Jon er i sommerhus med sine bedste venner i den her weekend. De tog afsted i går og vender retur på søndag, og hvis jeg kender dem ret, kommer den til at stå på noget med dåseøl, brætspil og god mad. Shit, hvor er vi voksne efterhånden. Nogle af os, i hvert fald. 😄

Ungerne og jeg skal hygge! I eftermiddag står den naturligvis på en tur ned til slikbutikken på Køge Torv, og efter aftensmaden skal vi se Disney Show i sofaen med popcorn og guf. Derefter har jeg faktisk lovet ungerne, at de må se Vild Med Dans iført nattøj og med børstede bisser, så de er klar til køjs, skulle de dejse om undervejs. Hugo har haft lidt svært ved at tippe over på den anden side af vintertid og vågner fortsat kl. 5, så nu håber jeg, at vi kan give hans jetlag et gok i nødden på den måde.

Lørdag har jeg en drøm om at komme videre med haveprojektet. Alle tomatplanter står derude og ligner en form for have-halloween, og krydderurterne på terrassens øverste dæk er ikke meget kønnere, ligesom at krukkerne ved indgangen til vores hus er fulde med blomster-lig. Planen er at købe en shitload af juleroser og plante dem på terrasse og i krukker og så smide mullen fra sommerens tomatkasser på møddingen (jep, sådan en har vi sgu), så det kan få nyt liv igen næste år.

Om eftermiddagen skal vi til premiere på juletegnefilmen ‘KLAUS’, og i Jons fravær har vi inviteret vores nabo, Mike, og min papsøster, Lene, med. Bagefter skal vi alle sammen ud og spise i København et sted.

Søndag skal Hugo i legeland med en kammerat, og så er mit håb, at Berta vil assistere mig med at komme i mål med førnævnte haveprojekt, og så skal vi nok også en tur på “vores” café og spise vafler med syltetøj nede i byen.

Ret chillet weekend, og ih, hvor kan jeg overskue det! Der har været godt gang i den, siden Jon kom retur fra Odense, hvor jeg har haft en masse ting, jeg skulle nå og indhente, og nu begynder jeg viiirkelig at være klar til at lade julefreden sænke sig. Jeg har faktisk allerede hængt den første julepynt op, må jeg indrømme. Og jeg har en liiille tanke om måske at bage nogle småkager på lørdag…

Vil I mon løfte sløret for, hvad jeres planer er? Hygge? Ballade? ❤️