Snakke om døden kan være svært med små børn, synes jeg. Måske for mig særligt, fordi jeg selv har nogle udfordringer med at acceptere det faktum, at vi alle sammen skal herfra på et tidspunkt. I hvert fald er jeg nervøs for, at det sker for tidligt for mig eget vedkommende. Man skal nok ikke have læst specielt meget Freud for at kunne regne ud, at en del af forklaringen måske skal hittes i, at jeg selv mistede min egen mor for tidligt. Jeg er glad for at have arvet hendes humør og tilgang til andre mennesker, og jeg kan leve med at have arvet hendes korte ben og krøllede lilletæer, men der sætter jeg altså også grænsen.

Min mors forældre gik bort, før jeg blev født, og de har altid været meget udviskede i min bevidsthed. Min mor har ikke talt meget om dem til min søster og mig. Og den kunst har jeg hele tiden vidst, at jeg ikke ville gøre hende efter, når jeg selv fik børn. Fra Krapylerne var store nok til at forstå begrebet “familie”, har de hørt om mormor, og jeg har sneget små detaljer ind om mormor, når det har givet mening. Eksempelvis elsker Berta isen Københavner-stang, og det var også min mors favorit. Jeg går med en ring, jeg har arvet efter min mor, og nogle gange er der små ting i hverdagen, der kan ryste en bette anekdote af sig.

Så jeg vil mene, at min mission er lykkes. Mine unger ved sagtens, hvem mormor er, selvom de aldrig har mødt hende. Og for nyligt følte jeg, at det var lykkes lidt for godt. Berta begyndte oftere at spørge ind til mormor, og da hun for en rum tid tilbage for første gang var med på besøg ved hendes gravsted, brød hun helt sammen. Hun var så ked af det. Jeg talte længe med Berta om hendes reaktion og spurgte på mange kringlede måder ind til hendes sorg (uden at gøre det tydeligt, hvad min bevæggrund var) for at finde ud af, om hun var bange for, at jeg skulle få samme skæbne, men det lod ikke til at være tilfældet. Og når et af børnene har spurgt, om jeg også skal dø før far, ligesom mormor gjorde, svarer jeg altid, at det skal jeg absolut ikke. Tilfælde som mormors er enormt sjældne, og det ville ikke give nogen mening, at det samme hændte for mig, så de hænger altså på mig i en 50-60 år endnu.

Efter endnu en nylig samtale med Berta om mormor, på hendes opfordring, gik det op for mig, at det, jeg tror, der sker er, at Berta sympatiserer meget med mig, når vi taler om mormor. Det værste, bette Berta kan forestille sig i hele verden, er jo at  miste sin mor, så hun synes simpelthen, at det er så sindssygt synd for mig, at den skæbne er overgået mig. Jeg kan ikke huske hendes formulering, men der var noget i de ord, hun valgte, som fik det til at gå meget klart op for mig, at det var det, der var årsagen til hendes mismod.

Dagen efter den snak havde jeg faktisk fødselsdag. Solen stod op i et væld af røde farver, ligesom den faktisk gjorde det året før den selvsamme dag, og den dag sagde Jon, at det nok var fordi, mormor flagede fra himlen. Da Berta og jeg så sad dér i min seng og kiggede på solopgangen, mens Jon og Hugo arrangerede morgenmad i stueplan, spurgte Berta, om jeg troede, mormor flagede igen. Jeg svarede, at det var jeg da sikker på, og så fortalte jeg hende, at det altså ikke er synd for mig, at mormor er død. Jeg er voksen nu, sagde jeg, og nu er jeg jo moren. Den sorg, jeg havde, er omdannet til kærlighed, og hvor jeg før var datteren, er jeg nu moren, og det er sådan, naturen fungerer. Jeg forklarede hende, at jeg er meget, meget lykkelig for vores familie og mit liv, og jeg går ikke og er ked af det, så det behøver hun slet heller at være.

Jeg bilder mig selv ind, at hendes små skuldre faldt lidt ned, og siden har hun ikke nævnt mormor med et ord – og sådan skal det være for nu.
Det er interessant på så sindssygt mange måder, det der med at få børn. Især, synes jeg, når de begynder at tænke og reagere, og man er nødt til at tænke over, hvilke tanker og følelser, man videreformidler til dem.

Det, jeg sagde til Berta, er selvfølgelig kun delvist sandt, forstået på den måde, at jeg jo stadig er super-ked af, at min mor ikke er her til at være mormor i vores familie. Men når jeg fortæller Berta, at ked-af-det-heden er omdannet til kærlighed, som vi så i stedet deler, bliver det faktisk også mere sandt for mig. Og det gør, at min kærlighed til min mor lever videre i min og Bertas kærlighed til hinanden. For sorg er jo kærlighed, der er hjemløs, og min er det jo ikke helt så meget længere, som den har været. Og det er nu ganske smukt på sin egen måde, synes jeg.