Dagens Flinke Fremmede er lidt særlig. Både fordi hele indlægget kun indeholder én fortælling og ikke fem, men også fordi, at den i dag er fortalt fra den flinkes perspektiv. Normalt bruger vi jo den her indholdsrække til at hylde de flinke fremmede, vi møder i verden (og glædes over den viden, at de findes), men i dag vil jeg gerne dele den her historie med mig, fordi den gjorde indtryk.
Den er sendt til mig af en pige, der til daglig har nogle udfordringer, der følger med nogle diagnoser, hun har fået hæftet på skulderen. Hun er god til at manøvrere i dem, hendes omgangskreds ved, hvordan de kan støtte op om hende, og hun ved, hvad hun skal undgå for at tækkes sig selv og de her udfordringer. Alligevel trodser hun den her dag al den viden og erfaring for at være flink imod en fremmed, og det er så tydeligt i den mail, hun har sendt mig, hvor meget glæde, det giver hende. Jeg vil næsten vædde med, at hun får lige så meget ud af den her oplevelse, som den gamle dame gør, og det er fandme da vidunderligt! Både, at en pige, der kan have svært nok ved at rumme verden omkring sig nogle gange, trodser sig selv og rækker ud og griber et medmenneske, men også den bonus, at det lader til at have gjort en masse virkelig godt for hendes selvbillede og selvtillid.

Andre fortællinger om møder med flinke fremmede, kan som altid sendes til denne mailadresse: flinkefremmede@mettemarieleilange.dk. Please do! <3

TAK, flinke fremmede, fordi du sendte mig den her historie. Herunder får I den også. Det skal måske fortælles, at beretteren er 22 år.

Jeg spiller i et orkester i min hjemby, og for et par uger siden var vi traditionstro oppe i gågaden for at gå rundt til alle butikkerne og spørge om de vil donere nogle gevinster til vores julekoncert i december. Vi var en lille håndfuld afsted fra orkesteret, så vi mødtes på midten af gågaden, og så delte vi os derefter op så den ene gruppe tog den ene ende af gågaden, og den anden gruppe tog den anden ende.

// Lige en indskudt information. Jeg blev for et par år siden diagnosticeret med en autismediagnose, som gør, at jeg ret ofte ikke aner hvordan jeg skal agere ude i den virkelige verden. Oveni i det har jeg også fået en ADHD-diagnose og angst. Med mine diagnoser følger også, at jeg har svært ved at tage beslutninger, svært ved at snakke med andre mennesker (især fremmede) samt tage ansvar fordi det er så uoverskueligt. //

Normalt skiftes vi i grupperne til at gå ind i butikkerne og spørge om de vil donere noget. Men, grundet min diagnose – og for at spare på mine kræfter, så er der en aftale om, at jeg IKKE skal præsentere os og spørge (medmindre jeg har lyst selvfølgelig). I stedet skriver jeg så ned hvad vi evt. får, samt bærer poserne. Da hver gruppe var færdig med deres ende, så mødtes vi det samme sted. Igen, som traditionstro, så var der nemlig hjemmebagte boller og varm kakao hjemme ved en bedsteforældre, hvis barnebarn engang spillede i orkesteret, og der skulle vi selvfølgelig gå samlet hen. Men, lige inden vi skal til at gå, så overhører jeg en fra den anden gruppe sige: ”Ej se, hun står der stadigvæk. *kigger på sit ur* Hun har stået der i næsten 15 minutter nu”. Det handlede om en ældre kvinde som stod foran en hæveautomat som havde ’slugt’ hendes kort.

Jeg ved ikke hvad der gik af mig, som i overhovedet ikke. Der var noget indeni mig, som fortalte mig at jeg skulle hjælpe hende – men hvordan gør jeg det, når jeg har angst for at snakke med andre?
Dem fra den anden gruppe fortalte at de havde været henne ved hende, hvor hun fortalte, at hun havde ringet til banken som så havde bedt hende stå i minimum 20minutter!! foran hæveautomaten. Hvis ikke kortet kom ud efter de 20 minutter, så skulle hun ringe igen. Vi var godt nok ’kun’ i starten af november, men lige den eftermiddag var det faktisk rimelig køligt og den ældre dame havde ikke særlig meget tøj på – i hvert fald ikke nok til at skulle stå udenfor og vente i den kulde. De andre ville gå, fordi de jo havde været henne ved hende, men jeg kunne simpelthen ikke lade hende stå der. Jeg gik derfor hen til hende sammen med en af dem fra orkesteret. Hun havde ikke behov for at sige noget, for jeg kunne se hvor meget hun frøs og hvor meget det gik hende på. Hun fortalte at hun ikke ville gå fra automaten, for hvad nu hvis hendes kort kom ud. Vi stod og snakkede lidt mens jeg overvejede hvad jeg kunne gøre for at hjælpe hende. Der lå en cafe lige på den anden side af gågaden. Jeg nævnte det for hende, hvortil hun svarede, at hun ikke engang turde at gå derover, selvom man sagtens kunne se automaten fra caféen.

