En teori om midtlivskriser
De færreste af os har en hukommelse fra før, vi fyldte 4 år. Enkelte kan huske brøkdele af begivenheder inden da, mens de fleste af os først får en sammenhængende hukommelse og følelse af begivenheders relation til hinanden som perler på en tråd senere i livet.
Personligt har jeg et følelse af et minde fra Huholt på Als, hvor jeg boede sammen med mine forældre, da vi flyttede fra Hovedstaden til Sønderjylland i midt-firserne. Jeg har været tre år på det tidspunkt. Jeg mener at kunne huske at ligge i en seng, og der er et småblomstret tapet på væggene. Og et sted tæt på mig spiller en mekanisk vuggevise. Som fra en spilledåse eller lignende. Ydermere har jeg et billede af at køre i den blå Mascot (Morris Minor), mine forældre ejede dengang, siddende på bagsædet bag min far og min højgravide mor (hej, Fie!), da vi kørte efter flyttebilen og drejede ind på Galgebjerg, hvor vi boede de næste 15 år og derved hele min bevidste barndom. Jeg kan ikke rigtigt huske livet før min lillesøster, Anne Sofie, som er små fire år yngre end mig.
Nu er jeg 38 år og befinder mig nogenlunde midt i livet, hvis jeg skal tro på statistikkerne, der siger, at kvinder bliver små 83 år gamle. Tanken om, at jeg om 10 år er næsten 50, kan godt føles overvældende, men ikke mere end som så, for jeg føler, at jeg har fundet forklaringen på, hvorfor. I hvert fald en forklaring.
Jeg kan sagtens huske, hvordan det var at være eksempelvis 11 år. Jeg er stort set på samme alder som Laus Høybye, og jeg connectede hårdt til hans følelsesregister, da han sang sin sang om livets plager for en 11-årig. Jeg følte som 11-årig, at jeg allerede havde et langt liv af minder og erfaringer i bagagen, og om ikke andet kunne jeg bare se mig omkring på skolen, hvor jeg var en af de ældste (det var en landsbyskole, som kun gik til 7. klasse). Og jeg kunne ikke huske halvdelen af mit liv, fordi jeg i den halvdel var for ung til at huske noget.
Når jeg ligger og putter med mine unger, og de snor deres små, lange kroppe rundt om mit liv, kan jeg godt blive ganske nostalgisk og udbryde, at det da er fuldkommen utroligt, at de har ligget inde i min mave begge to indtil for ganske nyligt. Her bryder Berta gerne ind (hun er klart den mest faktabaserede af de to), korrekser mig og siger, at det da er VILDT langt tid siden! Og jeg forstår godt, hvad hun mener. Der er sket så sindssygt meget i hendes liv i de år. Hun er gået fra at være en hjælpeløs baby til at kunne holde hovedet, gribe ud, gå, tale, være renlig, argumentere, køre på cykel, have venner og alt det der. Det er sindssygt langt tid siden for hende! Men i mit liv er der bare ikke sket så meget andet af betydning, så det føles ikke længe. For jeg kan huske hvert sekund af det!
Som jeg sidder her som 38-årig, kan jeg jo SAGTENS huske, hvordan det var at være 28. Jeg syntes det samme, jeg følte det samme, og jeg ville meget af det samme. Men i de 10 år, der er passeret, er der sket ufatteligt meget mere, end der formentlig kommer til de næste 10. Jeg skal ikke færdiggøre flere uddannelser, have flere børn, jeg skal formodentlig ikke købe flere huse i Køge (you never know), og jeg skal helt sikkert ikke giftes med flere mænd.
Og tanken om, at jeg er det samme menneske resten af livet, kan føles lidt vildt. Det ved jeg jo godt, at jeg ikke er, for jeg kan samtidig se, hvor meget jeg har lært om livet og udviklet mig på de seneste 10 år, og jeg kommer til at gøre, hvad jeg kan, for at den lærdom og udvikling fortsætter. Men de næste 10, 20, 30, 40 år er det alligevel bare “vedligeholdelse”. Sørge godt for mine børn, mit ægteskab, passe mit arbejde, mine venner, mit hus. Alt, der er i mit liv nu, kan sådan set holde for evigt, hvis jeg passer på det. Sådan var det ikke, da jeg var 28 og havde status som single, næsten-færdiguddannet beboer i en lejlighed på 42 kvadratmeter. Eller jo, det kunne det, men det var ikke ønsket. Og det er ønsket nu!
