Så er vi kommet til Las Vegas!
Mike, vores højt-skattede nabo i Køge, er kommet til Los Angeles for at besøge os sammen med sin kæreste, og han har længe gerne villet til Vegas. Så i formiddags kyssede vi Krapylerne og Farmor goodbye, og fire timer senere var vi i Las Vegas.

Inklusive et stop på det notoriske Peggy Sue’s 50’s Diner. Fantastisk sted, middelmådig burger, vi jeg sige. Men imponerende nok lå det midt ude i ingenting, og alligevel måtte vi vente lidt på et bord, fordi det var så velbesøgt!
Vi har booket os ind i en suite på The Venetian, hvilket lyder latterligt dyrt, men det er det faktisk ikke. Vi har givet 1.350 kr., for at bo i to niveauer på 28. etage, og så kommer der lige en skat på 51 dollars oveni. Men jeg troede sgu, det var værre. Det siges, at vi kan drikke gratis, mens vi spiller, hvilket lyder ret farligt. Så det skal prøves! 😉

I aften har vi booket et bord på restauranten Tao, som ligger her på The Venetian, og det skulle blive ret klub-agtigt senere. Inden da har vi tænkt os at dresse up (disse sko skal klart på banen!), og så skal vi lige se kanalerne i underetagen først. Det lyder frækt, men for de, der ikke ved det, kan jeg forkynde, at The Venetian er et hotel i Las Vegas, som simpelthen har indrettet sig med kanaler og gondoler og hele baduljen. Der er sågar en kunstig himmel, der er enormt virkelighedstro. Jeg brugte mange måbende timer herinde, da jeg var her i 2018 for at filme ‘Bye Bye Baby‘.

Nu er det min tur til at komme i bad, så jeg efterlader jer med disse billeder af vores suite – som er sådan liiidt farmorinspireret. Men Jon er landet godt i sengen efter et vanvittigt elegant spring, så det skal nok blive godt! 😉