Så skete det, at jeg virkelig trådte i karakter og blev ekstremt selvstændig og selvsikker. Jeg sagde til hende, at jeg ville gå over på caféen og spørge om jeg måtte låne et tæppe, som jeg så kunne ligge over hende, og så spurgte jeg hende også om hun ville have en kop kaffe at varme sig på. Det ville hun ikke, for hendes kort sad jo i automaten og hun havde ingen kontanter – hvortil jeg svarede, at det blev bare på min regning. Jeg gik derfor hen til caféen og spurgte om et tæppe og en kop kaffe. Mens de lavede kaffen, så gik jeg lige ud med tæppet og holdt det op så hun kunne stille sig under det og jeg så kunne pakke hende helt tæt ind. Derefter gik jeg tilbage og hentede kaffen (som var AFSINDIG varm). På dette tidspunkt sagde jeg til de andre fra orkesteret at de bare skulle gå hen og starte på bollerne og kakaoen, fordi jeg vidste med mig selv at jeg ikke kunne gå før jeg vidste at damen var i ’sikkerhed’/blevet hjulpet.

Efter at have levet de første 19 år at mit liv uden at kende til min autisme diagnose, så er jeg ekstremt god til at finde på kreative løsninger til at løse mine problemer. Lige da de andre var gået ringede banken tilbage til damen som virkelig var ved at bryde helt sammen. Jeg gik hen og kiggede på automaten og der hvor koret sad. Jeg forsøgte at trække det ud med fingrene, men det kunne jeg ikke. Hun fortalte så at de andre havde prøvet med nøgler og skruetrækker, men ikke noget af det havde virket. Der gik egentlig ikke særlig længe før jeg fik en ide. Banken lå lige ved siden af en Matas som heldigvis stadig havde åbent. Jeg gik ind og spurgte om jeg måtte låne en pincet og at jeg selvfølgelig nok skulle aflevere den tilbage igen. Ekspedienten kunne ikke finde en, men jeg spottede heldigvis en som lå på bordet og den måtte jeg gerne tage.

Da jeg kom ud, var damen stadig i gang med at snakke i telefon med banken. De var gået i gang med at spærre hendes kort, men de manglede lige en anden medarbejder for at det kunne træde i kraft. Jeg gik hen til automaten og det lykkedes mig at få kortet ud.
Damen blev så inderligt glad og sagde til bankdamen i telefonen: ”Nej, det skal ikke spærres alligevel, der kom en engel. Der kom en engel og fik det ud.” De hørte ikke rigtig hvad hun sagde, og derfor tog jeg lige kort over for at fortælle at kortet havde jeg fået ud, og at de ikke behøvede at spærre det.

Altså, man kan jo kun blive glad for at blive kaldt en engel, men jeg var simpelthen så høj og lykkelig over at have hjulpet et andet menneske trods mine daglige udfordringer.
Jeg er også helt vildt fascineret af, hvad man kan udvise af selvtillid og fokuseret sind når det handler om at hjælpe andre. Bare fem minutter inden JEG tog kontakten til den ældre dame for at spørge om hun var okay, tog kontakt til Caféen for at låne tæppe og få en kop kaffe, tog kontakt til en ekspedient i Matas for at låne en pincet og til sidst snakkede med banken (som virkelig er en bedrift i sig selv, fordi jeg har ekstremt angst for at tale i telefon) .. bare fem minutter før det, var jeg så usikker og angst for bare at skulle sige ’hav en fortsat god dag’ når vi gik ud af butikkerne.
Den ældre dame var meget glad. Ikke mindste glad for at jeg/vi hjalp hende, men hun var simpelthen så lykkelig over at det ikke var nødvendigt at spærre kortet – hvilket også var grunden til hun ikke ville gå fra automaten. Hun kunne ikke overskue al den bøvl der ville komme med et nyt kort osv.