Det er lidt sjovt med de fordomme, der følger med at være blogger nogle gange. Ikke i forhold til jer, der følger med her, og som ved, hvad det går ud på, kan man sige. Nej, jeg taler om de der gange, hvor man er gæst i et blandet selskab hos en ven, veninde, nabo eller kusine, og havner ved siden af et menneske, som ved, man er blogger, men ikke helt ved, hvad det vil sige. Vedkommende er givetvis nysgerrig, men samtidig også på forhånd en fordomsfuld. Det er de fleste, må jeg sige. For de har hørt om “det der blogger”, og de kunne ikke nødvendigvis lide det, de hørte. Eller også har de tolket på det, de har hørt og draget nogle slutninger, og dem skal jeg nu enten bevise eller tilbagevise. Der er kun de to muligheder.
Jeg har efterhånden flere gange ført samtaler, der lyder nogenlunde sådan her. Jep, hver gang. Det forløber som oftest overraskende ens:

Ham: Nåh, så du er “blogger”? (Citationstegnene enten vises i luften eller høres i udtalen af ordet).

Mig: Jaeh, det er jeg sgu.

Ham: Tænk engang, at man kan leve af det. Hvad skriver du så om?

Mig: Åh, det lyder så langt ude, når man ikke er bekendt med blogs, men jeg skriver egentlig om mig selv. Mine tanker, min hverdag og sådan noget.

Ham: Hahaha, det er da løøøgn! Verden er af lave! Og fortæl mig så lige: Hvad gør egentlig dig så spændende i forhold til alle andre?

Mig: Jeg er ærligt talt ikke specielt spændende, men jeg er relativt okay til at formulere mig på skrift, så det er måske nok det, der gør det.

Ham: Det giver absolut ingen mening, det der. Det er jo ikke et job!? Kan du virkelig tjene penge på at sidde og skrive dagbog på internettet?

Mig: Ehm, det vil jeg ikke kalde det, men ja, jeg kan leve af det.

Ham: HAHA, Herre Jemini! Jeg har taget en lang uddannelse, arbejdet mig op i en virksomhed for at nå dertil, hvor jeg er i dag, og jeg knokler hver eneste dag i 8-10 timer for at tjene min løn! Jeg skulle sgu da bare være blevet blogger i stedet!

Og her er det så, at jeg vælger ét af to svar alt efter humør og temperament den dag:

A) Når jeg har overskud: Hehe, ja, det kan man sige. Nåh, men du arbejder i forsikringsbranchen, sagde du tidligere? Det lyder sindssygt spændende! Vil du ikke fortælle mig alt om det?

B) Når jeg ikke har overskud (her gribes jeg ofte af en ikke altid helt klædelig sarkasme): Jamen, spring da ud i det, Poul! Verden venter, jeg er stensikker på, at du har overhalet mig på ingen tid. Men nu må du have mig undskyldt, mens jeg går ud på toilettet og tager en selfie i spejlet.

Jeg er heldigvis vanvittigt godt tilfreds og yderst taknemmelig med at være der, hvor jeg er i livet. Både på det personlige plan og på det arbejdsmæssige, hvilket nok i virkeligheden er svært for de fleste af os at skille ad. Jeg har min gode base derhjemme, og jeg synes, det er sindssygt sjovt at lave det, jeg gør. Jeg føler mig meget heldig, at jeg kan leve af noget, der falder mig så nemt og er så sjovt, og nogle dage er jeg stolt, når jeg føler, at kan være med til at gøre en bette i forskel. Om det så er fordi, jeg får en besked fra en læser, der fortæller, at et af mine indlæg har haft en positiv betydning, eller om det er, når jeg får skaffet nye blod- og stamcelledonorer.
Jeg ved, at nogle af mine kolleger i branchen rigtigt gerne vil have begrebet “influencer” accepteret bredere som et “rigtigt” arbejde, og sådan har jeg det ikke. Folk må egentlig synes, hvad de vil om mig og det, jeg laver, så længe jeg ved, at jeg ikke gør nogen ondt, og at jeg har det godt med det, jeg bruger min tid på.

Men samtidig kan jeg godt mærke, at de fordomme, der stadig følger med min stillingsbetegnelse, godt kan påvirke mit selvværd lidt i nogle situationer. Og jeg har sgu ellers et meget godt selvværd. Men jeg gider ikke slås for at blive anerkendt – jeg er vildt glad for den anerkendelse, jeg har fra dem, der betyder noget, nemlig jer, der læser med, og dem, jeg holder af. Og jeg bliver selvfølgelig glad og stolt, når Berlingske, Børsen, ELLE, Femina, ALT for Damerne og så videre beder om mit besyv, fordi de synes, det er værd at have med. Men de skal komme til mig efter det, jeg vil ikke prakke dem mig på. Jeg gider ikke overbevise nogen om, at jeg ikke er den kliché, de ofte ser for sig.

