Welcome to America! Vores lille hus har selvfølgelig et kamera, som sidder lige under dørklokken, og som bliver aktiveret af bevægelse. Og da jeg kunne fortælle ejeren ret præcist, hvornår “min” cykel blev stjålet, tog det hende ikke mange sekunder at hitte gerningsparret på skærmen. Jeg har prøvet at uploade videoen, for det er simpelthen for vildt at se, men det kunne desværre ikke lade sig gøre.
Til gengæld lykkedes det mig at screendumpe et billede, hvor man altså kan se os og tyven PÅ SAMME BILLEDE! Til venstre i billedet øverst i indlægget, hvor jeg har sat en enkelt pil, kan man se vores bil, der er på vej hen ad gaden med kurs mod vores indkørsel til højre for huset. Og lige inden indkørslen, hvor jeg har sat tre pile, kan man fanden fuck’me (undskyld mig, men come ON!!) se tyven, der netop har hevet cyklen over stakittet og nu tøffer ned ad gaden med den!
Hvis vi ikke havde holdt ved bare ét af de røde lys på vejen hjem, var vi kommet hjem sekundet inden, han nakkede den, og så havde den således nok stadig været i min varetægt. Det er eddermugme provokerende at se på!
Herover kan man se sekunderne inden, hvor han lige løfter cyklen over hegnet. Fandme frækt, fristes jeg til at skrive, omend det får mig til at lyde som én på 100 år.
Nåh, men bortset fra det har vi haft endnu en fantastisk dag!
Farmor, ungerne og jeg kørte, efter en omvej for mig på 40 minutter i en Uber, fordi Jon var taget på bar kl. 8.30 for at se europæisk fodbold med bilnøglen i lommen, til Malibu Pier for at lede efter glasstykker, som var skyllet ind på land. Det skulle være et godt sted, efter sigende. Det viste sig at være en lodret løgn – vi fandt ét lillebitte glasstykke, men til gengæld så vi en pelikan og ikke mindst en her stime af delfiner (se dem på min story), der svømmede forbi pieren, mens vi sad på restauranten The Farm og spiste ice cream- sandwiches. Forholdsvis episk, efter mine standarder!

I morgen, mandag, skal jeg have min første “rigtige” arbejdsdag, hvor jeg sætter mig på en café og skriver. Både på bloggen her, of course, men også på et andet, lille projekt, jeg har stukket mine fedtede fingre ned i. Mere info om det, hvis det viser sig at blive til noget. 🙂
Jeg havde jo planer om at cykle, men det bliver jo nok ikke rigtigt til noget nu, så jeg har tænkt mig at spadsere til Urth Caffé. Endnu en absolut Hollywood-klassiker, men jeg kan mærke, at jeg altså lige skal igennem alle de ting, jeg har glædet mig til at opleve hjemmefra, før jeg kan give mig i kast med helt nye steder og ting. (Således har jeg naturligvis også allerede købt ansigtsmasker i T.J. MaxX).

LA har fået en fan i mig! Jeg er aldrig faldet for New York, som jeg allerede har forelsket mig hovedkuls i denne her flade storby. Det er så sindssygt charmerende at bo på en villavej med forhave og så samtidig have under 100 meter til Stud’s Theatre, en homoerotisk biograf, der viser bøsseporno i fire sale fra kl. 9 om morgenen til 3 om natten. Det er fandme bredde, mine venner!

Jeg håber, I får en VIDUNDERLIG mandag, og TAK fordi, I følger sådan med i den her tur! Det er så sindssygt hyggeligt, at jeg kan opleve alt det her og så samtidig skrive hjem og fortælle jer om det hele. Det giver et ekstra lag, som jeg NYDER! Så TAK! Igen! <3