Jeg er ikke blevet skudt. Og jeg er åbenbart ikke så heldig i mit forsøg på at tale om store følelser ved hjælp af metaforer i denne sammenhæng, som jeg tidligere har været her på domænet, og nu er der begyndt at rulle nogle historier på andre medier, som ikke er sande, og som selvfølgelig slet, slet ikke var meningen. Jeg prøvede at fortælle om følelserne uden at fortælle om hændelsen, fordi den er så fucking uhyggelig og involverer mine børns liv. Og mit og Jons. Det var overhovedet ikke meningen, at det her skulle være en sensationshistorie. Tvært imod. Jeg prøvede at skrive et indlæg om de følelser, hændelsen har affødt hos mig, i et sprog, jeg tidligere har brugt om den slags, og det var måske en fejl i denne sammenhæng. I hvert fald har jeg fejlet i mit forsøg på det, jeg gerne ville.  Til de, der føler sig ført bag lyset af den årsag, undskylder jeg. Tak for jeres omsorg og bekymring! 

Det, der skete i mandags, er så uhyggeligt – især set i lyset af, at jeg netop har skrevet et indlæg om, at jeg føler mig som en god mor, fordi jeg kan læse mine børns sygdomssymptomer. Og så sker det her. I vores eget hjem, hvor vi burde kunne føle os aller-tryggest. Da jeg lavede metaforen med kuglen, der havde strejfet min kind, føltes det som en nedtoning af det, der er sket. Det handler om mine børns, min mands og mit liv, og jeg er endnu ikke kommet mig over chokket og ikke mindst vreden over, at det her kunne ske.

Efter en hyggelig weekend med en mat Hugo i sofaen, masser af slappetid derhjemme, men også massive hovedpiner til hele banden, som ikke rigtigt kunne klares med Panodil, vågnede Jon og jeg mandag ved, at Berta løb ud på badeværelset. Hun skulle kaste op, og mens Jon holdt hende, satte jeg mig på en skammel bag dem, og så besvimede jeg. Jeg kan ikke huske andet, end at jeg kunne høre Jon kalde på mig, hvilket undrede mig, når nu det var Berta, der var syg, men jeg kunne ikke svare ham. Min stemme gik ikke igennem. Og lidt efter fik jeg ret ondt i næsen, men jeg kunne ikke få hænderne op til den – og opdagede lidt senere, at det var fordi, vores badekar var i vejen. Mit ansigt hvilede på badekarskanten.
Da jeg var kommet til mig selv, indså Hugo, at disse to sygdomstilfælde formentlig gjorde, at jeg ikke ville holde vores aftale om at tage på Bone’s og spise frokost (noget, han gik glip af, da han var syg i fredags, hvor naboen havde fødselsdag og inviterede ham og Berta med), og det måtte jeg jo give ham ret i. Hans skuffelse var lidt en lettelse, for jeg havde jo egentlig ikke lyst til, at situationens alvor skulle gå op for ungerne.
Den var dog gået op for Jon, der begyndte at tale om, hvorvidt der sivede noget fra naturgasfyret, siden vi alle sammen havde det så dårligt, og siden jeg begyndte at skvatte om. Vi havde service på fyret i tirsdags, men havde intet usædvanligt bemærket. Jon åbnede alle vinduer og døre i huset og ringede til vores genbo, der er tidligere ambulanceredder, for at han kunne være med til at vurdere situationen. 20 minutter senere kom der en mand fra forsyningsselskabet, og i det sekund, han trådte ind over vores dørtrin, gik hans personlige alarm, som advarede ham om, at der var meget usunde mængder af kulilte i huset, som han således ikke burde gå ind i.

Vi røg ud i bilen og kørte på skadestuen, hvor vi blev indlagt og fik iltmasker på, alle fire. Vi fik taget blodprøver fra både håndledet og armen, vi fik alle røntgenfotograferet vores lunger, og fordi jeg var besvimet, fik jeg også kørt et hjertekardiogram. Vi lå med iltmasker på i omkring 9 timer, så vi kunne få kulilten, som åbenbart binder sig til de røde blodlegemer, hvor ilten gerne skulle sidde, luftet godt og grundigt ud af kroppen, og hele tiden refererede vores læge til en læge på Riget, som skulle afgøre, om jeg skulle ind og have lidt tid i deres trykkammer, fordi jeg på grund af besvimelsen var den, der blev holdt mest øje med.

Det viste sig, at den gasmester, der kørte service på vores fyr, havde pillet ved en fatning, der efterfølgende ikke sad godt nok på plads. Så den gled ud, og fordi han heller ikke havde sikret en dæklåge, begyndte kulilten at sive ud i vores hus. Og den slags er aldeles lugtfri. Jeg læste netop en krimi i weekenden, som startede med, at en mand forsøgte at begå selvmord på nogenlunde samme måde. Serious business!
Samme aften blev vi alle sammen udskrevet, da de seneste blodprøver viste, at kulilteniveauet var sænket nok til, at vores kroppe selv kunne klare resten, og man havde lavet prøver i hele vores hus for at sikre sig, at kuliltene var forsvundet. På vej hjem rundede vi Harald Nyborg for at købe kuliltealarmer (noget, jeg ikke anede fandtes og heller ikke havde nogen som helst anelse om, at man kunne få brug for i vores hus).

I dag er børnene atter i børnehave, vi har det alle sammen godt. Krapylerne forstår fortsat ikke helt, hvad der er sket, og sådan skal det også helst være. Jon og jeg er vrede og chokerede, og jeg er stadig lidt svimmel oven på både chokket og forgiftningen. Tænk engang, at folk, der kommer i ens hjem med så stort et ansvar, tager så let på det. Det er det, der chokerer mig mest, og det skal jeg lige have fundet ud af, hvordan jeg finder fred med. Jeg ved, at hændelsen allerede har haft alvorlige konsekvenser for den gasmester, som er ansvarlig for miseren, og det trøster mig trods alt noget. Og så er jeg så glad for, at min mand var så snarrådig. Havde han ikke været hjemme, ville jeg nok have fejet symptomerne af banen som tegn på den influenza og andre småting, som hærger børnehaven for tiden, og så ved jeg sgu ikke, hvordan situationen havde set ud i dag for os alle sammen.

Mit håb og ønske er, at de næste uger og måneder op til jul bliver røvkedelige og vanillefarvede. Jeg har lige nu mest lyst til at sidde herhjemme med en skål chokolade, min kuliltealarm og min familie ved min side og se ‘Love Actually’ i flimmerkassen. Lettet over, at det trods alt ikke gik værre, end det gjorde. Jeg kan ikke helt finde ud af at sove i huset endnu, jeg ligger mest bare og stirrer på Jon og børnene og ser deres brystkasse hæve og sænke sig.

Det er ikke helt typisk mig at skrive et indlæg om noget, der er så alvorligt, som det her jo faktisk er. Men jeg har på en eller anden måde brug for at sige det højt. Det føles uretfærdigt og uhyggeligt, at den slags kan ske, og jeg er ked af den misforståelse, mit forsøg på en nedskalering i morges var skyld i. Og så samtidig anbefale folk med naturgasfyr at købe en kuliltealarm, i øvrigt.

Vi har det godt. Alle er raske, ingen af Lei Langerne får varige men af det her. Men chokket sidder der nok lidt endnu hos de voksne af os.