Så fik vi fejret ungerne for tredje dag i træk. I hvert fald ifølge deres tidsregning, for lørdag gav jeg dem en tyggegummi-dispencer, som ligner dem, de aldrig må prøve i supermarkedet, bare i miniformat (som jeg havde fundet i ROSS for 8 dollars). De elsker den og har haft den med på samtlige udflugter siden. Så lørdag tæller med, søndag var jo deres officielle føler, og i dag var vi i Universal Studios. And guuuuuy, lemme tell yoooou!

Harry Potter-universet er for vildt! Nu ér jeg jo ikke den Lei Lange, der er mest inde i det, da det er Jon, der har læst indtil videre de første tre bøger for ungerne. Men jeg har lyttet med, og vi har set den første film sammen, og så har jeg set de fleste af de øvrige for længe siden. Men selv jeg var blæst omkuld! Omend det var vand i sammenligning med Krapylerne. Jeg tror, vi tilbragte sammenlagt fire timer i bare dét hjørne af parken alene, og vi kunne godt have brugt mere. Faktisk er der kun to egentlige forlystelser, hvoraf den ene er en rutchebane, som Farmor, Berta og jeg prøvede (Hugo vil hellere have smæk ved en våd Søndags-berlinger end op i en rutchebane), og den anden var en indendørs forlystelse, hvor man skulle sidde fastspændt i en vogn, mens den så ville blive transporteret rundt derinde. Berta var 2 centimeter for lille, hvilket ærgrede os alle sammen. … Lige indtil, at Jon og jeg prøvede den, mens Farmor hang med ungerne. Det er den mest uhyggelige forlystelse, jeg nogensinde har prøvet! De bruger en masse skærme og virtuelle effekts, men derud over er alle spøgelser og monstre repræsenteret, og så gynger og sejler man rundt konstant! Jeg ville gøre det igen i morgen, men sheisse, hvor havde jeg kvalme bagefter. Og jeg er sgu bange for, at ungerne ville have stillet træskoene af skræk, hvis vi havde taget dem med.
Så Harry Potter-universet er sådan set ikke primært forlystelserne. Det er en helt lille by, Hogsmead, som er bygget op med små huse, butikker, restauranter, gader, toiletter (hvor man kan høre Hulkende Hulda, mens man tisser), og så kan man for den nette sum ag 55 dollars købe en tryllestav, som rent faktisk virker.
Rundt omkring i den lille by er der lavet steder, hvor man skal stille sig og gøre en bestemt bevægelse med staven, som fremgår af et lille skilt, og gør man det helt korrekt, sker der et eller andet. En dør låses op, en blomst springer ud, den svævende pen stopper med at skrive og så videre. Det var totalt genialt.

Hvad der i øvrigt overraskede mig meget var, at det primært var granvoksne mennesker, der besøgte Harry Potter-universet. Jon og Krapylerne stod i kø i 40 minutter sammen med lutter voksne for at komme ind og købe en tryllestav. Jep, de historier sætter sig sgu fast i folk. Jeg har aldrig hørt dem oplæst, før Jon gik i gang for ungerne, kun set filmene. Måske er det derfor, at jeg er knap så bidt som resten af familien. Men i dag lagde ærligt talt til fascinationen.

Generelt for Universal Studios var, at der var færre egentlige forlystelser, end jeg havde regnet med, men til gengæld var der simpelthen så rart at være. Der er så smukt og fint overalt. Alle steder, man færdes, er indrettet som små kulisser. Veje i Italien eller New York med blomster og udsmykning overalt.

