Det er ret vidunderligt, det der med at bo et sted, hvor man kan (se sig selv) bo resten  af livet. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg vidste jo et eller andet sted godt, da jeg boede hjemme, at det ikke kunne vare for evigt. Det samme gjorde jeg, da jeg boede på Amager i 2001, hvor jeg delte seng med en veninde. Og da jeg efterfølgende tilbragte fem år på et klubværelse i Sydhavnen som eneste pige med fem mandlige roomates, som var helt enormt dårlige til at vaske op og gøre rent.
Jeg vidste det sågar, da jeg boede i min første selvejede lejlighed på Nørrebro. For den var blot 41 kvadratmeter stor (omend den havde have og var meget hyggelig!), så der var ikke plads til meget andet end mig og så måske the occasional flirt … 😉
Da Jon og jeg flyttede sammen, var det i en lejlighed lige ved rådhuspladsen. Den var nyrenoveret, lækker, havde absolut intet naturligt lysindfald, og så var der en bar i gården, som larmede til langt ud på natten. For næsten præcis fire år siden flyttede vi så til en anden lejelejlighed tæt på Nørreport Station. Den var 150 kvadratmeter stor, og selvom rumfordelingen var lidt kluntet, passede den perfekt til livet med twins. Der var sågar en lille altan, og der var et kæmpestort spisekøkken. Og der var tyst i gården som på en kirkegård julenat. Dog faldt særligt jeg aldrig til her. Vi boede lige overfor natklubben ARCH, og det skete ikke sjældent, at folk solgte narko i gården om natten. Og der var næsten altid nogen, der kastede op op ad vores hoveddør i weekenden. Især i december. Og vigtigst af alt: Lejligheden var ikke vores. Det var en, vi lejede. Vi kunne ikke bare male væggen i køkkenet i den farve, vi ønskede, og vi kunne ikke vælte en væg, hvis vi skulle have lyst til det. Ikke at vi er typerne, sådan set, men jeg følte bare konstant, at jeg var på besøg hos nogen.

Klip til Køge!
De seneste snart to år er det nok ikke gået manges opmærksomhed forbi, hvis man følger mig på det der internet, at vi har brugt alle vores sparepenge på at investere i en rødstens-murermestervilla i Køge. Og jeg elsker alt ved det! De enkelte ting, der talte imod i starten, har jeg taget til mig som mine, og der skulle en del mere end 10 vilde heste til at jage mig væk herfra. Den blinde vej udenfor huset, som ungerne leger på, haven, som hele sommeren og langt ind i efteråret holdt os forsynet med frugt og grønt og huset! Rummene, følelsen, det faktum, at det er VORES! <3
Vi har fået malet en væg. Vi har investeret i ikke mindste end to nye terasser, og vi har fået RIGTIGE gardiner. Ikke sådan nogle, der er købt billigt og sat op af min far, som egentlig helst var fri, men gardiner, der er sat op efter mål og udvalgt i et katalog fyldt med forskellige muligheder. Det er en investering, og den huer mig noget så eftertrykkeligt!
Som udgangspunkt ville vi faktisk slet ikke have gardiner i havestuen, der hører til køkkenet. Det er nemlig her, der kommer allerflest solstråler ind i huset, og de stråler havde vi savnet i mange år. På førstesalen installerede vi billige rullegardiner i soveværelserne, og så var det gjort med det.
Men efter et års tid begyndte vi at kende vores behov lidt bedre. Ungerne og vi vågnede meget (MEGET!) tidligt om morgenen (og det er altså sagt af én, der synes, at klokken 6.30 er halvsent) særligt om sommeren, og vi havde nogle dage et pokkers hyr med at få ungerne til at spise aftensmad med sol henover både sommer og vinter. Så vi ringede til Luxaflex for at få dem til at komme ud og gennemgå mulighederne med os.

Vi fik besøg af Birgitte fra Luxaflex, som kom og gennemgik alle mulige muligheder med os i den deeejligt lyse havestue. 😉 Vi overvejede først, om vi skulle have gardiner med motor på, men jeg synes simpelthen, det blev for fancy. Så var vi over Lift-gardinerne, som jeg nogle dage faktisk ville ønske, vi havde valgt, omend Jon er meget, meget glad for, at vi endte på klassiske rullegardiner. Han bruger nemlig vinduespartiet ud mod haven som arbejdsstation, og når solen står lige ind, kan han stadig arbejde på sin skærm, når vi ruller gardinerne ned på den side.
En anden grund til, at jeg begyndte at ønske mig gardiner i stueetagen var, at vi i januar passede hund for Jons moster. Hver aften gik jeg en tur med dyret, og i alle husene på min vej, sad folk og hyggede i privatlivets salige fred bag gardiner. Undtagen i Langehjemmet, hvis facade nærmest lignede en fladskærm med udsigt til alt, vi foretog os.
Vi har valgt nogle rigtigt fine (synes vi selv) naturfarvede gardiner, som passer rigtigt godt ind til det naturtema, vi hylder i vores lyse havestue. Vi har kokostæppe, træbord, lammeskind i stolene med træstol og en del grønne planter i vinduerne. Og nu kan vi rulle ned for verden, når det synes aktuelt.
Egentlig var planen, at det skulle være gjort med det. Men inden hun begav sig på vej, gik Birgitte op på førstesalen for at låne toilettet. Dørene har stået åbne ind til vores soveværelser, for Birgitte var aldeles forfærdet ved synet af vores enormt tarvelige gardiner. Og med rette, har jeg efterfølgende erfaret. Vi havde bare købt de billigste, vi kunne finde, og problemerne med dem var for det første, at de ikke kunne rulle helt op, så der hang altid lige 20-25 centimeter gardin ned over vinduet om dagen. For det andet lukkede de ikke tæt i vinduesrammen, så på børnenes værelser havde vi kompenseret med gaffa-tape og deslige i et forsøg på at skabe mørklægnings-effekt og få dem til at slumre til længere end kl. 4.
Jeg husker tydeligt Birgittes alvorlige drag om munden. Som gardin-ekspert var hun ramt. Vi satte os tilbage til køkkenbordet og gennemgik mulighederne.

Begge børnene fik Duette-gardiner. Hugo i lyseblå, og Berta i lyserød. Knap så kønsneutralt, måske, men på den anden side prøver vi jo også at lære vores børn, at der ikke findes drenge- og pigefarver, så det kan jo egentlig være underordnet. Deres soveværelser er ret små, begge to, og det, at deres gardiner nu har en klar farve, pynter så fint derinde. Og de slutter tæt! Der er buldermørkt, og allerede dagen efter, at gardinerne var installeret, sov ungerne lidt over en time længere! Allerede dér er der tale om en kvalitets-investering, hvis De spørger mig. 🙂
Jon og jeg fik installeret et klassisk rullegardin på soveværelset, fordi vi har en fransk altan og derfor nogle altandøre med et håndtag, som ikke tillod Duetten at passere, uden at det ville skabe et mellemrum, der tillod lys. Alle vores soveværelser er nu komplet mørkelagte, når vi ønsker det, og det betyder altså ret meget for natteroen, ungernes evner til at sove til klokken i hvert fald 6 om sommeren og i sandhed også min evne til at lukke verden ude, når natten melder sig.

Jeg synes, det er pisse-svært at tage gode billeder af vores gardiner. Alle dem, vi har fået installeret, er i “luk lyset ude”-genren, og enhver ved, at det er svært at tage gode billeder uden lys!