Og jeg tror, at det, der gør, at nogle går i panik over deres liv (og død) her midt i livet er, at de pludselig kan se vejen hjem. De kan huske langt størstedelen af deres liv, og fra der, hvor de står, kan de se fra vugge til grav. De skal ikke længere forestille sig ægtemanden (eller kvinden), børnene er virkelige, og det samme er realkreditlånet og arbejdslivet. Den, man knoklede for alle de år på skolebænken.
Jeg tror, at nogle af dem, der går i panik over det, måske er dem, der ikke er helt tilfredse med det syn. Dem, der gruer med tanken om, om de nu alligevel skulle have fået det ekstra barn. Skulle de i stedet have prøvet at få en karriere som professionel håndboldspiller. Skulle de i virkeligheden have fået børn med en anden, og burde de i virkeligheden være flyttet til Spanien. Og så er det måske på tide at købe den billet. Finde et senior-hold i håndbold (ja, det hedder det sgu, selvom man er i 30’erne! 😆) og se manden dybt i øjnene og overveje det med en efternøler?
Og dem, der insisterer på, at 30’erne er de nye 20’ere og 40’erne er de nye 30’ere er dem, der tænker, at det ser sgu meget godt ud! Nu har jeg sat de ting i værk, hyttet de planter, gjort det arbejde, og nu skal det NYDES! Og det kan man da egentlig godt bruge en 40-50 år på, hvis det skulle være.
Samtidig skal det jo siges (om begge kategorier), at livet jo også har lært os, at vi ved aldrig, hvad der sker, hvornår vinden vender og hvornår, det sker noget vidunderligt, eller forfærdeligt, som vi ikke er herrer over. Og det er nu fint på sin egen, smådramatiske måde. For så tvinges vi til at øve os i at tage en pause fra udsigten – både den frem og den tilbage, hvordan den så end behager os – og så i stedet kigge op og ned lige det, hvor vi er, og handle, gøre, nyde og leve NU. ❤️
32 kommentarer
Jeg har en søn på 14 år og jeg går i f*cking panik over at om 14 år er jeg 60. Jeg ved hvor hurtigt de seneste 14 år er gået. Hvis de næste går lige så stærkt, så er livet jo stort set slut! F*ck me, man!
Hahaha, åhr, søjde, da! 🙂 Tænk lige, hvor meget, der er sket på de 14 år! <3 <3 <3
Og folk på 60 kan skrive under på, at livet IKKE slutter, når man er 60. Og tænk lige, hvor meget bedre form, vores forældre er i som 60-årige, end deres forældre var. Og forestil dig så, hvor fin form, VI kommer til at være i, når VI er 60!
Livet er laaaangt!!! 😀
Det, der sker for nogle af os, når vi bliver 50 år, er, at livet tager en ny drejning. Hvor 20’erne, 30’erne og 40’erne har lignet hinanden med børn, mand, karriere osv så ved vi, at 50’erne bliver anderledes. I 50’erne flytter de sidste børn hjemmefra. Nu skal ægteparret finde på noget andet sammen end bare holde cirkusset kørende. En af ens forældre vil højst sandsynlig dø inden for de næste 10 år. Karrieren er der, hvor den skal være, det er for sent med en ny uddannelse en ny karriere osv. Derfor kan midtvejskriser ramme hårdt. Jeg forstår godt, at nogle mænd begynder pakke to, for det vil jo være mere af det, vi kender – en tur mere rundt i hjulet. For os andre er det uvished og tomhed, der skal fyldes noget i. Men hvad? (Og en skalle til den der foreslår keramik!) 🙂
Hehehe, jeg er med på den skalle. 😂
Men jeg er ikke helt enig, faktisk! Jeg synes, mine 20’ere og 30’der var SINDSSYGT forskellige! De har næsten intet til fælles – andet end mig. Hvor 40’erne har udsigt til at blive noget nyt igen – men samtidig også bare meget af det samme. Hvor 30’erne var spændende, fordi alt (børn, ægteskab, arbejdsliv, hus) var så nyt, FORTSÆTTER det bare i 40’erne. Intet nyt “skal” etableres. You know?