Vi tog en tur med den bus, der kører rundt i de rigtige filmkulisser – og det skulle desværre vise sig at være en gigantisk brøler. Vi voksne elskede det! Men der var tre steder, hvor bussen kørte ind i en bygning, blev fæstnet, og så udspillede der sig en form for 7D-film omkring os. Først var temaet Jurassic Park, hvilket betød, at kæmpestore dinosaurer i 3D tonede frem hele vejen rundt om os, og de begyndte siden hen at sparke og skubbe til bussen, der gled gennem rummet. Begge børn var rædselsslagne, men særligt Hugo kunne slet ikke holde til det. Han gik ganske enkelt i panik. Han har en fantasi, der er bedre end nogen anden, jeg nogensinde har mødt, hvilket ofte er en fordel – men ikke altid.
Et kvarter senere kom vi til en anden lokation, hvor vi skulle opleve en metro bryde sammen. Der var vand og gnister omkring os, og hvis det ikke havde været for dino-oplevelsen, havde han måske kunnet kapere det, men Hugo var simpelthen så bange. Efter den anden oplevelse lovede jeg ham, at der ikke kom flere, og det til trods blev han ved med at græde. Da vi yderligere et kvarter senere kom til endnu et sted, hvor vi skulle ind og have en multi-oplevelse, hev jeg i nødbremsen og forlangte resolut, at vi blev sat af. Vi var den forreste af fire busser fulde af turister, der ventede i kø på at komme ind, og jeg er normalt enormt behagesyg overfor fremmede, når det kommer til mine unger. Jeg tysser på dem for et godt ord og vil aldrig have, at det skal komme andre til gene, at jeg har taget mit yngel med, men denne gang var jeg overhovedet ikke til at hverken hugge eller stikke i. Guiden svarede, at vi ikke kunne komme ud, før vi atter var tilbage ved begyndelsesstedet, og jeg svarede, at selvfølgelig kunne vi det. Der var no way in hell, at jeg ville tage Hugo med igennem endnu en omgang.
Derfor ringede guiden så slutteligt til en lille bil, som kom og hentede os alle fem og tog os med retur. Lige inden, vi steg ud, undskyldte jeg overfor de øvrige passagerer i bussen, da en ældre kvinde vendte sig, så empatisk på mig og sagde “Don’t worry, honey! You need to take care of your baby!” <3

Efter det var Hugo på ingen måde klar på flere forlystelser, så i stedet spiste vi en is og nogle chokoladekiks og brugte lige tyve minutter på at slå plat eller krone i solskinnet, mens Jon og Berta prøvede en forlystelse med Kungfu Panda. En anden ting, der er generelt for Universal Studios er, at mange af de forlystelser, der er, er bygget op omkring skærme. Det giver jo egentlig god mening, da det er en filmby. Stort set det hele er de her multi-oplevelser med skærme, lyde, lys, bevægelser, vand, luft og deslige. Og det er bedre udført, end noget, jeg nogensinde har set før.

Vi var i parken fra de åbnede kl. 10, til de lukkede kl. 18, og vi kunne nok godt have brugt mere tid. Men samtidig nåede vi omkrig det hele og fik prøvet de ting, vi gerne ville, uden at vi på nogen måde havde for travlt. Men jeg vil klart anbefale at komme fra morgenstunden.
Desuden havde vi Express-pass. De er dyre, men hold nu kælderdøren lukket, hvor var det fuldkommen genialt at kunne gå lige forbi hele køen og direkte ind i forlystelsen! De er ikke personlige, så man behøver faktisk ikke én til hver gæst. En familie som vores, hvor ungerne næsten aldrig vil prøve det samme, så det tit bare er en voksen og et barn, ville i princippet kunne nøjes med to. Vi havde fire, og så skiftedes vi til at sidde over, når det var nødvendigt, og det blev det faktisk ikke. De fleste steder var vi kun inde to personer ad gangen. Det Express-pass, vi havde købt, gav ret til at skippe køen én gang hver ved hver forlystelse. De kan også købes, så man altid kan springe over, men det er selvfølgelig dyrere.

Et andet tip er også at tage madpakker med. Jeg havde smurt bagels hjemmefra til Jon og mig og havde så desuden et ton af snacks, frugt og grøntsager med til Krapylerne. De og Farmor betakkede sig for en sandwich, og da vi skulle købe frokost til dem, kostede en hotdog næsten 100 kr. To hotdogs kostede præcis 192 kr. For pølse og brød, intet fancy. Så da ville jeg alligevel have foretrukket, at også de havde haft en bager at gnave i. Og der er en masse superfine steder, hvor man kan nyde sin picnic.

KLART, jeg vil anbefale Universal! Jeg har ikke prøvet Disneyland, men jeg har kun hørt, at der er kæmpestort, proppet med folk og uoverskueligt. Universal var ingen af delene. Der var god plads mellem folk, undtagen i køerne (hvilket så kan hjælpes på vej af Express-pass, hvis man ynder), der var overskud, alt personale, vi talte med, var så søde, glade og imødekommende (sådan er amerikanerne egentlig alle steder – med undtagelse af når de sidder inde i en bil!), og der var bare virkelig rart at være. Ungernes tryllestave virker jo ikke udenfor parken, så vi har lovet, at vi nok skal prøve at komme tilbage igen om nogle år. 🙂