeder og opretter anonyme Instagram-konti, som så bruges til at skrive ufine privatbeskeder og åndssvage kommentarer. Tit engagerer de hinanden via Jodel, har jeg reseachet mig frem til, og så tordner de frem som vrede bier på en ellers hyggelig sommerdag. Og det’ sgu ikke honning, de brygger.
Og ve den, der tager henvendelsen bare nogenlunde alvorligt og forsøger at argumentere. Det er frugtesløst og leder kun til flere svinere. Disse mennesker (trolls, hedder de nok rettere) er ikke ude på at diskutere, selvom det ofte er det, de lægger op til. De er kun ude på at sprede dårlig stemning. Jeg har både selv afprøvet og set det forsøgt hos mine kolleger, at møde den her vrede og harme med honning og eddike. Både “kill them with kindness” og “fighting fire with fire”. Intet virker. Alt falder til jorden, for trolls er kun ude efter uorden – ikke meningsudveksling. Hvis man forsøger at modargumentere, mødes man af “du kan ikke tåle kritik!”, og hvis man modererer en debat eller sletter svinerne, bliver man beskyldt for at udøve censur. Hver eneste gang.

Den tendens, jeg ovenfor har beskrevet, er en kræftknude i influencer-branchen, og jeg ved, at det er noget, der har påvirket både mig og mine kolleger mere eller mindre fra tid til anden.
Jeg bruger humor, ironi og sarkasme på mit domæne, og jeg hænger tit mig selv til tørre. Men jeg har aldrig gjort andre til grin eller hængt andre ud i mine blogindlæg, og det kommer jeg heller ikke til, og derfor vil jeg ikke finde mig i, at andre bruger mine digitale hyggekroge til at gøre netop det. Jeg har taget diskussionen med nogle af de her trolde i deres tone, og jeg har også prøvet at dukke nakken og se den anden vej, fordi jeg har erfaret, at enhver interaktion kun accellererer konflikten, og nu har jeg fået nok. Helt!

Så nu til mit MANIFEST!
Fra dags dato interagerer jeg ikke længere med ondsindede dæmoner på min domæner. Alle lede beskeder, der er skrevet i et svinsk sprog, som har til hensigt at sprede vrede, tristesse og dårlig stemning, bliver slettet. Og det er mig, og KUN mig, der er dommer over, hvornår en besked eller kommentar lever op til den definition (Den ret tilfalder mig, da det er mig, der årligt betaler 223 kr. for nærværende domæne). Jeg føler det unødvendigt at tilføje, at konstruktiv altid er velkommen, for det har den altid været, og den har jeg altid forholdt mig konstruktivt til. Og det har aldrig været et problem frem til det seneste år, hvor den her anden, ærgerlige tendens er taget til.

Jeg startede i 2014 bloggen her for at hygge og sprede god stemning. Jeg deler ud af mit overskud, og for at følge med hos mig (og enhver anden blogger eller influencer, i øvrigt) skal man opsøge det aktivt. Vi har ikke popup-reklamer for os selv ude i cyberspace, og vi laver ikke valgkampagner på gadehjørnerne. Man skal selv skrive vores domænenavn ind på computeren eller søge os frem på Instagram for at blive konfronteret med det, vi deler. Så hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, er det heldigvis nemt at undgå, og der er en masse andre muligheder for at spilde sin tid online alle mulige andre steder.

Jeg vil slutte med at skrive, at jeg heldigvis ikke synes, jeg har været så hårdt ramt personligt af den her ærgerlige onlinetendens, som jeg beskriver ovenfor, som jeg måske kunne frygte. Og de lorte-kommentarer (ja, undskyld, men for pokker!), der nu og da finder mig, drukner heldigvis hurtigt i de mange sjove, hyggelige og meningsfulde udvekslinger, jeg dagligt har med mange af jer, der er blandt de omkring 90.000, der månedligt læser med herinde på bloggen. Men det sker så ofte i min branche for tiden, at en af mine kolleger laver et opråb på Instagram eller en note på bloggen om, at nu er der igen landet en bæ i deres rede, og de aner ikke, hvad de skal stille op med den, og derfor føler jeg nu et behov for at trække en streg i sandet.
Jeg gider ikke tale mere om det, det ryger bare ud. Og jeg opfordrer mine kolleger til at gøre det samme.
Slut, prut, finale!

PS: Jeg har helt bevidst valgt et billede af mig selv til dette indlæg, hvor jeg synes, jeg ser relativt smokin‘ ud. Jeg anser det for sandsynligt, at dette indlæg vil blive delt på Jodel, so I might as well look good! 😜