Det er nok fordi jeg fik mine børn mens jeg var i 20’erne 😉
Det jeg synes var svært var at jeg havde forventet at være et andet sted, at jeg ikke var lige så lost jobvis i 40erne og jeg var i 30erne, og så var der det der nr 2 barn, der bare ikke ville komme….
Hmmm… Det kan jeg godt forstå! ❤️
Må jeg spørge, handlede det så om, at du ikke levede op til den forventning, du havde af livet i den alder, eller frygten for, at det aldrig skulle lykkes?
Siger navnet Tine K. Lei dig noget?
Nej, vi er faktisk en del, der hedder Lei. 😊
Ok. Vedkommende er sygeplejerske på mit arbejde
Hvorfor har du slettet blogindlægget om din cruisetur?
Hej Sandra.
Fordi jeg egentlig ikke var specielt glad for turen, ikke rigtigt kunne indestå for at reklamere for det, da jeg havde dannet mig et ordentligt indtryk og ikke havde nogen aftale med dem, der inviterede mig, om, at jeg skulle reklamere.
Jeg skrev indlægget den første morgen, jeg var afsted, så da vidste jeg endnu ikke helt, hvad jeg gik ind til. Og da jeg gjorde, var det altså ikke rigtigt noget for mig – af flere grunde. Jeg forstår godt, hvis andre synes, den slags ferie er fedt, men jeg skriver jo gerne om det, JEG synes, er fedt. 😊
Desuden har jeg efter den kritik, indlægget affødte, ikke tænkt mig at reklamere for ferierejser længere. Der var nogle usaglige, men også nogle rigtigt fine pointer, som jeg tog til mig.
Derfor gav det bedst mening at slette det indlæg.
Jeg håber, det giver mening! 😄
KH, MM.
Tak for en reel og meningsfuld tilbagemelding.
Selv tak. 😊❤️
Når nu indlægget er tilbage igen på din blog – Skal jeg så gå ud fra, at du har ændret holdning endnu en gang?
Hej Kat.
Man kan jo som bekendt ikke gøre alle tilfredse. Nogle mener, jeg skal slette indlægget, fordi det reklamerer for noget, der ikke harmonerer med miljøet, mens andre mener, at jeg skal lade det stå, så man kan læse beskederne i kommentarfeltet.
Jeg tog nogle af de konstruktive kommentarer om ikke at lave reklame for ferierejser til mig – særligt efter de forhold, jeg oplevede på båden – og derfor slettede jeg det.
Om du mener, at jeg er det ene eller det andet, fordi jeg nu har genoprettet indlægget, må så stå hen i det uvisse. But there it is.
Jeg skriver intet om, at du skal gøre alle tilfredse, så jeg har ingen idé om, hvordan og hvorfor det kommer ind i konteksten?
Jeg synes det er så fint at du, trods alt, tager folks saglige, men kritiske kommentarer til dig og reflektere over dine valg mv.
Men nu til det, som jeg egentlig spurgte om (omend ikke fandt svar på i dit svar):
Længere oppe skriver du, som svar til Sandra, at du ikke kan stå inde for det du har reklameret for og derfor har slettet indlægget. Nu er indlægget/reklamen oppe igen – derfor spørger jeg, har du ændret holdning? Kan du godt stå inde for det alligevel?
Nej, det kan jeg ikke. Hvis du læser indlægget, har jeg skrevet en opdatering. Jeg slettede det, fordi jeg ikke har lyst til at reklamere for det cruise. Men så blev jeg spammet med beskeder fra folk, der beskylder mig for censur, fordi jeg slettede indlægget med de kritiske og sure beskeder. SÅ. Nu har jeg genoprettet indlægget med den nota bene, at jeg ikke gerne vil reklamere for cruiset, men at jeg synes, man skal have lov at læse beskederne, hvis man gerne vil.
