Okay, det her er jo et totalt latterligt indlæg, egentlig, for vi vil ikke have flere børn! Jon og jeg sidder pinligt tit som to idioter og glor på hinanden, vores hjem og de to børn, vi har, og bliver tårevæddet enige om, hvor skideheldige, vi er, og hvor lidt, vi har lyst til at ændre NOGET som helst. Så vi er ikke fristede – end ej en smule. Vejen hen til den beslutning har været fuld af samtaler, overvejelser og stillen ting op overfor hinanden, og jeg synes faktisk, det har været enormt romantisk. Vi har turdet at tage alt op og vende alt om, og nu er vi landet i den her beslutning sammen. Jon var fra starten tættere på den end jeg, men da min tvivl meldte sig for nogle år siden, var Jon straks klar på endnu en unge, hvis det var det, der skulle til. Han ville ikke have, at jeg skulle føle, at han stod imellem mig og det, der føltes rigtigt for mig. Så kunne han bedre se sig selv som far til tre, sagde han. Det er nok en af de største kærlighedserklæringer, jeg har fået i mit liv.
Så vi talte, følte, overvejede og så ting for os. Og vi vil ikke have flere unger. Vi er sikre – både enkeltvis og sammen, og det er en ret fed følelse.

Men derfor kan man jo godt stadig forelske sig i børnenavne! Jeg kan, i hvert fald. Og det er jo lidt åndssvagt. Men det er det med at navngive sine børn egentlig også! Man har så ubegribeligt kort tid til at finde ud af, hvad nogle mennesker skal kaldes resten af livet. Hvis Hugo og Berta var født i dag, havde de nok ikke haft de navne, de fik for snart 6 år siden. Men på den anden side kan de overhovedet ikke hedde andet, og jeg elsker de navne, vi har givet dem!

Hvis jeg fik en datter i morgen, kunne jeg godt tænke mig, at hun skulle hedde Rita. Det navn var ikke på listen, dengang vi fik ungerne, men det var til gengæld Hannah og Sally, og særligt Hannah kan jeg stadig ret godt lide. Vi kunne bare ikke overskue at have tvillinger med samme begyndelsesbogstav, Jon og jeg. Og Hugo har aldrig skullet hedde andet end Hugo.

Hvis jeg i morgen blev mor til en søn, ville jeg gerne have, at han skulle hedde Henry, Holger, Geo eller Uffe. Min morfar hed Henry, og vi havde egentlig tænkt os, at Hugo skulle have hans navn som mellemnavn, men så kom de jo 5 uger for tidligt, ungerne, og da havde vi endnu ikke fundet på et mellemnavn til Berta, og vi syntes dengang ikke, at det ville være fair at give den ene unge to navne og den anden kun ét. De var så små og nye, at det føltes forkert at gøre forskel.

Vi skal have en hund på et tidspunkt! Så må jeg jo hale indlægget her frem og tage det i brug! En gravhund ved navn Rita lyder sgu da meget charmerende, right?