Det skete sgu i går! Første gang, vi var ude af huset for at sidde et sted og arbejde, mens ungerne var i parken med Farmor, spottede Jon og jeg vores første celeb. Og det var ikke sådan én eller anden The Hills-kendis, venner. Hell to the NO!

Vi taler én af de helt store. Jons øjne lyste faktisk mere end mine, men det er også lidt mere i hans boldgade. Da vi sad og drak Sanpellegrino på Carrera Café, kom Gabriel Byrne ind ad døren. Jeg troede, jeg havde fundet den mest Instagram-dullede café i Hollywood, men så går døren ind, og dér står Dean Keaton fra The Usual Suspects og ser bare lige så sej ud, som han altid har gjort!


Jaja, han er bare et menneske, jeg ved det godt! Men når man er i Los Angeles, er det at spotte moviestars (synes jeg, i alle tilfælde) lidt som at gå i Disneyland og se Anders And eller tage på campingferie og tisse på porte-potty! Det hører sig til – eller det lægger i hvert fald til oplevelsen!

I øvrigt havde vi ungerne med til “Tot Bootcamp” i går, og det var helt genialt! Det foregik i en stor gymnastiksal i medborgerhuset i West Hollywood Park, og langs sidevæggen var der klapstole til forældrene. Vi kom lidt for sent, og jeg nåede lige at meddele træneren, at vores unger ikke taler engelsk, han så lidt beklemt på mig, og så gik de i gang. Berta var i første omgang lidt tvivlende overfor omstændighederne, men så kom Hugo og greb hendes hånd, og så var hun game.

Og de bankede bare derud af, de to! De fleste af de andre børn havde meget travlt med at lave alt andet end de øvelser, træneren prøvede at få dem med på, og forældrene havde for travlt med at sludre med hinanden til at irettesætte deres unger, så vores Krapyler stak i al beskedenhed ud på en ret positiv facon. De var overraskende hurtige til at afkode trænerens instrukser, og da timen var forbi, kunne de både sige “jumping jacks”, “burbie” og mange andre nye ord, og de var pavestolte. Og hele vejen igennem sad, Jon, Farmor og jeg og hujede og heppede med tårer i øjnene over vores poders gåpåmod på fremmed territorium, at det var downright pinligt. Endnu en gang er det desuden en kæmpe-fordel at have twins, fordi de aldrig bliver udfordret mere, end at de har deres BFF lige ved hånden.

Vi har kun været her i tre dage, men jeg kan mærke, at jeg allerede føler mig ret vis på, at det her bliver en god oplevelse for os alle sammen. Det er vildt hyggeligt at have Jons mor med! Vi er for det første slet ikke vant til sådan at være i voksen-overtal, og så er det bare som pålægschokolade på en franskbrødsmad med Nutella for ungerne at have deres farmor, som de elsker meget højt, så tæt på i så langt tid. Og den selvtillid, de gik fra gymnastik-oplevelsen i dag med, har jeg faktisk ikke set dem med før. Det var virkeligt fint! <3

Åh ja, og så spiste Jon og jeg også frokost på Gracias Madre i går. Det er ubetinget det sted, folk har anbefalet mig oftest, når jeg har bekendtgjort, at vi stod overfor at skulle til Los Angeles. KÆFT, et flot sted! Der kunne jeg sidde hver dag, hvis det skulle være. Og vi spiste sågar udenfor i solen! Gracias Madre er mexicansk mad, som samtidig er vegansk, og desværre må jeg indrømme, at det altså ikke levede op til forventningerne.  Når jeg bestiller en El Pastor, ved jeg sgu godt, hvordan den skal smage, og det er ikke af svampe … Jeg har levet overvejende vegetarisk i heeeeele 2020 (hehe), og jeg er blevet overrasket over, hvor godt, maden smager mig særligt på restauranter, der ved, hvad de laver. Men det er, når det er ægte vegetarretter, og ikke, når det er noget, jeg i forvejen kender smagen på med kød – som så i stedet er substitueret med grøntsager. Som eksempelvis spagetti med “kødsovs” eller i dette tilfælde tacos. Så vil jeg hellere have ægte tacos! Det må vi hellere få snart! Men Jon var, som billedet øverst afslører, jævnt tilfreds! Og jeg er sgu bare svær at skyde igennem any day lige for tiden! 🙂