Jeg havde sgu glædet mig til at skulle i studiet for at se optagelserne til Vild Med Dans i går. Jeg har før haft held til at tiltuske mig billetter til de famøse fredage, men aldrig så sent på sæsonen, hvor spændingen unægteligt stiger betragteligt. Jeg havde inviteret min genbo med, og vi havde sågar korrigeret garderober og det hele.

Hugo har været syg det meste af ugen. Den første dag kastede han op en enkelt gang og havde kvalme, og derefter tog snot og småfeber over. Han var også hjemme fra børnehave fredag, men han havde det meget bedre og næsten ingen feber, så jeg havde ingen skrubler ved at overlade han til DisneyShow, fredagsslik og farfar sammen med Berta.

Lige indtil midt på eftermiddagen, hvor hans generelle velbefindende tog lidt af en drejning. Han blev pyldret, hvilket han ellers aldrig er, og da jeg tog hans temperatur, viste den næsten 40. Jeg er sikker på, at farfar, som jo har opdraget min gode mand og hans søster til perfektion, snildt kunne have klaret den tjans, men jeg vidste bare, at hverken Hugo eller jeg ville have det godt med, at jeg sådan smuttede fra ham, når han var utilpas. Så jeg aflyste pasningen, gav billetterne til min genbo og hendes veninde og blev hjemme. Bette Hux bad om at komme i seng allerede kl. 17, og han bad sågar om at få næsten alt lyset slukket, så da kunne jeg godt se, at den var gal. Han ville hverken have is eller kakaomælk, og han havde svært ved at sove, fordi hans næse var stoppet.

Jeg installerede Berta i sofaen med risengrød med jordbærmarmelade (sådan foretrækker hun sin risengrød, den lille weirdo), og så tog jeg min thai-mad og min krimi med op i soveværelset ved siden af Hugo. Her sad jeg så vagt med en hånd på ham i to timer, mens han skiftevis sov og vågnede på grund af snotnæsen og tjekkede, om jeg stadig var der. Og hver gang sneg jeg en lille-bitte smule vand i ham. Efter to timer sov han tungt og snorkende, og jeg kunne snige mig ned i stuen for at se DisneyShow sammen med Berta.

Når ungerne er syge nu, på den der måde, hvor de er dårlige og utrygge, er jeg så glad for, at jeg havde sådan en noia, da de var små. Forstå mig ret (og også et lille shoutout til eventuelle spædbørnsforældre), men de første to-tre år af deres liv, gik jeg totalt i undtagelsestilstand, når Hugo eller Berta blev syge. Jeg blev nervøs og pyldret og fulgte dem med øjnene i hvert eneste minut af dagen. Og om natten sov jeg med dem i min seng eller på en madras ved siden af deres, og jeg registrerede deres mindste lyd og bevægelse. Var jeg i tvivl om det mindste, ringede jeg til min lægeveninde eller til lægevagten, så jeg kunne forstå.

Og det føles altså som om, at den reseach gør, at jeg meget bedre kan afkode dem nu, når de er syge. Jeg gætter på, at mange mødre har det på samme måde – bevidst eller ubevidst. Jeg bliver ikke nervøs på samme måde overhovedet, og jeg ved præcis, hvad jeg skal sige, gøre og servere, for at det syge krapyl føler sig trygt.

I morges, da Hugos feber var faldet efter en nat, hvor han daskede mig i hovedet to gange i timen for at få en tår vand, lavede jeg traditionen tro en ordentlig portion bananpandekager, fordi jeg ved, at det er det, der allerbedst sætter gang i appetitten herhjemme på en skånsom måde efter en dag eller flere med ufrivillig faste. Og ganske rigtigt!

Det er sådan en dejlig følelse, at jeg kan se, at jeg har lært noget. At nogle af de fortvivlende perioder, da ungerne var små, hvor jeg nogle gange følte mig som en håbløs praktikant på mor-kontoret, faktisk var en del af min uddannelse. Og egentlig nu gør, at jeg føler mig mere egnet som mor. Så de følelser og oplevelser dengang var ikke forgæves.

Hugo har det meget bedre i dag! Han spiser, drikker og leger – men engang imellem faker han et lille tilbagefald for at tiltuske sig de is eller chokoladekiks, som han fik tilbudt og afviste lige så hurtigt i en lind strøm hele dagen i går. Og jeg siger ja til det hele i dag! 😄