Jeg må hellere lige understrege, at det følgende er en metafor for de ting, der er hændt de seneste uger og dage. ❤️

Det føles som om, at jeg bare skulle passere gaden i udkanten af en lille by en rolig søndag eftermiddag. Jeg så mig godt for, gik i mine egne tanker og lyttede til fuglekvidderen og Krapylernes leg et sted i baggrunden, og da jeg befandt mig midt på vejen, skete der det, at der pludselig dukkede to biler op ud af det blå. De passerede mig i hver sin retning med kolossal hastighed, og mens de gjorde, var der nogen i den ene bil, som affyrede en pistol imod den anden. Projektilet strejfede min kind, men ikke mere. Det kunne være gået helt galt, men det gjorde det ikke. Idet jeg tog hånden op til kinden, kiggede på den og blodet, smilede lettet ved mig selv og lagde an til at krydse den anden vejbane, åbnede himlen sig igen i begge ender af landevejen, og to kæmpestore lastvognstog dukkede op ud af det blå og brølede forbi mig i hver sin retning.

Jeg står endnu midt på vejen med min blodige hånd hævet, og jeg kan fornemme, hvordan kraften fra de to enorme køretøjer trækker i mit tøj. Jeg kan mærke lugten af diesel, og larmen er øresønderrivende. Det føles på én gang, som om de er væk lige så hurtigt, som de kom, og samtidig foregår det hele i slowmotion, mens alle detaljer indprentes i min bevidsthed. Og da lastbilerne er forsvundet, står jeg stadig tilbage med hånden hævet og en blanding af den metalliske lugt af blod og den rivende stank af brændstof i min næse.

Jeg kom over på den anden side af vejen. Og der skete ikke noget alvorligt. Det kunne være gået gruelig galt. Men det gjorde det ikke.

Hverken mere eller mindre konkret kan eller vil jeg være omkring det, min familie og jeg har oplevet de seneste uger og dage. Jeg har på den ene side lyst til at fortælle det hele, men det har jeg på den anden side alligevel ikke. Både fordi, at nogle ting skal have lov at være mine, selvom jeg lever af det, jeg gør, men særligt fordi, at det her ikke kun handler om mig.

Jeg kunne også helt lade være med at skrive noget, men det ville også være for underligt, synes jeg, når jeg nu sidder her med ringen for ørene og småtuder af en blanding af lettelse og forskrækkelse.

Lige nu laver jeg ikke meget andet end at spise brød med skinke og Prima Donna, kramme med Jon og Krapylerne, hvoraf de sidstnævnte gudskelov ikke fatter en bjælde af, hvad der foregår, tale i telefon med mine veninder og familie, og så er jeg startet på et mindre sofamaraton af romantiske komedier, mens ungerne er i børnehave. Den ene dummere end den anden, og det er helt perfekt. Når jeg prøver at sove, kan jeg mærke stanken af diesel og høre lyden af pistolskud, så bliver det ikke til mere end at ligge og stirre op i loftet. Endnu. Det skal nok komme, jeg er ikke bekymret. Nogle gange må livet gerne gøre ondt, og det gør ikke noget, at man holder en pause og trækker vejret, som en skrev til mig i går.

Så her sidder jeg så, i rabatten, stadig med hånden mod kinden, blikket mod vejbanen og stakket åndedræt. Men heldigvis med masser af fuglekvidder og lyden af Krapylernes leg i baggrunden, Jons arme om mig og en rift på kinden, som nok skal hele. Den skal bare liiiige have fem minutter mere, lidt flere mys og en masse chokolade.