Nu er der ikke engang en uge til. Ikke en uge til Los Angeles, til milkshakes på Sunset Boulevard, palmer, bakken med skiltet, til køer på motorvejen, “how you doin’” og LALA-Land i 2 måneder.

Men jeg ville lige give et besyv med herinde om, hvad jeg sådan går og glæder mig mest til, for mine behov behøver jo ikke partout matche min kones. Så here goes…

  1. Hverdagen. Jeg glæder mig til at bo et andet sted. Til at tandbørsten står på en ny hylde, havregrynene er i et andet skab. Til at det kommer ind under huden på os, at vi ikke bare er på ferie. Når man slapper helt af i sofaen, når ungerne sover. Den slags. Til rutinerne. Jeg kan ikke forklare det bedre, men det er eksotisk for mig.
  2. Undervisning/arbejde. Jeg glæder mig til at komme “i skole” igen. Jeg blev uddannet for snart 9 år siden og jeg har altid videreuddannet mig, altid tillært mig mere viden. Også inden jeg kom på skuespillerskolen tog jeg kurser og prøvede at blive klogere. Det kommer til at være en stor del af mit ophold derovre, og jeg ser frem til at få belyst mit fag lidt fra venstre, hvis man kan sige det sådan.
  3. Leisure time. Fritiden skal bruges på alt det, vi ikke kan få derhjemme. Der skal spises på diners, der skal køres i nationalparker, ungerne skal på Santa Monica Pier (igen), og jeg skal dykke. Sidst, vi var her dykkede jeg i kale forests syd for San Francisco og havde et ægte moment med en sæl nede på bunden i flere minutter. I’m going back in.
  4. Vejret. Men den giver sig selv. Januar og februar og den kedelige del af marts tilbragt et sted hvor solskinstimerne dominerer og mælken flyder som honning, for at citere Jim Carrey in Dum & Dummere. What’s not to like.
  5. Quality Time 1 – Jeg glæder mig til at se ungerne vokse og lære i det her nye miljø. Hvilket også var en af hovedårsagerne til at gøre det. Jeg glæder mig til at se dem gå til dans, svømning, eller whatever vi nu gør med dem. Se dem blive bedre til engelsk, se dem turde mere og mere et nyt sted, endda på et fremmedsprog. Bede dem bestille for os på en restaurant. That kind of shit.


  6. Quality Time 2 – til at have min mor så tæt på i så lang tid. Jeg har sgu ikke boet sammen med min mor i månedsvis siden 2000, hvor jeg kom hjem fra højskole. Der skal nok blive spillet UpWords og drukket et glas vin om aftenen. Og snakket om det, man ikke når på et visit med ungerne drønende omkring.
  7. Quality Time 3 – Date nights. At kunne tage sin viv ud at spise en gang om ugen burde være en menneskeret. Det er der naturlige grunde til at det ikke er, men for os, i de næste 61 dage, bliver det, fordi vi har min mor med til at se efter ungerne. Og det bliver fucking awesome.


  8. Gæster. Heldigvis har vores familie nogle vanvittige venner, der ser det som den mest naturlige idé at rejse halvvejs omkring jordkloden for at besøge os i West Hollywood. Det elsker jeg, og det bliver grundigt optur at vise dem rundt, give dem et shot Californ-I-A.
  9. Drifting. Det er måske i familien med punkt 1, men jeg ser frem til at tage en dag i starten, hvor min mor tager ungerne og MM skal skrive, og så bare vandre rundt i vores hood og gøre mig steder bekendt. Finde et træningscenter, finde en café, gå i en stor bue udenom den pornobiograf, der efter sigende ligger rundt om hjørnet. Alle de små glæder…
  10. Og så glæder jeg mig til at ryste bedrevidende på hovedet og forlade folk med et bebrejdende blik, hver gang nogen fx spørger: “You want to supersize that?”, “You want butter on your popcorn?”, “The large drink is only $1 more?” og “would you like to try our vegan special?”. Og så kigge over på min kone, tøve et øjeblik, og så nikke alligevel. You only live once.