Jeg tror jeg har ramt krisen. Den man møder halvvejs når man runder de fyrre-ish. Det betyder at jeg egentlig har et par år at give af. Udfordringen er at jeg altid været den forsigtige type og derfor gerne vil være på forkant med tingene. Sorgerne. Kæmper lidt med meningen med det man har gang i. Har slugt et årtis arbejdsliv. Sidder samme sted. Har det som om jeg kun lige er gået i gang. Frygter jubilæumstalen. De første fem år var ærligt talt lidt kedelige nu hvor jeg tænker tilbage. Gemte mig over i hjørnet mens jeg i stedet brugte tiden på fodbold. Blive gift. Ombygge lejlighed. Forsøge mig med børn. Ufrivillig barnløs. Det synes vist at være normen i dag. Brugte fire år på at få den første. Cyklede jævnligt tværs gennem København med en plastikkop under armen. Skruelåg. De fleste i morgentrafikken på Godthåbsvej kører typisk med lidt morgenbrød. Måske et forkælet kæledyr. I cykelkurven. Jeg selv hjulede med halvdelen af hvad der måske kunne blive et barn. På sigt. Men det lykkedes. Til sidst. Rigshospitalet. De var med til at redde ægteskabet. Barn nummer to kom på samme måde. Ikke på Rigshospitalet. Men ovenpå et solcenter på Nørrebro. Det lyder frækt. Men der ligger den altså. Privatklinikken. Meget stolte af deres statistik. Tæt på rammegaranti om man vil. Men til hvilken pris. Nummer to var på egen regning. Et greb i lommen og en hormon-overdosis til konen. Derefter flygtede vi ud af storbyen. Forblændet af ro. Ro på tilværelsen. Det blev i stedet til et vanvittigt husprojekt og blebørn. Samtidigt. Siden har vi forsøgt at få vejret. Tror vi er halvvejs. Det betyder at jeg har et par år at give af.
Mayn, det er jo poesi, Kristian! 🥰
Jeg håber, de par år, du har at give af, vil behandle dig blidt og forsyne dig med den ro, du løber efter! ❤️
Flot skrevet!
Min erfaring siger mig at alders kriser et langt stykke hen af vejen for mig har handlet om hvor jeg er i livet og hvor jeg troede/ønskede jeg ville være. Da jeg fyldte 30 var jeg ved at ‘dø’, jeg havde brugt de sidste ti år på et langt sygdomsforløb der havde taget alt min energi og mine venner havde rejst, uddannet sig, fået kærester, blevet gift, købt hus og fået børn. Jeg var næsten færdig med min uddannelse, helt slidt op og ville sådan ønske at jeg ikke følte livet havde løbet mig over ende og jeg aldrig ville indhente det igen – det var pænt modbydeligt at runde 30:-P i dag er jeg 35 og glad men kan også mærke frygten for 40 puste mig i nakken jeg har fem år til at opnå nogle af tingene og hvad nu hvis det ikke lykkes. Folk syntes det var sjovt jeg havde det så svært med 30 og at jeg var lidt dum, men det føltes forfærdelig og jeg lærte dengang at have stor respekt for alderskriser. De runde og halv runde fødselsdage er lige som nytårsaftener osv. der vi gør status på livet og nogle gange gør det ondt og livet formede sig anderledes end man troede. Jeg håber ikke 40 bliver så slemt som jeg frygter, men bruger faktisk også meget tid på nu at tænke over og handle på hvad jeg gerne vil. Nogle ting kan man ikke selv styre som sygdom, mænd og børn – men jeg håber at de andre ting jeg vælger i sidste ende er med til at give en anden værdi og gør at jeg om fem år er glad, taknemmelig og holder en kæmpe fest
