Det er lørdag aften i Hollywood, og jeg har lige set Netflix-dokumentaren (efter anbefaling fra Miriams Blok) ‘Abducted in Plan Sight’ med min svigermor i sofaen og er nu på vej i seng ved siden af ungerne. Jon er til fest i anledning af Oscar-uddelingen i morgen. I den forbindelse har der nemlig været et nordisk seminar de seneste par dage, som han har deltaget i, og i aften drikker de sjusser iført pænt tøj i Downtown LA. Og jeg er ikke inviteret. Og jeg har endda mere pænt tøj end nogensinde før. Hrmphf! 😉

Indtil nu, i de snart 4 uger, vi har været i LA, har jeg slet ikke kunnet overskue at tage i byen (hvilket står i  relativt skrigende kontrast til den shopping, jeg har foretaget mig) og har bare gerne villet slappe af i sofaen om aftenen efter dejlige, lange dage, der har været fulde af fantastiske, nye indtryk.
Men det ændrede sig brat for et par timer siden, da Jon skulle ud af døren, mens jeg sad der i sofaen i min buksedragt. Så var jeg pludselig totalt game og har nu mega-meget lyst til at tage på natklub og drikke sjusser. Og det plejer totalt at være mig, der gør den slags, mens Jon bliver hjemme. Men i dag er det så anderledes. Heldigvis sender han mig løbende billeder, så jeg ikke går glip af det hele, og i næste uge er det jo Valentine’s Day, så da skal vi ud og lave lidt ballade! Og vi har fem uger tilbage til at indhente det forsømte, så ingen køer på nogen som helst is!

Måske jeg skal hoppe i de her sko fra Gianvito Rossi, som jeg købte med 80% rabat på det her på domænet efterhånden meget omtalte lukkeudsalg hos Barney’s i Hollywood. (Jeg lover, det stopper nu. Jeg har ikke flere shoppepenge tilbage!). Jeg synes, de er så cool, og jeg tænker faktisk især at bruge dem til bukser fremfor kjoler. Læderbuks, måske? Jeg skal dog liiige hitte ud af, om jeg kan gå i dem. Der var ikke sådan ligefrem tid til at bruge langt tid på at beslutte sig i Barney’s, hvor særligt russiske kvinder virkelig var ude med riverne, så jeg slog til, fordi jeg synes, de er så fine!
Jeg har dog stadig forståelse for, hvis de ikke er for alle. De er jo lidt specielle. But I love them! <3

Godnat fra West Hollywood. Klokken er 22.14, og jeg vil nødigt indrømme det, men jeg er faktisk lidt træt. I et anfald af Oscar-fest-FOMO slugte jeg en anseelig andel af slikskabet (Jep, sådan et har vi etableret) til den der dokumentar, og det ligger ret tungt i vommen på mig. Så nu vil jeg sove. I morgen får vi gæster, der kommer for at se Oscar-uddelingen i fjerneren sammen med os. Knasme hyggeligt!