Jeg fortalte på Instagram for nogle uger siden, at jeg en søndag tilbragte et par timer i Pengekøbing, og det var der rigtigt mange af jer, der følger med på de kanter, der udviste stor interesse for. Det er faktisk noget, jeg har bemærket tidligere, når jeg her på domænet har talt om privatøkonomi, og det forstår jeg egentlig godt!

Jeg kunne rigtigt godt tænke mig, at Krapylerne får en større forståelse for økonomi med hjemmefra, end jeg havde. Og det er ikke helt så lige til, for der findes jo stort set ikke penge mere! Vi bruger dankort og Mobile Pay i stedet for kontanter, og saldoen står på nettet i stedet for i en bankbog. Det var noget af det, jeg håbede, at Pengekøbing, som er Danske Banks fine initiativ, kunne hjælpe mig med – og det ku’ de!
Privatøkonomi er sgu ikke rigtigt noget, jeg lærte noget om, da jeg var barn. Jeg fik lommepenge om fredagen, og de var brugt op om lørdagen, og jeg oprettede min første kassekredit få dage efter min 18-års fødselsdag. Min mor talte meget om, at man skulle passe godt på sine penge, men jeg blev aldrig rigtigt undervist i hvordan. Heller ikke i skolen. Vi lærte at gange brøker og regne i procenter, og vi lærte sågar at hækle grydelapper og stege kylling, men der var ikke nogen, der lærte os, hvordan man forvalter sin økonomi.
Jeg gjorde mange af de klassiske fejl, da jeg var ung, med at rejse for lånte penge, få for meget udbetalt i SU, som efterfølgende skulle betales tilbage, og i det hele taget bruge pengene hurtigere, end jeg kunne n at tjene dem. Og jeg tjente ellers mange! Jeg havde masser af jobs både ved siden af studiet og i de fire sabbatår, jeg havde inden universitetet, og jeg fik SU-lån de fleste af de år, jeg studerede. Hvis jeg havde haft et større overblik over, hvad jeg brugte mine penge på, ville de ikke være smuldret mellem fingrene på mig på den måde. Eksempelvis købte jeg aldrig et månedskort til bussen, fordi det kostede 240 kr., og det synes jeg var for mange penge, så i stedet købte jeg billet to gange hver dag måneden igennem. Himmelråbende dumt!
Siden da er jeg heldigvis kommet en lang vej. Siden jeg giftede mig med en skuespiller og selv blev selvstændig, har jeg (og vi) opført os ret konservativt, når det kommer til vores privatøkonomi. Det meste af tiden, i hvert fald. Vi sørger altid for at lægge til side, har aldrig i de snart ni år, vi har været sammen, købt noget på klods – bortset fra vores hus, som vi selvfølgelig har lån i. Men vi købte ikke for mere, end så vi selv havde til udbetalingen og ikke skulle have et banklån. Havde vi turde satse lidt, havde vi måske kunnet tjene lidt mere på det hus, vi købte – men vi ville hellere være sikre. Sådan lever vi nu, og det skaber en stor ro under fundamentet for os begge to at vide, at vi sidder billigt i det og har en god buffer.

Pengekøbing var henvendt til familier med børn i 6 til 11-årsalderen. Da vi ankom, og der var blevet budt velkommen, blev voksne og børn delt op, således at der var et teaterstykke for børnene i det ene rum og et foredrag med børnepsykolog Ulla Dyrløv i det andet. Jeg forelskede mig i Ulla lige med det samme, da hun er den første børnepsykolog, der har fået mig til at føle mig som en GOD mor. 😉 Hun talte ud fra mit hjerte om det her med at tage ansvaret fra sine børn og være pilot i deres liv. Og at turde skære igennem og gøre sig upopulær på matriklen, for nogle gange er tingene ganske enkelt ikke til diskussion, det bestemmer de voksne, fordi de er de voksne. (Den slags voksen er jeg. Surprise!)

