Vi har brug for flinke fremmede, og heldigvis findes der rigtigt, rigtigt mange af dem! Det er værd at huske på, når man nogle gange synes, at tingene ikke vil give mening, eller at nogle folk gør ting af bevæggrunde, man ikke kan få øje på eller forstå.

TAK fordi, I deler jeres gode oplevelser! De gør mig så glad, og i dag blev jeg lidt ekstra glad. 4’eren indholder så mange flinke fremmede på ét sted (send mig adressen, der vil jeg hen på ferie næste år!), 1’eren gør mig så glad over, at sådan en mand er buschauffør, for så drysser han sin godhed udover MANGE mennesker igennem sit liv, 2’eren er så dejlig hverdagsagtig og minder om, at der ikke altid skal store gestusser til for at ændre nogens dag, 3’eren beviser, at flinkhed overfor fremmede går i arv, og 5’eren er nærmest hyggelig, jo! <3

Vær søde at blive ved med at sende mig jeres oplevelser med flinke fremmede, der krydser jeres vej! I need it, you need it, and God knows, the internet needs it! 😉
Mailadressen er som altid flinkefremmede@mettemarieleilange.dk.

  1. Han minder mig om Dirch Passer i den der film! <3
    Jeg har en kæmpe kærlighed til den buschauffør, der har fragtet mig i alle mine barndomsår. Jeg kender hverken hans navn eller andet personligt, men har kørt med ham i alle mine år som folkeskole- og gymnasieelev. Han har derfor oplevet mig fra barnsben og har hjulpet mig mere, end han aner: Alle de utallige gange, jeg i min folkeskoletid har glemt mobil, taske, pung og deslige i bussen (som altså er en offentlig og til tider travl bus) har den søde chauffør stoppet ud foran mit hus og lagt mine glemme sager i postkassen. Senere, da jeg startede på gymnasiet og gik til fester, har han tålmodigt hjulpet mig hjem, når jeg var alt for beruset. Alt hvad det indebar af brækposer, vækket mig når jeg skulle af bussen og enkelte gange fulgt mig til hoveddøren. Da jeg skulle til den sidste eksamen i 3.g og var hamrende nervøs, gav han mig en chokoladebar, fordi jeg lignede en der havde brug for noget sødt. Her flere år efter, sørger jeg altid for at tage bussen når jeg besøger mine forældre og møder samme glade ansigt. Næste gang, skal han sgu have en krammer <3
  2. MobilePay gør så meget godt, altså! 🙂
    Midt i skriveriet af mit speciale, havde jeg behov for en gåtur. Tænkte, at jeg hellere måtte gå forbi og handle ind på vejen. Da jeg havde fyldt en kurv og kørt det hele igennem scan-selv kassen, kommer jeg i tanke om, at jeg lod min pung ligge derhjemme. Ingen problemer, de har vel Mobilepay. Det havde de ikke, beklagede den søde pige, der gik rundt og hjalp. Jeg spurgte om hun kunne sætte varerne til side, imens jeg hentede mit dankort derhjemme. “Hvis du har langt hjem, så har jeg altså mit dankort på mig, og så kan du jo bare overføre til mig med mobilepay” – hun kørte sit kort igennem med et smil, jeg overførte til hende med et stort “tak for hjælpen” og sparede en ekstra gåtur på 20 minutter.
  3. One good deed … <3
    Min mor var mester i at gøre mig flov gennem min barndom ved bla. at give penge til de spillende musikere på strøget og opsøge turister og tilbyde sin hjælp. Frygteligt pinligt for en teenager! En episode, jeg husker, var da vi var i London, og hun spottede en grædende skoledreng, der var blevet væk fra sin spanske skoleklasse. Med lidt tegnsprog fandt hun et telefonnummer til drengens “Mamma”, som hun ringede til, og som så ringede videre til klasselæreren. Min mor blev ved drengen, til hun var sikker på, at de kom og hentede ham. Samme medmenneskelighed fandt jeg ud af, at jeg (i nogen grad) havde arvet, da jeg stod i metroen i modsat retning af, hvor jeg var på vej hen, med en grædende dreng ved min side, fordi han ikke nåede at komme af på stationen med sine forældre. Han skulle selvfølgelig eskorteres tilbage. Åh, hvor bliver mine piger flove, når de bliver teenagere! 😉
