Sidste dag i Barcelona! Vi flyver hjem i aften kl. 17! Lidt for kort tur, synes jeg altså, men det var det, det kunne blive til i denne omgang. Vi har været i hinandens selskab siden mandag eftermiddag, og selvom jeg godt kunne tænke mig en dag til, glæder jeg mig også lidt til at se de andre to Langer derhjemme.

Det eneste billede af mig fra Barcelona – og så har jeg lukkede øjne. 😆

Og så glæder jeg mig måske også lidt til, at Berta og Hugos BFF Mikkel O. tager lidt over på Pokemon-fronten. Jeg skal virkelig lægge mig i selen for at få ham til at tale om noget andet – men til gengæld taler han om det hele tiden! Jeg er faktisk lige dele forfærdet og imponeret, for jeg synes, det er lidt uhyggeligt, at et univers har overtaget min lille søns opmærksomhed så altoverskyggende, og samtidig kan jeg slet, slet ikke forstå, at han vitterligt kan huske navnene på stort set alle karaktererne udenad! OG navnene på deres udviklinger! (Okay, jeg har lige googlet mig til, at der er over 1.000 Pokemon, så måske ikke dem alle sammen).

Heldigvis ved jeg jo, at “den virkelige verden” tager over, når vi vender hjem til Berta, hans venner, legetøj, løbehjul, muligheden for at lave eleksir i haven, og alle de andre ting, der normalt optager ham, men jeg tror alligevel lige, vi må have en lille poké-pause.

I dag skulle vejret blive bedre end de andre dage, hvilket er lidt ærgerligt, da vi skal forlade hotellet kl. 12 og byen kl. 15. Jeg vil nu alligevel se, om vi kan presse et besøg i poolen ind i programmet. Den er ikke opvarmet, men han er sgu ligeglad, den bette.

Møs fra Barcelona! ❤️