Det er mandag morgen i Los Angeles, og weekenden er for mit vedkommende gået med ret meget forskelligt godt, masser af vennebesøg og et gigantisk hold i ryggen.
Noget af det fede ved at være ude at rejse på den her måde, har vi allerede erfaret, er, at man får set folk, man ikke får set derhjemme. I nogle tilfælde måske endda folk, man aldrig ville have fundet på at se derhjemme, men alene det, at man befinder sig på den anden side af jorden på samme tid og taler et andet sprog end de andre, er nok. Og det er ret fedt! Vi har hængt ud med nogle virkeligt søde mennesker, vi nok aldrig ville have fundet på at lave aftaler med i Danmark.

Fredag fik vi besøg af en pige, Jon har spillet sammen med i Danmark, hendes kæreste og deres lille søn. Min svigermor lavede torskefad, vi satte to borde sammen i vores lille hus, og så var der middag! Intet får det til at føles mere som om, at man virkelig bor et sted, som at invitere gæster! SÅ freaking hyggeligt!
Lørdag var vi inviteret op til Sherman Oaks for at besøge en gut, Jon engang har spillet sammen med (ja, folk er jo altså skuespillere her i byen, hehe), som bor her det næste halve år sammen med sin kone og deres to børn. Deres ældste barn er 5 år, og ungerne var fuldkommen ekstatiske over at have en landsmand at lege med! Vi sad ude på terrassen ved poolen og spiste kirsebær og vandmelon under citron- og appelsintræerne, og det føltes så eksotisk og hjemligt på samme tid!

I går eftermiddags ankom vores nabo, Mike, og hans kæreste her til Los Angeles, og selvom klokken må have været omkring 4 om natten i deres hoveder, fandt de heldigvis lige tid til at lægge vejen forbi vores hus i West Hollywood. Igen så hyggeligt! De er her i en uge, og i morgen skal vi fire voksne på udflugt, mens Farmor har ansvaret for Krapylerne. I eftermiddag (det er jo i skrivende stund morgen her) har vi planer om enten at mødes på deres hotel og plaske lidt i poolen, eller også vil vi vise dem The Grove og Farmers Market. Det er blevet mit, ungernes og farmors yndlingssted allerede. Midt i The Grove, som er en form for super-duper-luksus udendørs indkøbscenter, er der en lille græsplæne med de smukkeste træer, jeg længe har set. Her kan man gratis låne et tæppe, så man kan ligge og sole sig, spise madpakker, eller hvad man nu har lyst til, og ungerne elsker at lege dér. Der er også et flot, dansende springvand og nogle store fisk, man kan kigge på. Så det gør vi ret tit. Og det sker heller ikke sjældent, at vi runder Farmers Market og får en taco, en is eller en donut.

Lørdag morgen vågnede jeg i øvrigt op med et gigantisk hold i ryggen, lige mellem skuldrene og op i nakken. Hver gang, jeg trak vejret, gjorde det ondt, og det lettede først, da Jon masserede mig i en halv time om aftenen. Næste morgen var det lidt bedre, men ikke vanvittigt. Jeg fik lidt mere massage, og så tog jeg et langt, varmt karbad for at prøve at få musklerne til at slappe lidt af, hvilket hjalp en smule. Me  det var først, da jeg en time senere sad på passagersædet på motorvejen, ungerne sad bagi og min svigermor kørte, at miraklet indtraf. Pludselig sænkedes hastigheden betragteligt i vejbanen foran os, og Farmor stod på bremsen. Den er måske en kende mere effektiv i den BMW, vi har lejet, end i de biler, vi kører rundt i derhjemme, så bilen stoppede. Brat. Det gav et ryg i min krop, og pludselig kunne jeg dreje hovedet igen! Hvad GIVER De mig, mine damer og herrer!? Verdens billigste kiropraktor! (Hvis man bortset fra, at den bil er relativt dyr i leje …)

Her til morgen skulle jeg jo egentlig være på vej op til Universal Studios for at se optagelserne til The Voice, hvor blandt andre Nick Jonas og John Legend er værter. Jeg havde overtalt den skidesøde skuespillerhustru fra Sherman Oaks til at tage med, men her til morgen gik det op for os, at dagsprogrammet betyder, at vi er skemalagt til at skulle stå i kø i lidt over to timer, og så tager optagelserne desuden tre-en-halv time. Hvilket er sindssygt længe for både det ene og det andet, og det ville desuden betyde, at vi først er færdige kl. 15 i eftermiddag. Og i dag er Jons første fridag, siden vi kom, så jeg har sgu mere lyst til at hænge ud med ham og ungerne, og så vil vi jo også gerne se noget til Mike og co. Så desværre må John Legend vente med at have fornøjelsen til at møde mig til en anden gang. (Jeg tror, han klarer sig!). 😉

Nu vil jeg klappe computeren sammen og gå ud og hjælpe Jon med at komme frem til det kompromis sammen med ungerne, som jeg kan høre, de har det lidt stramt med her til morgen. Det handler om noget med modellervoks, og hvorvidt det skal stables på den ene eller den anden måde. Well … 😉

Jeg har ikke fået taget nogen billeder i den her weekend, desværre, fordi min nakke og ryg ikke har efterladt overskud til så meget andet end at være der, hvor jeg var, så I må desværre spises af med nogle gengangere i dag. Men solen skinner i LA, og vi har masser af ukonkrete planer, så jeg vender stærkt tilbage!