Endnu en glæde ved at være i slutningen af 30’erne og derved have levet længere, end dengang min røv var stram og mine babser symmetriske er, at jeg efterhånden ved, hvad ting kræver. Af mig.

Jeg fik et regulært chok i mandags. At finde ud af, at jeg og min familie havde været i livsfare i vores eget hjem – helt usynligt – satte sig i mig. Og oven i det skal faktisk lægges, at et menneske, jeg og min familie elsker meget højt, for nylig fik en kræftdiagnose. Heldigvis opdaget i tide – det bliver en af de gode kræfthistorier. Men et chok. Det var faktisk den viden og virkelighed, vi sad herhjemme og pustede ud efter i den uge, hvor vores fyr lækkede kulilte. Og så skete det oven i hatten.

Så siden vi kom hjem fra hospitalet, har jeg ikke været ude af mit nattøj. Hvilket er lidt ironisk, idet jeg ikke har kunnet sove. Jeg har lavet så lidt som muligt og tænkt så meget som muligt. Ladet hjemmet sejle, ikke lavet aftensmad en eneste gang, men har ladet min søster og svoger komme med mad en aften, bestilt takeout en anden og sådan noget. Jeg har set romantiske komedier (Lov mig, at I aldrig ser ‘Den Romantiske Englænger’ med Pierce Brosnan. Det får man det sgu ikke bedre af), tænkt, følt, talt, lyttet og kysset og krammet min familie helt åndssvagt. Jeg har ikke kunnet overskue særligt meget på arbejdsfronten, og heldigvis har Christina og Roza samt mine kunder haft min ryg og ydet forståelse, og det føles så rart.

I går bad jeg den mand, der kom ud til os i mandags fra forsyningsselskabet og konstaterede udslippet, om at komme tilbage og lige forklare mig det hele. Hvad gik galt, hvordan kunne det gå så galt, hvad er repareret, og hvordan kan jeg føle mig sikker på, at det ikke sker i morgen. Jeg har nul forstand på naturgas, men efter den her oplevelse, havde jeg brug for at få lidt kontrol over det hele. Og lidt øget forståelse.

Så skiftede jeg sengetøj og luftede ud i hele hytten for 1.000.000. gang siden i mandags, gik i seng og sov i en time. Det føltes som en kæmpe sejr. I nat har jeg også sovet. Ungerne har vækket mig en 4-5 gange, men det føles næsten som en større bedrift, at jeg er faldet i søvn igen hver gang, end hvis jeg ikke var blevet vækket overhovedet.

Jeg synes ikke længere, at jeg kan mærke giftgasser i mit hus. Jeg synes ikke længere, at jeg er svimmel eller har svært ved at finde de ord, jeg leder efter. Jeg begynder at føle mig som mig selv igen. Jeg har følt og mærket alle tanker, tvivl og følelser af frygt og angst, og nu er de forhåbentlig snart følt færdig. Og jeg er for 1.000.000. gang dybt taknemmelig over det menneske, jeg er gift med. Både fordi, han erkendte situationens alvor i tide, men også fordi, han er så sindssygt stærk, når jeg er svag. Hver gang.

Vi har kun nu. Det har vi hele tiden haft, og det er jeg blevet mindet om endnu, endnu, endnu en gang. Børn er meget inspirerende i deres tilgang til livet, og mine 5-årige har ikke misset så meget som et sekund af livsglæde, siden vi kom hjem fra hospitalet. Situationens potentielle alvor interesserer dem ingenlunde – det gør kun nuet. Heldigvis slap vi alle sammen helskindede igennem den her oplevelse. Ikke alle er så heldige (og selvom det er vel ment, vil jeg faktisk gerne have mig frabedt at få tilsendt flere beretninger om, hvor galt det kunne være gået. Jeg håber, I forstår. ❤️). Nu vil jeg smide mit nattøj til vask, tage et bad, sætte noget julemusik på, rydde op i huset, så her er rart, når Jon kommer hjem, og så vil jeg holde weekend!

God weekend, venner! Og tak for alle jeres søde, medfølende hep og kram! ❤️