Og jeg kan mærke det der stigma tynge lidt, da jeg eksempelvis i går blev bedt af selveste kulturkanonen, Katherine Diez, om at deltage i hendes podcast (SALON med Katherine Diez), der kort fortalt behandler kulturen – både op gennem tiden og i nutiden. Jeg havde endnu ikke hørt hendes podcast, men jeg har læst de fleste af hendes klummer i Berlingske, og når man har det, er man jo ikke i tvivl om, at denne dame er yderst dannet, og derved er hendes program det vel også. Jeg ved mere om Britney Spears’ samlede udgivelser end om Beethovens, og jeg vil hellere se breakdance på Ramblaen i Barcelona end ‘Svanesøen’ på Det Kongelige Teater. (Ahr, okay, hvis man kunne vælge begge dele, ville jeg måske gerne det, men jeg stoler på, at I forstår min pointe).

Jeg er slet ikke bange for at skulle sidde over for Katherine Diez og føre en samtale om kultur, selvom hun ved meget mere om emnet, for hun virker sød og nysgerrig, og der er da de færreste, der starter en podcast for at hænge gæsterne ud. Og jeg føler ikke, at jeg skal leve op til noget i forhold til hende, selvom hendes bogreol er fuld af gamle klassikere, og min indeholder kriminalromaner. Vi er begge vilde med boeuf bourguignon og samtaler med nye mennesker, så vi skal nok finde fælles fodslag.
Nej, det, der gjorde mig lidt tilbageholdende ved at sige ja sådan lige med det samme, mærkede jeg, da jeg hørte de tre episoder, hun har på CV’et indtil videre, er, at jeg er blogger. Hendes øvrige gæster er skuespilleren Jesper Groth, musikeren L.O.C. og radio- og TV-vært (og meget mere) Sara Bro. Folk med rigtige jobs og bredt anerkendte karrierer indenfor anerkendte genrer.
Da jeg lyttede til de tre podcasts, gik det op for mig, at de mennesker ér noget i kraft af det, de har opnået i deres karrierer allerede. L.O.C. ved måske ikke alt om opera, men han er L.O.C., for pokker. Han har bevist sig selv overfor os alle sammen. Vi ved alle sammen, hvem han er, og vi har respekt for det, han har opnået, for det er sgu though at blive stor i en branche, hvor alle er noget ved musikken. Og Jesper Groth kan udtale sig med en vis autoritet omkring scenekunst, fordi han jo ér skuespiller.

Og der er jeg bagud på point fra starten i sammenligning. Jeg er blogger. Hvis nogle af jer, der følger med hos mig, hører den podcast, vil I sikkert kunne kende mig i de holdninger, jeg fremlægger, og I vil måske høre noget, I ikke har hørt før, men I har i hvert fald en holdning til mig baseret på det, I har læst på bloggen. Men mit indtryk er, at af alle de, som hører den podcast uden i forvejen at vide, hvem jeg er, vil størstedelen have en forudindtaget holdning til mig og det, jeg siger, netop på baggrund af mit hverv. Jeg skal lige bevise, at jeg ikke (kun) er en selvfed gås med en trigger-happy selfie-finger. Jeg skal bevise, at jeg kan tænke på andet end avokadomadder. Så jeg skal være klogere og mere velovervejet, end hvis livet havde ført mig ned ad en anden levevej. Hvis jeg “bare” havde været ukendt for de potentielle lyttere, havde udgangspunktet været neutralt, men fordi jeg er blogger, starter jeg i minus.

Så da jeg skulle overveje Katherines tilbud om at medvirke i hendes kultur-podcast, skyldtes det ikke min frygt for at blive hørt af hende i Sartres syn på eksistentialismen eller Ludvig Holbergs betydning for nutidens teater. Det skyldtes trangen til ikke at være den, der skal bevise noget overfor folk, der egentlig ikke er interesserede i at blive overbevist. Jeg har ikke lyst til at være et eksempel – hverken godt eller dårligt – og mindst af alt det sidste.

Men jeg har alligevel sagt ja. For jeg tror, det bliver okay. Jeg tror godt, jeg kan holde den kørende, og jeg har lyst til at have en samtale om mit forhold til kultur (og særligt teater) med et menneske, der har gjort det til sin levevej at synes noget om netop det. Nogle gange skal man udfordre sin komfortzone og stole på det gode, og livet er jo panikken i et brændende teater, som Sartre ville sige det. 😄