Jon har efterhånden færdiggjort de projekter, han har haft i kalenderen, siden han afsluttede sin spilleperiode på Odense Teater, og derfor har han lidt ekstra tid herhjemme. Den bruger han på at skrue kuliltealarmer op, spille lidt FIFA, holde dags-dates med sin hustru og skrive indlæg til bloggen. Engang for en million år siden spurgte jeg på Instagram, hvad I, der læser med, gerne ville have, at Jon skulle skrive indlæg om, og det er der kommet de her indlæg ud af:

Lidt om drømme. Livet som libertiner. 10 ting, Køge har gjort ved MM – ifølge Jon. Hvorfor kommer min hustru (næsten) aldrig til mine premierer. Jons tanker om at flytte til Køge. Sådan mødte vi hinanden – ifølge Jon. 10 ting om mig (og ham) ifølge Jon.

Og nu også det her. Jeg blev en kende rørt, da jeg læste det. Men det er måske bare mig. 😉
Herfra er pennen Jons:

Jeg skal være ærlig, jeg har udskudt at skrive det her indlæg en smule, fordi det faktisk har været lidt svært for mig at svare rent på det spørgsmål. Jeg er jo altså mest af alt gift med min kone. At lægge vægt på bloggerdelen af hende har jeg nok set som lidt tamt, fordi hun er så uendeligt meget mere. Men nu kommer det, og det er der flere grunde til. Og de kommer her:

Først og fremmest, DET ER OPTUR!!

Jeg har altid troet, at jeg skulle være den eventyrlystne, den kreative, den rejselystne, den kan-ikke-holde-til-et-9-17-job-typen, i det forhold, jeg endelig ville ende i. Jeg har op gennem mine tyvere krydset fingre for, at hende, der skulle få mig ned på ét knæ, ville kunne følge med i min freelance-tilværelse af skiftende arbejdstider, rejselyst og Lad Os Se Hvad Der Sker, Hvis..
Men jeg må jo krybe til korset og indrømme, at jeg er mere end matchet. Og det er jeg til dels i kraft af min kones job. De muligheder, hun får gennem sit arbejde, er rent ud sagt eventyrlige. Jeg skal passe på ikke at anti-jante den for meget, men hendes arbejde har allerede bragt vores familie mere rundt i verden, end jeg havde turdet håbe på.

Det har altid været en af mine allerstørste drømme at kunne vise mine børn så meget af verden som muligt. Jeg synes, at en af en forælders fornemste opgaver er at vise sine børn, hvor forskellige mennesker er, hvor anderledes man kan gøre ting, løse problemer, nyde det liv, som vi kun har et af. Og allerede nu er jeg lykkelig over, hvor godt med vores unger er på det punkt, blandet andet qua MM’s job.

Oveni det, og tilgiv mig at tærske halm på samme mølle, eller hvad fanden man nu siger, men nu fylder vores unger snart 6, og al den tid, vi har haft sammen med dem, er jeg også skidestolt af. Okay, granted, noget af det har været fordi, min telefon ikke lige har ringet den måned, og jeg så har kunnet “holde ferie”, men mestendels er det fordi, MM har insisteret på at være så meget sammen med børnene som muligt, give dem fridage og hente dem tidligt. Og det kunne aldrig have ladet sig gøre, hvis ikke hun var sin egen chef.

Men mest af alt, så har det givet mig en lykkelig kone. Mette Marie har altid været en udpræget people person. Fra jeg mødte hende har hun startet lady-loger, arrangeret fællesspisning i Køge og fået mennesker til at mødes. Altid under en positiv, optimistisk fane. Hun har bragt folk sammen i arbejdsøjemed, som roommates og sågar i kærlighed. Og der er næsten intet, der gør hende så glad, som at være sammen med andre, snakke, grine, diskutere, vende livets genvordigheder og finde meningen med livet. Det er inspirerende til et vanvittigt niveau og en af de ting, jeg elsker hende mest for. Og det har bloggen kunnet give hende, takket være jer, jeres vidunderlige kommentarer og feedback, og jeres kærlighed til hende. Hun er vokset 6 meter på de 6 år. Så tak for det.

Og også derfor er jeg nødt til at nævne en bagside af medaljen. Fordi min kone får så megen energi og så meget livslyst af at interagere med andre, rammer det hende også det hårdere, når tonen går den anden vej. Jeg siger ikke, at kritik ikke er velkommen på hendes domæne (også i overført betydning ;). Hendes evne til at sige “Undskyld, jeg tog fejl” herhjemme, kan selv den selvudnævnte empatimester Jon Lange lære noget af.
Nej, konstruktiv kritik modtages med kyshånd, men de seneste måneder har hun til tider været under unødigt pres. Og jeg skriver unødigt, fordi det er tydeligt, set relativt udefra, at den kommunikation, der påvirker hende, ikke er konstruktiv. Og det gør mig ked af det. Om det så er en tankeløs kommentar eller decideret ondsindede rygter omhandlende os begge to, faktisk, (som der skam har været på det seneste), så er internettet et udsat sted at befinde sig. Der er nok nogen, der vil sige: “Hvis hun ikke kan tåle lugten i bageriet..”, eller: “Hun har selv valgt at være offentlig, så må hun jo kunne klare..”, men det gør mig sgu vred. Det er, som om der er nogen her ude på internettet, der har glemt, at der altid er mennesker af kød og blod i den anden ende af en kommunikation. Mennesker, der spiser, sover, griner og græder, ligesom alle andre.
I denne tid med filtre og vinkler ville jeg ønske at man kunne hive et filter ned over internettet, så man ikke kunne skrive noget, man ikke ville turde sige højt, hvis man stod ansigt til ansigt med modtageren. Eller i det mindste med mig. I en mørk gyde.

Heldigvis blegner det i sammenligning med alle de fantastiske og hjertevarme udvekslinger og den for min kone livgivende dialog, alle I andre, “rigtige” læsere holder gang i på daglig basis (det betyder mere for min viv, end I aner), så det er heldigvis den eneste bagside.
Det, og så at jeg må sidde vagt over vores sovende yngel fra sofaen indimellem, når konen skal til Kjøffenhavn til en premiere. Men det er vist meget fair, at det ikke kun er mit privilegium. Og så vil lykken det jo, at sådan nogen ofte ligger på torsdage, og der spiller United Europa League. Se nu der.