Det er nogle rigtigt fine overvejelser om det at være midtvejs i livet, som jeg langt hen ad vejen genkender (er selv lige rundet de 40). Men jeg er ikke enig i teorien om, hvorfor nogle får midtvejskrise, og andre ikke gør. Det bunder udelukkende i min egen erfaring 🙂 Min alder ramte mig sygt hårdt da jeg var 36, hvor det netop gik op for mig, at jeg kunne skimte enden af vejen. Og jeg var/er ikke klar! ikke fordi jeg er utilfreds med, hvor jeg er i mit liv/ikke har nået det, jeg gerne ville, men fordi jeg synes det er angstprovokerende, at der ikke er “så” (alt er relativt, men sådan havde jeg det!) lang tid til, at alt det, som jeg er så glad for, slutter! Jeg foretrækker at have mere tid foran mig. Og så tænkte/tænker jeg meget på, at mange ting bliver sværere fra nu af. De sorgløse dage lakker mod enden; vores forældre bliver ældre og kræver pleje og omsorg på en anden måde end tidligere, og rollerne byttes om inden for en overskuelig fremtid, hvor det er vores tur til at tage vare på dem. Børnene bliver store og får deres eget liv, og selvom jeg glæder mig til at følge den udvikling også, så er der også for mig en sorg indbygget i det. Så en midtvejskrise behøver ikke at hente om utilfredshed, men kan være meget mere nuanceret og måske snarere handle om, at det sted, man står i livet, er et man har lyst til at fryse og være i længe endnu 🙂
Sikket dejligt svar, tusind tak for dine refleksioner! Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener!
Noget, jeg ikke helt har fået formuleret ordentligt i indlægget, som egentlig også var tiltænkt, er netop det der med, at man kan se hele vejen frem og hele vejen tilbage. Fordi de første fem år, som man ikke kan huske, er ubetydelige i sammenhængen.
Det var de jo ikke på samme måde, da vi var 25, fordi de procentuelt fyldte mere. Og dengang kunne vi heller ikke forestille os hele vores fremtid, fordi der var så mange ubekendte!
Det er der jo ikke nu. Børnene bliver helt sikkert ældre, det samme gør forældrene. That’s all we know!
Men der kommer jo til at ske så meget, vi IKKE kan forudse også! Udover alt det, vi ved. Og det er det, jeg synes, bliver negligeret lidt i den sammenhæng, når man får krise over de uundgåelige ting.
You know?
💖
Næste år hedder det 40 – det kan jeg også nogengange føle lidt pres over🙀🙈 det presser aller mest at jeg nok ikke når en lillebror eller søster til Emma, da kroppen ikke ville kunne klare en graviditet lige nu🤰🤱
Jeg bliver tredive næste gang – det synes jeg sgu er lidt skørt, men mon ikke det går? Venter dog stadig på mit Hogwartsbrev..😬
Jeg havde engang en bekendt, der sagde, at man aldrig skal være ked af at fylde år, for – som han sagde – hvad er alternativet?
Det gav mig eftertanke i den der lidt seize the day-form for udgave 🙂
Som knapt 60 årig læser jeg med og håber at I allesammen bare vil passe godt på jer selv. Bare det. Blev ramt af massiv stress for 10 år siden og kæmper stadig med eftervirkningerne. Gør jævnligt status over de år der er gået og er pisse stolt over at vores ægteskab stadig er intakt, ungerne er blevet næsten flyvefærdige sjove, kloge, rummelige voksne der bærer babystafetten videre – højt løftet – og de er mega gode til det.
JA, der var bump undervejs men vi klarede den. Retrospektivt ville jeg dog ønske at vi havde taget flere strandture, været på flere små hverdags eventyr og knyttet flere tætte relationer frem for at have ladet arbejdet tærre på vores kræfter.
Nu hvor næsten alle børn er har forladt reden, har vi forhåbentligt mindst 15 – 20 år gode år foran os – til strandture, hverdagseventyr og flere tætte relationer. Fordi. Livet. Går. I. Ring.
Åh, altså, Ida Marie, hvor er det fint skrevet! Og hvor er jeg glad for dine små remindere til os, også! ❤️
Livet går i ring, og det er så dejligt!
Tak for påmindelsen, Ida Marie ❤️
Så fint et skriv!
Tusind tak! 🥰💖