Jeg har en tid hos frisøren i morgen, hvor jeg atter skal have bleget garnet. Egentlig var det, der startede med lyse striber, og siden er blevet til en nærmest regulær afblegning, en flugt, men jeg er begyndt at holde af det tilflugtssted, om man vil.
Jeg har indtil de senere år altid haft langt, sundt, glat, mørkt hår. Det har været meget nemt at holde, jeg kan gå 4-5 dage uden at vaske det, uden at det bliver fedtet, og det knækker ikke. Og det er også lidt kedeligt … Måske har jeg bare ikke været kreativ nok, men jeg har igennem mit liv som brunette kedet mig flere gange. Jeg er ret god til at style det, så jeg har både kørt med krøller, dreadlock-inspireret styling, fletninger, bokser-braids, høj hestehale og så videre, men jeg har tit kedet mig lidt ved det hår. Fordi jeg har ret meget hår, som er ret tykt, ligger det altid bare fladt ind til siden, når det ikke er farvet.

Sådan her så jeg ud, umiddelbart før, jeg første gang blev blonderet, i maj 2015.

Jeg fik mine første grå hår i starten af 20’erne. Dengang var de lette at overse, så da generede de mig ikke. Men efter, at jeg havde født ungerne (og nej, da, der er stensikkert ingen sammenhæng …), så begyndte de altså at invitere venner, de små, grå røvhuller. Og pludselig havde jeg grå hår, så det kunne ses. Alt for tydeligt, efter min smag. Jeg husker engang, hvor jeg sad i frisørstolen og talte med min frisør om tilstanden i min hovedbund. Optimist, som jeg er, ytrede jeg, at det da altid var noget, at de kun lå i skilningen, omend det er et lidt træls sted, og uden at misse et beat svarede min frisør: “Åh, Gud, nej, du kan tro, du har mange alle andre steder på hovedet også!”. Godt, så.

Juni 2015

Og til sidst fik jeg lyse striber i. I starten var de blandet med mit mørke hår, som så var tonet, så det hele virkede mørkere, end det gør nu. Men siden sommeren sidste år, har jeg været ret glad for det helt blonde, mere platin-blege look. Måske er det en afskedssonate? Måske er det fordi, at jeg ved, det ikke kan vare for evigt. At jeg ikke kan vedblive med at løbe fra det, der unægteligt er mit hårs skæbne. Så nu går jeg ud med et brag!
Jeg har en tanke om, at når vi kommer hjem fra Los Angeles, vil jeg prøve at gå tilbage til mine rødder (pun intended) og få farvet mit hår tilbage til de farver, der i virkeligheden tilkommer det. Mest af nysgerrighed, faktisk. Min frisør siger, at hvis jeg vil, kan hun bruge en dag på at inddele mit hår i det, der er gråt og det, der stadig er brunt, og så farver hun det således, så længderne matcher bunden. På den måde vil jeg altså kunne gå fra blond til salt-og-peber i stedet for først (som jeg troede, kutymen var) at få hele baduljen farvet brunt og så bare vente på, at det grå ville gro ud.
Jon glæder sig, til den dag, hvor jeg vil acceptere min grå skæbne. Jeg ved ikke, om han siger det, fordi han ønsker, at jeg skal lande blødt den dag, jeg træffer beslutningen, eller om han mener det, men han siger, at når han leder efter mig i menneskemængder, kigger han stadig efter en brunette. Kognitivt er det endnu ikke gået op for ham, at jeg har været blond i godt fire år.

Men indtil videre ér jeg altså lyshåret. Fordi jeg kan lide det! Og mens, jeg er det, tager jeg de forholdsregler, som er nødvendige. Jeg vil nemlig meget gerne have, at mit garn fortsat synes sundt og fugtmættet, og det er unægteligt lidt svært med den behandling, jeg udsætter det for. Ikke blot farvemæssigt, men også fordi, jeg bruger varmestylere næsten dagligt.
Jeg har kendt til og brugt Aussies produkter i mange år, og siden, jeg begyndte at bruge dem igen i efteråret, har jeg ikke brugt andet. Især Aussies ‘3 Minute Miracle’-kur er lige netop dét – et bette mirakel.
Som mange vil vide, har skæbnen jo forkælet mig med en datter og hende med et hoved fyldt med smukke tanker og viltre krøller. Bertas hår er en historie for sig, og selvom vi andre synes, at det er smukt og charmerende, har hun altid været træt af sine krøller, fordi de gør ondt. Da ungerne sidste sommer blev passet i tre dage af deres bedsteforældre, var vi meget tæt på at måtte kronrage Berta efter hjemkomsten, da hun havde badet i bassinet i haven hver dag og ikke fået ordnet krøllerne om aftenen, så hele hendes hoved var indhyllet i dreadlocks. Ved hjælp af balsam, hårkur og lidt brug af saks, fik vi dog atter frisuren på gled.
Jeg bruger også ‘3 Minute Miracle’ til Bertas hår nu, sammen med Aussies balsam, og det virker bedre end noget, vi har prøvet tidligere. Efter et bad med hårkur kan hendes hår seriøst børstes igennem! For mig er der intet bedre bevis for succes i dén afdeling.
Jeg skifter lidt imellem de forskellige serier, fordi jeg synes, det er lidt forskelligt, om jeg helst vil have blødt, u-frizzy hår i den periode, eller om jeg vil passe på hårfarven.

Så ja, om en uge tager jeg til Californien som blondine! Og så må vi se, om jeg henover sommeren vender tilbage til livet som gråsprængt brunette. Men jeg bliver i hvert fald, som jeg altid har gjort, ved med at passe på mit garn. 🙂