Angående de digitale aspekt i økonomi, når det kommer til børn, sagde hun, at det var en supergod idé at gøre det analogt igen. Indsætte børnenes lommepenge på en konto og så lave en manuel bankbog, hvor man hver uge eller måned skriver den nye beholdning ind og ligeledes noterer, når der hæves penge. Man kan også oprette en seperat konto til barnet, som fungerer som en opsparing, så han eller hun kan spare op til noget større. Et prinsesseslot, en cykel eller noget tredje.
Ulla sagde også, at når børnene runder 11 år, bør de selv betale til de fritidsaktiviteter, de går til. De udgifter, de har, skal selvfølgelig dækkes af de voksne, men pengene skal gå ind på børnenes konto, og så skal de have hjælp til at oprette en Betalingsservice-aftale, så tingene bliver betalt fast her måned. På den måde får de også en større forståelse for, hvad ting koster, og de bliver mindet om, at mange ting koster penge hver eneste måned.
Mine unger er jo lidt små til den del endnu, men efter foredraget fik jeg en god snak med Daniella, som er projektleder på hele Pengekøbing, og som jeg kender igennem en fælles veninde. Hendes drenge er lidt ældre end mine unger, og hun fortalte, hvordan hun lige så stille er startet ud, og det er vi faktisk igang med at adoptere herhjemme.
Om fredagen, når ungerne skal have fredagsslik, laver hun en lille buffet med 3-5 forskellige slags slik inddelt i små kopper. Hver slags slik har så en pris. 1, 2, 3 eller 5 kroner pr. styk. (Okay, M&M’s koster måske kun 50 øre…) Børnene har så hver 20 fiktive kroner, som de må købe slik for. De får selv en lille kop, som de kan blande deres rov i, og så får de i starten hjælp af de voksne til at regne ud, hvor mange penge, de har tilbage. Jeg synes, det er en genial måde at få startet økonomi-forståelse op. Der, hvor mine unger er lige nu, aner de ikke, om en YankieBar koster 2 kr. eller 1.000 kr., og det vil det her være en fin opstartsøvelse i.
En anden ting, Daniella delte med mig, var, at hendes børn begge to får 25 kr. hver om ugen i lommepenge. De penge må så ikke bruges til slik (det var Ulla Dyrløv også inde på. Selvom børnene får deres egne penge, skal forældrene stadig indføre retningslinjer for, hvad pengene må bruges til), men skal bruges til legetøj. Og børnene får så som udgangspunkt ikke længere legetøj af forældrene – bortset fra selvfølgelig til jul og fødselsdage. Hver uge, når der går 25 kr. ind på børnenes konto, indføres de så også på børnenes bankbog, sådan at de kan se bevægelsen. Man kan så eventuelt tale med børnene om altid at lade nogle af pengene gå ind på en opsparing, til når man ønsker sig noget større.

Jon og jeg har tænkt os at indføre de to ovenstående eksempler overfor Krapylerne efter jul. Og jeg forventer, at de vil reagere meget forskelligt. Jeg har en forestilling om, at Hugo vil være fristet til at køre direkte ned i Kvickly og bruge alle pengene så snart, han har dem. De har tidligere i år prøvet kræfter med at sælge legetøj på loppemarked, og hvor Berta var mådeholdende, købte en dukke og tog resten af pengene med hjem, investerede Hugo alle mønterne så snart, han fik dem i hånden, og kom sågar hjem med legetøj, han ikke anede hvad var, bare fordi, det kostede 5 kr., og det var det, han havde tilbage.
Jeg tror, han skal have lov at gøre sig sin egen erfaring på det punkt og opleve, hvor nederen, det er, når han så ikke kan købe en større ting, mens Berta kan – omend vi jo vil prøve at have samtalen med ham undervejs.

Der var også nogle øvelser ved Pengekøbing, som jeg enormt gerne ville have prøvet med ungerne, der jo desværre lå syge derhjemme den dag. Blandt andet skulle børnene gætte, hvad der kostede mest af
1) En ferie for hele familien på et 2-stjernet hotel i Spanien
2) Den nye iPhone
3) Et køleskab.
Og efterfølgende skulle de debatere, hvilken af de tre ting, der var vigtigst.
I stedet tog jeg snakken med ungerne over aftensmaden, og det var faktisk Hugo, der syntes, det var allermest spændende, og siden spørger han tit, når vi skal spise, om vi kan snakke om, hvad ting koster.
De gættede begge to på, at ferien var dyrest, og blev ganske overraskede over, at det faktisk var telefonen. Og samtidig var de heldigvis begge to enige om, at den vigtigste af de tre ting var køleskabet.

Mit visit hos Pengekøbing har inspireret mig til at tale mere om penge med børnene – på en bedre måde. Jeg har nogle gange været ærgerlig over at afvise deres spørgsmål om, hvorvidt de må få ting med “Nej, det skal vi ikke bruge penge på nu” eller “Det er for dyrt”, fordi Hugo efterfølgende har givet udtryk for, at han ville ønske, at vi var rige. Det handler jo ikke om, at vi ikke har råd til at købe burgere nede på Torvet om lørdagen, men om, at jeg synes, det er spild af penge, når vi nu har rugbrød i køleskabet, og den forståelse vil jeg gerne begynde at give dem. At man kan have alle penge i hele verden, men det er stadig dumt at bruge dem dumt. Altid, i hvert fald. Der skal selvfølgelig være plads til burgere nogle gange.

Jeg HÅBER, at Pengekøbing genopstår næste år og kommer på endnu en turné i Danmark, og så håååber jeg, at Krapylerne er på højkant, så jeg kan tage dem med!