Da jeg her til eftermiddag lå i sofaen med bordet fyldt med minipizzaer, snacks og andre rester fra gårsdagens børnebord, med Hugos ben henover mig, mine tæer i Jons skød, Jons hænder på mine og Hugos fødder, Bertas hoved på mit lår og naboens dreng ved siden af Berta – alle samlet foran Harry Potter og De vises Sten med dansk tale – kom jeg til at tænke tilbage på d. 1. januar for 10 – 12 år siden, hvor jeg var alene hjemme i min lille lejlighed på Nørreport og følte mig så sindssygt ensom. Jeg havde været til fest aftenen før, hvor jeg skulle mødes med en fyr, jeg havde et crush på. Han kom efter midnat, præcis som han havde lovet, og det hele føltes meget rosenrødt. Men midt i vores kinddans mødte min rivalinde op. Hans eks, der også var forelsket i ham. Hun havde fundet os gennem de sociale medier (hvilket egentlig var lidt af en præstation på den tid), og han gik med hende hjem. I stedet for mig. Og jeg endte med at gå hjem alene. Jeg kunne ikke få en taxa, det var hundekoldt, og mine fødder gjorde ondt i mine tårnhøje, møgbillige stiletter, så jeg mindes, at jeg skiftevis trippede nogle skridt med skoene på og så tog dem af for at løbe de par skridt, jeg kunne holde ud i sneen, indtil det blev for koldt, og jeg atter måtte have skoene på. Jeg kom hjem, gik i seng og vågnede alt for tidligt, træt og smadret, til en meget lang 1. januar, hvor alle mine veninder var sammen med deres kærester, og jeg var prisgivet til det, TV-programmerne nu formåede, da streaming endnu var en våd fremtidsdrøm. Set i bakspejlet burde jeg virkelig havde brugt mere energi på at planlægge selskabet d. 1. januar i de år fremfor d. 31. december, som alligevel som oftest var en kold skuffelse fuld af ømme fødder og bristede illusioner.

Og klip til de her 10 – 12 år senere, hvor jeg ligger i sofaen i et hus i Køge omringet af kærlighed. Kærlighed udenpå, indeni og overalt. Jeg tænkte også på det klokken lidt i ét i nat, da jeg, efter at vi havde set fyrværkeriet sammen på terrassen i selskab med Jon og vores øvrige gæster (Berta bad om at komme i seng kl. 23. Da magtede hun ikke mere) puttede Hugo. Han lå med strålende øjne og hviske-råbte til mig om alt det vidunderlige “fyrmærkeri”, han havde set, inden hans øjne gled i for natten, og jeg blev liggende et par minutter længere og varmede mig ved hans lille krop samt lydene af nytårsbragene i nabolaget og grinene og samtalerne fra venner, familie og naboer i stueetagen.
Jeg har vitterligt alt i livet, jeg nogensinde har ønsket mig. Og lidt mere, for så god fantasi havde jeg faktisk ikke. Jeg er taknemmelig, og jeg sætter pris på det hver eneste dag.

2019 husker jeg bedst for mine køkkenhaveeventyr, vores ferie i Sverige og en vanvittigt masse gode #twinpower-moments, hvor Jon og jeg har knebet hinanden i armen over, hvor fucking heldige vi er, at vi har fået tvillinger. Både for vores og deres skyld. Vi havde travlt de første 3-4 år, men de seneste to år har vi allerede fået mere tilbage, end vi har haft til gode på den konto. Og vores børn griner størstedelen af tiden væk, fordi de altid er sammen med nogen, der forstår dem og det, de synes er sjovt, og det føles fandme godt!
2019 har også været lidt voldsomt til tider. Vi har haft konsekvensen af livet lidt for tæt på, idet en i vores nærmeste familie har været alvorligt syg. Men heldigvis har han det rigtigt godt nu, og planen er, at han tager stikket hjem i 2o2o. Desuden var Jon, ungerne og jeg været indlagt, fordi vi havde et kulilteudslip i vores hus, og den oplevelse havde jeg da egentlig også helst været foruden. Men vi er kommet igennem det ganske uden mén, og børnene nåede aldrig at forstå situationens alvor.
På en anden skala blev 2019 også året, hvor jeg måtte erkende, at det landskab, jeg for seks år siden sprang ud som blogger i, er forandret. Stemningen på nettet er anderledes, og man skal overordnet set være anderledes forsigtig med, hvad man skriver, hvis man vil undgå at havne i unåde. Internettet er vokset ind under huden på mange af os, og nogle af os bruger nettet, de muligheder og den anonymitet, det kan tilbyde, anderledes end (heldigvis) flertallet, og det kan være ubehageligt. Måske særligt, når man lever af at dele ud af sig selv. Det har i perioder det seneste gjort det svært for mig at være helt så transparent og kreativ i min måde at formulere mig på, som jeg plejer. Jeg har somme tider følt mig som en stækket fugl, og det har været hårdt. Som hvis jeg var strikke-entusiast, og nogen havde nolet min ene strikkepind. Så ville jeg også både være sur på tyven og træt af ikke at kunne dyrke min hobby. 😉
Men på det seneste er skuden vendt, synes jeg. Jeg er begyndt at vænne mig til det nye landskab med de hestehuller og listevinde, der (også) er, for sådan er det nu, og det er ens for alle. Naturen er nemlig stadig smuk her, og selskabet er forrygende, når man vælger at fokusere på de mennesker, man kan lide og har et fællesskab med.
Desuden har Jon atter engang vist sig som den allerbedste livsmakker for lige præcis mig. At finde et menneske, der har ens ryg så ubønhørligt, også når man måske ikke altid selv har det, og kan tale til én på et særligt sprog, så man kan høre det gennem larmen, under jeg alle, og det, tror jeg, man undslå sig for at tage for givet.

Det føles underligt og urealistisk, at en enkelt nat kan gøre en forskel, men jeg glæder mig nu alligevel til sådan at tage fat på det her spæde, nye kalenderår. Det er som om, at symbolikken er stærkere for mig i år, end den plejer at være. At jeg træffer et bevidst valg om at efterlade nogle ting og tanker i det forgangne år og stole på den friske luft og de nye muligheder i det nye. Stikke halsen helt ud af mit skildpaddeskjold igen, tilskrive nogle ting hændeligt uheld og tro på, at verden stadig er det fine, gode sted, jeg kender det for. Jeg glæder mig til at opdage og opleve Los Angeles med mine børn, min svigermor og min ægtemand ved min side – og til at se ham få inspiration og nye arbejdsoplevelser og vokse endnu mere, end han har gjort allerede i de snart ni år, jeg har kendt ham.

Jep, jeg føler mig klar til de brølende tyvere og takker tierne for alt, de var og havde med! <3
G O D T  N Y T Å R, venner! Og god 1. januar. Hvis dagen i dag ikke behandler dig, som du gerne ville have, så gør den det nok næste år. Sådan er det nemlig med tid. Den kan føles ubarmhjertig, men den går altid af sig selv. <3