Sådan ger så jeg ud, inden jeg startede med at lægge makeup i morges. Jeg er lidt rød om næsen fra naturens side i disse dage, idet min støvmiddeallergi driller, og jeg har ikke fundet tid til at smutte forbi apoteket efter en ny næsespray. Ris til egen tud, kan man sige.

Jeg har i dag tænkt mig lige at gennemgå, hvordan jeg lægger en smudgy eyeliner. Altså ikke en fuldkommen lige, flydende eyeliner, hvilket for mig at se nogle gange bliver lige fancy nok til en onsdag på kontoret, men derimod en lidt mere chillet en. Sådan en eyeliner, som mest af alt fungerer som en skygge, og som ligger helt nede mellem vippehårene og får dem til at syne kraftigere.

Jeg starter altid med at rense mit ansigt med NIVEAs Michellair Water, inden jeg påfører et godt, tykt lag ansigtscreme, som jeg masserer godt ind i huden. Egentlig ville jeg umiddelbart tænke, at huden ikke skal være for fedtet og cremet, når man starter med at lægge makeup, men jeg har lagt mærke til, at hver gang jeg får lagt makeup af makeup-artister, starter de sådan. Rens og fugt. Man bruger jo typisk også nogle pudrede produkter, som trækker fra i fugten, så det giver egentlig god mening at sørge for, at den er godt gennemfugtet going in.
Grunden til, at jeg renser mit ansigt inden, er, at ellers kan jeg ikke styre, hvorfra jeg gerne vil have, at mit ansigt skinner. Jeg har tendens til en fedtet t-zone, og hvis min hud ikke er ren, begynder min næse og pande ret hurtigt at blive shiny, og så lægger skidt og snavs sig også i porerne under makeuppen, og det er ikke kønt. Jeg vil gerne have shine, men det skal være den, min highlighter giver mig. 😉

For tiden bruger jeg foundation fremfor pudder. Det skifter egentlig efter humør, men for tiden er jeg mest til foundation. Jeg lægger altid et meget, meget tyndt lag, og her er det godt, at huden er godt fugtmættet af ansigtscreme inden, for så kommer der ingen kedelige plamager. Jeg lægger et helt tyndt lag, som jeg gør en liiille smule tykkere rundt om øjnene, da jeg faktisk ikke bruger consealer i disse områder længere. Jeg synes, at consealeren lægger sig i de små, fine linjer, jeg har der, og så vil jeg egentlig hellere have min naturlige farve rundt om øjnene.

Hvis jeg nu kun kunne bruge ét makeupprodukt, inden jeg skulle ud af døren, skulle det være til brynene her skifter jeg også favoritter løbende, men for tiden er jeg rigtigt glad for det, jeg bedst kan betegne som en bryn-mascara. Den børster jeg på brynene og reder dem i den retning, jeg helst vil have dem. Så de virker fyldige og velfriserede.

Jeg bruger gerne lidt rødt på kinderne og nogle gange lidt highlighter på kindbenene. Det kan også være ganske klædeligt, hvis man lægger en highlighter lige under brynet og lige over det på den tredjedel, der er tættest på næsen. Bare helt tæt på brynet.

Først lægger jeg en ret bred eyeliner med en blyant. Jeg bruger en mørkebrun version, og jeg kan bedst lide, når den er godt blød og ikke særligt velspidset. Og eyelineren skal ikke være pæn og lige – det er fuldkommen lige meget! Den skal bare ligge der, og man skal sørge for at komme godt ned mellem vipperne med blyanten.

Så tager man en vatpind og hælder lidt MicellAIR på, og derefter vrider man vatpinden grundigt, så den ikke er drivvåd, men bare fugtig. Jeg plejer at trykke den mod håndryggen, mens jeg drejer. Den skal vrides rigtigt godt, venner!

Og så er det, at man med små duppende bevægelser retter eyelineren til. Egentlig kan man sige, at man fjerner det øverste af den, så det, der er tilbage, ligger tættest på vipperne. Og med lidt schwung kan man også lige lave en fin hale på lineren yderst ved øjets kant.

Og bum! Så er man totalt klar til at indtage onsdagen! 😜👍🏻

Skriv endelig herunder, hvis I har spørgsmål til teknikken! 💖