På et planlægningsmæssigt niveau var det jo udgangspunktet, at vi skulle til Las Vegas, drikke os skidefulde, rive byen midt over og vinde en masse penge. Men virkeligheden er jo ikke altid helt som i fantastien. Mike og hans kæreste, som landede i Los Angeles søndag, var noget så helt og aldeles jetlagged. Jeg har haft nogle af de mest tossede byture i mit liv med den mand, men den her tirsdag i Las Vegas, var de altså ikke til meget. Så vi hyggede i stedet! Og tabte en masse penge, hehe. Og mig gør det altså ikke noget.

Jeg synes, det var en sjov måde at være i Las Vegas på. Anderledes! Jeg fik snavet en masse (med Jon, forstås), vi boede i en fin suite med den bredeste seng, jeg længe har sovet i. Desuden startede vi ud med at sidde ved et blackjack-bord hos en skidesød dealer, som forklarede os alle de regler, tips og statistikker, hun kendte. Så vi lagde sådan set ud med at vinde – meeeen huset vinder altid.

Jon og jeg afgør altid, inden vi går ind på et casino, hvor mange penge, vi er villige til at bruge på den oplevelse, det er, og så må vi ikke bruge mere end det. Jeg har kun en enkelt gang prøvet at gå fra sådan et sted med et reelt overskud, og det var, da vi i sommer var i Monte Carlo, hvor jeg vandt 3.000 kr.! Dagen efter tog vi på shoppetur, hvor jeg købte det, der nu er mine to yndlingskjoler fra Maje Paris.

Mit outfit er en gammel nederdel fra Gestuz, en badedragt fra Scotch and Soda købt på udsalg sidste år, et par øreringe fra Topshop og så mine nye stiletter fra Jimmy Choo.

Vores gæster gik denne aften i seng inden midnat. Jon og jeg holdt ud en time mere, og så var det det! Og i går kørte vi så hjem til Krapylerne og Farmor igen. Det var knap så begivenhedsrigt som sidste gang, jeg var i Las Vegas, men mega-hyggeligt! Og The Venetian er satme et syret sted! Alle billederne er taget INDENDØRS, og en gondol-tur kostede lige under 1.000 kr., i øvrigt. Shit, hvor er der mange penge, der skifter hænder i den by hver dag.

Mike har fødselsdag på fredag, og det fejrer vi i aften, torsdag. Jon skal nemlig på kursus lørdag formiddag, så han kan ikke risikere at være træt (han fylder altså 40 i år, venner …). Så derfor fyrer vi den af i aften! Vi skal spise på CATCH, som jeg har hørt fra alle kanter skulle være et fedt sted. Alle aftner, siden vi kom, er på nær Las Vegas-aftenen blevet brugt i sofaen foran fjernsynet. Det har egentlig ikke generet mig, for jeg har sgu været træt – først på grund af jetlag og siden, fordi vi står tidligt op hver dag og oplever ret meget i løbet af dagen. Men jeg glæder mig sgu til lidt ballade!