Jeg læste forleden Miriams blogindlæg, hvis titel min titel er opkaldt efter. Jeg læser stort set alle Miriams indlæg, og der er ikke andre bloggere, jeg læser mere, end jeg læser Miriams. Jeg er vild med hende. For mig kan hun alt det, en blogger skal kunne. Jeg er enig med hende i halvdelen, uenig med hende i den anden halvdel, og hun formår altid at formulere sig på en måde, som gør, at selvom jeg ikke er enig, forstår jeg, hvad hun mener, og hvor hun kommer fra. Så hun udvider nogle gange mit verdenssyn, og det er noget af det fineste, man kan byde andre mennesker, synes jeg. Det sker ikke hver gang, men folk er jo forskellige, så når jeg er uenig, noterer jeg mig, at selv folk, jeg virkelig godt kan lide, er forskellige fra mig, og det er nu engang helt fint! Så er verden og mennesker i den differencieret, og det kan jeg godt lide!

Miriam skrev som nævnt et indlæg forleden omhandlende hvornår, hun sidst græd. Hun fremhævede ved samme lejlighed, at hun synes, folk har ret til deres respektive følelser og ytrede på sin egen, fine facon, at hun finder det lidt ærgerligt, når andre kan finde på at bruge andres følelsesliv til at hænge dem ud og skyde dem ting som eksempelvis diagnoser i skoene.
Her er jeg også enig med Miriam. Og jeg holder faktisk også af at græde. Jeg gør det kun nødigt offentligt, men jeg gør det gerne i privaten og i disse år heldigvis oftest fordi, jeg er rørt. Så jeg vil gerne stemme i Miriams tone om retten til at tude og giver jer hermed …

De seneste tre gange, jeg græd:

1) I torsdags, da jeg modtog Jons indlæg, der handler om, hvordan han synes, det er at være gift med en blogger (det ligger her, hvis man vil læse det). At se min mand formulere nogle tanker om mig til andre mennesker er sgu rørende, for jeg synes, han får rundet det hele så fint og kan kende mig selv i alt det, han skriver.
Nu er det jo mig, der har valgt et arbejdsliv, hvor jeg deler mine følelser (blandt andre dem for ham) med andre på nettet, men han gør det til gengæld ofte i privaten, og jeg bliver tit rørt. Jeg føler mig så heldig at have fundet en mand, der stadig næsten 9 år inde i kærlighedsprojektet giver mig sommerfugle i maven, når der tikker en SMS ind fra ham.

2) Da Hugo forleden fremsagde et hjemmelavet kærlighedsdigt under aftensmaden. Jeg græd-græd måske ikke, men jeg havde våde øjne og måtte ty til køkkenrullen. Der er kortere imellem mine rørte øjeblikke, jo ældre, ungerne bliver. Måske fordi, jeg kender hele “historikken” og løbende bliver nærmest overrasket over, at de for bare 5,5 år siden stadig var nogle små kødklatter uden væsentlig formåen.

3) Da jeg ikke havde sovet i tre dage efter vores oplevelse med kulilteforgiftning og slet, slet ikke kunne overskue noget. Heldigvis hjalp det at ringe til en gut, der kom og forklarede mig, hvordan sådan et naturgasfyr fungerer, hvad der gik galt, og hvorfor jeg ikke behøver ligge vågen med tanker om, at det gør det igen. Det kunne være gået værre, ja, men det gjorde det heldigvis ikke.

Hvornår har I sidst grædt, om man må spørge?