De færreste af os har en hukommelse fra før, vi fyldte 4 år. Enkelte kan huske brøkdele af begivenheder inden da, mens de fleste af os først får en sammenhængende hukommelse og følelse af begivenheders relation til hinanden som perler på en tråd senere i livet.

Personligt har jeg et følelse af et minde fra Huholt på Als, hvor jeg boede sammen med mine forældre, da vi flyttede fra Hovedstaden til Sønderjylland i midt-firserne. Jeg har været tre år på det tidspunkt. Jeg mener at kunne huske at ligge i en seng, og der er et småblomstret tapet på væggene. Og et sted tæt på mig spiller en mekanisk vuggevise. Som fra en spilledåse eller lignende. Ydermere har jeg et billede af at køre i den blå Mascot (Morris Minor), mine forældre ejede dengang, siddende på bagsædet bag min far og min højgravide mor (hej, Fie!), da vi kørte efter flyttebilen og drejede ind på Galgebjerg, hvor vi boede de næste 15 år og derved hele min bevidste barndom. Jeg kan ikke rigtigt huske livet før min lillesøster, Anne Sofie, som er små fire år yngre end mig.

Nu er jeg 38 år og befinder mig nogenlunde midt i livet, hvis jeg skal tro på statistikkerne, der siger, at kvinder bliver små 83 år gamle. Tanken om, at jeg om 10 år er næsten 50, kan godt føles overvældende, men ikke mere end som så, for jeg føler, at jeg har fundet forklaringen på, hvorfor. I hvert fald en forklaring.

Jeg kan sagtens huske, hvordan det var at være eksempelvis 11 år. Jeg er stort set på samme alder som Laus Høybye, og jeg connectede hårdt til hans følelsesregister, da han sang sin sang om livets plager for en 11-årig. Jeg følte som 11-årig, at jeg allerede havde et langt liv af minder og erfaringer i bagagen, og om ikke andet kunne jeg bare se mig omkring på skolen, hvor jeg var en af de ældste (det var en landsbyskole, som kun gik til 7. klasse). Og jeg kunne ikke huske halvdelen af mit liv, fordi jeg i den halvdel var for ung til at huske noget.

Når jeg ligger og putter med mine unger, og de snor deres små, lange kroppe rundt om mit liv, kan jeg godt blive ganske nostalgisk og udbryde, at det da er fuldkommen utroligt, at de har ligget inde i min mave begge to indtil for ganske nyligt. Her bryder Berta gerne ind (hun er klart den mest faktabaserede af de to), korrekser mig og siger, at det da er VILDT langt tid siden! Og jeg forstår godt, hvad hun mener. Der er sket så sindssygt meget i hendes liv i de år. Hun er gået fra at være en hjælpeløs baby til at kunne holde hovedet, gribe ud, gå, tale, være renlig, argumentere, køre på cykel, have venner og alt det der. Det er sindssygt langt tid siden for hende! Men i mit liv er der bare ikke sket så meget andet af betydning, så det føles ikke længe. For jeg kan huske hvert sekund af det!

Som jeg sidder her som 38-årig, kan jeg jo SAGTENS huske, hvordan det var at være 28. Jeg syntes det samme, jeg følte det samme, og jeg ville meget af det samme. Men i de 10 år, der er passeret, er der sket ufatteligt meget mere, end der formentlig kommer til de næste 10. Jeg skal ikke færdiggøre flere uddannelser, have flere børn, jeg skal formodentlig ikke købe flere huse i Køge (you never know), og jeg skal helt sikkert ikke giftes med flere mænd.

Og tanken om, at jeg er det samme menneske resten af livet, kan føles lidt vildt. Det ved jeg jo godt, at jeg ikke er, for jeg kan samtidig se, hvor meget jeg har lært om livet og udviklet mig på de seneste 10 år, og jeg kommer til at gøre, hvad jeg kan, for at den lærdom og udvikling fortsætter. Men de næste 10, 20, 30, 40 år er det alligevel bare “vedligeholdelse”. Sørge godt for mine børn, mit ægteskab, passe mit arbejde, mine venner, mit hus. Alt, der er i mit liv nu, kan sådan set holde for evigt, hvis jeg passer på det. Sådan var det ikke, da jeg var 28 og havde status som single, næsten-færdiguddannet beboer i en lejlighed på 42 kvadratmeter. Eller jo, det kunne det, men det var ikke ønsket. Og det er ønsket nu!

Og jeg tror, at det, der gør, at nogle går i panik over deres liv (og død) her midt i livet er, at de pludselig kan se vejen hjem. De kan huske langt størstedelen af deres liv, og fra der, hvor de står, kan de se fra vugge til grav. De skal ikke længere forestille sig ægtemanden (eller kvinden), børnene er virkelige, og det samme er realkreditlånet og arbejdslivet. Den, man knoklede for alle de år på skolebænken.

Jeg tror, at nogle af dem, der går i panik over det, måske er dem, der ikke er helt tilfredse med det syn. Dem, der gruer med tanken om, om de nu alligevel skulle have fået det ekstra barn. Skulle de i stedet have prøvet at få en karriere som professionel håndboldspiller. Skulle de i virkeligheden have fået børn med en anden, og burde de i virkeligheden være flyttet til Spanien. Og så er det måske på tide at købe den billet. Finde et senior-hold i håndbold (ja, det hedder det sgu, selvom man er i 30’erne! 😆) og se manden dybt i øjnene og overveje det med en efternøler?

Og dem, der insisterer på, at 30’erne er de nye 20’ere og 40’erne er de nye 30’ere er dem, der tænker, at det ser sgu meget godt ud! Nu har jeg sat de ting i værk, hyttet de planter, gjort det arbejde, og nu skal det NYDES! Og det kan man da egentlig godt bruge en 40-50 år på, hvis det skulle være.

Samtidig skal det jo siges (om begge kategorier), at livet jo også har lært os, at vi ved aldrig, hvad der sker, hvornår vinden vender og hvornår, det sker noget vidunderligt, eller forfærdeligt, som vi ikke er herrer over. Og det er nu fint på sin egen, smådramatiske måde. For så tvinges vi til at øve os i at tage en pause fra udsigten – både den frem og den tilbage, hvordan den så end behager os – og så i stedet kigge op og ned lige det, hvor vi er, og handle, gøre, nyde og leve NU. ❤️