Jeg har siden afgang fra Danmark glædet mig til, at Jon og jeg skulle fejre Valentine’s Day i USA! Kærlighedsdagens hjemland! Det er ellers ikke noget, vi har gjort os sådan pokkers meget i derhjemme, men i år vidste vi jo, at vi ville have pasning til ungerne på aftenen, så vi har lagt op til fuld smadder!

… Hvilket så står i skærende kontrast til vores organisatoriske evner lige i den her sammenhæng. Jeg havde jo slet ikke tænkt på, at det nok ville have været en overordentligt god idé at bestille bord i overordentligt god tid. Jeg havde i tankerne set for mig, at jeg skulle iklæde mig én af mine splinternye (og meget, meget stramme) kjoler og et par af de ligeså nye, tårnhøje stiletter, og så skulle Jon og jeg sidde der overfor hinanden ved et bord med dug og levende lys. Et fancy sted, I ved.
Men sådan skulle det ikke være, da vi endelig kom i tanke om at lave en reservation i søndags. Eller forsøge på det. Alle de fancy steder var booket, med mindre man har lyst til at spise aftensmad efter kl. 22. Og så længe kan ingen af os holde os vågne på tom mave, så det duer ikke. Derfor besluttede vi os for at tage ud at spise på en taco-joint, vi længe gerne har villet afprøve, og så kunne vi jo finde en bar og købe nogle sjusser bagefter.

Men SÅ var det, at jeg opdagede GroupOn! USAs svar på Downtown.dk. (Eller det er nok snarere omvendt!) Og så gik jeg bonanza! Jon er til kursus her til aften (han knokler, den mand, det er så sejt!), så jeg har arrangeret det hele, og nu bliver det en overraskelse. Han ved, at jeg har fundet på noget, men ikke hvad! Og det kan altså blive lidt knald eller fald, tror jeg! (Pun intended, hehe..)

Første punkt på dagsordnen er ret meget et homerun, tror jeg! Til en yderst favorabel pris fandt jeg billetter til visningen af klassikeren ‘Casablanca’ på en rooftop-biograf ikke langt fra, hvor vi bor. Der kan man købe både popcorn, drinks og veganske burgere, som kan nydes, mens man ser filmen fra en havestol på toppen af Los Angeles! Vejret skulle blive fino, men jeg håber nu alligevel, at de har tænkt i tæpper til benene. (Ellers må jeg muligvis have et par mamelukker med i tasken).
Jeg har aldrig set Casablanca, og Jon har i årevis omtalt netop det faktum som en fejl i min opvækst, så det her kunne nok ikke være ret mere spot on, og jeg glæder mig sådan!


Det er næste punkt på agendaen, jeg er lidt mere spændt på.
Lige efter, at rulleteksterne er begyndt at løbe henover storskærmen, skal vi nemlig spæne ned i en Uber og køre de 4 minutter hen til en freaking PUB CRAWL, jeg har bestilt billetter til! Yessirs! Vi skal sammen med en flok komplet fremmede mennesker og to guider, som stensikkert er markant yngre end os, besøge fire barer og to diskoteker, og vi får shots, drinks og rabat på drikkevarer alle stederne. Vi har slet ikke været nok i byen, siden vi kom hertil, og dét får vi altså løsnet op for på fredag! Jeg forventer, at det bliver ren UngRejs, og jeg tror, det bliver helt vildt grineren! (Måske jeg dog også skulle genoverveje den med stiletterne…)

Så hvis alt går efter planen, kommer vores Valentine’s Date til at starte romantisk og slutte skidesjovt! Og samlet set har jeg ikke brugt mere end et par hundrede kroner, fordi det hele var på udsalg på GroupOn.com. (Og nej, ingen reklame. Så ville det jo for det første have stået øverst i indlægget, og for det andet kan I ikke bruge GroupOn til en disse i DK. ;-). Om det skal vise sig at være en bommert at falde for den slags slagtilbud, må tiden vise.

Har I planer for dagen på fredag? Eller synes I, at Valentine’s Day er noget kommercialiseret hejs, som er opfundet af butikkerne med henblik på fortjeneste? (Det er det jo givetvis, men derfor kan man jo godt hygge sig). 😉