  4. Jeg tror faktisk, jeg ville tage imod bagagekaosset med kyshånd, når den næstekærlighed fulgte med! YNDLINGSHISTORIE!!
    Vi – min mand, søn, datter og jeg – skulle på ferie på en lille agriturismo i Toscana og havde glædet os meget. Vi skulle flyve og havde en mellemlanding på vej til Italien. Da vi lander i lufthavnen er vores bagage ikke med! Der havde været computernedbrud og over 40.000 kufferter skulle håndteres manuelt med kaos til følge. Vi måtte stå i kø i lang tid i Lost & Found og kommer først sent fra lufthavnen og ankommer således også sent til stedet. Vi er trætte, modløse, opgivende, grædefærdige, og der er helt mørkt, så vi kan ikke rigtig se stedet, men vælter bare på hovedet i seng. Næste morgen vågner vi til et helt fantastisk landskab og sted, men vi har jo kun det tøj, vi har rejst i, der er langt til nærmeste indkøb, og det er søndag, så tøjbutikkerne har lukket. Vores børn havde glædet sig helt vildt til at hoppe i poolen, men vi havde hverken badetøj eller solcreme. Ved morgenmaden møder vi et dansk ægtepar (hurra for Helle og Ole fra Næstved), der fluks finder et sæt tøj til både min mand og mig. Vi låner også vaskemiddel, så vi kan vaske vores rejsetøj. En anden dansk familie har solcreme, vi kan låne og en badedragt til vores datter. Indehaveren af stedet har selv en dreng, så hun kommer med store poser fyldt med tøj til vores søn. Senere kommer en belgisk familie, som vi ikke har talt med, forbi. De havde hørt om vores situation og havde et par shorts, vores datter kunne låne. Et hollandsk ægtepar er ved at pakke for at tage hjem og forærer os rene t-shirts, bluser og en kjole, som vi blot kan beholde. Det var helt og aldeles overvældende at opleve den hjertevarme og hjælpsomhed, vi blev mødt med alle steder fra. Så selvom vi helst ville have været bagage-kaos foruden, så kunne vi klare os til bagagen kom 2 dage senere, og en dårlig situation blev til en godt og varmt minde fra vores ferie.
  5. Jeg ELSKER den her slags mennesker!
    Jeg havde været ude og handle og kom cyklende på vej hjem med mine varer. Posen stod i kurven bagpå, mens jeg havde købt en (kæmpe) pakke toiletpapir, som dinglende på styret. Nej, toiletpapiret røg ikke ind i hjulet – dét havde jeg styr på. Istedet knækker plastikremmen på pakken, den ryger mellem mine hjul så jeg kører over dem. På magisk vis undgår jeg at vælte (hurra!), men idet jeg kigger tilbage efter min pakke toiletpapir, ser jeg til min skræk, at der er gået hul på pakken. Der ruller nu toiletruller rundt i massevis midt på Frederiksberg (pinligt!). Der er toiletpapir på cykelstien, fortovet og kørebanen. Bilerne er stoppe,t fordi 3 mænd løber tosset rundt og jagter mine løbske toiletruller! De får samlet dem alle sammen og afleveret tilbage til mig, der stadig står mundlam og flov ved min cykel. Sjældent har jeg været så taknemmelig for at få hjælp af fremmede! 1000 tak til de seje mænd, som hjalp mig ud af den flove situation og tog det hele med et smil, så jeg ikke kunne andet end at grine af det hele.