Det bedste, jeg har spist, var …
Det må faktisk være de lobster rolls, jeg spiste i dag, søndag, på Mike og hans kærestes hotel, da vi sagde farvel til dem, inden de mandag rejser retur til Dannevang. Shit, det var lækkert! Og de kom med trøffelfritter. Jeg kan ikke lide trøfler i Danmark, men det kan jeg så åbenbart godt i LA. The weirdness!

Det dejligste/fineste/sjoveste/fedeste sted, jeg har besøgt, var …
Hermosa Beach! Måske også fordi, det var sådan en overraskelse. Jeg havde glædet mig meget mere til at gense Venice Beach, men området omkring Hermosa var, som jeg skrev her, såååå vanvittigt hyggeligt! Desuden var restauranten CATCH virkelig også cool! Så fedt indrettet! Jeg drak mig ret hurtigt vissen, så jeg har desværre ikke mange billeder, men man kan se lidt af menuen på min instagram under højdepunktet ‘LA’.

Det bedste billede, jeg har taget, må være …
Det her fra Las Vegas. Jeg elsker det! <3 Vi sidder indendørs lige ned til kanalen, hvor man kan sejle i gondoler for lige omkring 1.000 kr. for 10-15 minutter. Det er for grineren!

Og så er jeg altså også ret glad for det her lyserøde et!

Den største nedtur var, da …
Vi tabte alle vores penge i Las Vegas! Heldigvis havde vi lagt budget inden, så vi tabte ikke mere, end vi “måtte”, men nu vandt jeg jo 3.000 kr. i Monte Carlo i sommer, så jeg havde nok regnet med lidt medvind!

Den bedste oplevelse, var, da …
Det er skidesvært at vælge et enkelt. Køreturen langs stranden fra Hermosa Beach til Venice beach var bjergtagende fantastisk. Køreturen fra Los Angeles til Las Vegas i en drop-top var sjov, anderledes og smuk, de eftermiddage, vi har brugt ved poolen på vores venners hotel, mens ungerne har øvet sig i at svømme i poolen, har også været fedt. Jeg kan ikke rigtigt vælge. Men SKAL jeg, bliver det nok Hermosa.

Det mest LA-agtige, jeg har oplevet, var …
Det må simpelthen være, da jeg i fredags sad og så børnene være til “Tot Bootcamp”, som de går til hver fredag. Lidt efter, at de var gået i gang, kom en mor på min alder med sin 5-årige søn. Han gad ikke være med, og hun var tydeligvis træt af at diskutere med ham. Han orkede ikke, men hun sagde, at det skulle han. De gik og kom tilbage tre gange, og det endte med, at hun overtalte ham ved at true med at fratage hans Nintendo-rettigheder for weekenden. Bagefter satte hun sig ned ved siden af mig og gav mig et træt smil. Jeg ville gerne være solidarisk og vise hende, at jeg sgu da godt er klar over, at alle forældre har nogle ture med deres børn, og hun lignede en, der trængte til lidt opbakning, så jeg sagde, at jeg godt kender de ture, man kan tage med sine unger, og så sagde jeg, at jeg syntes, det var imponerende, at hun kunne holde sin stemmeføring så rolig igennem det hele.
“Well, that’s only ‘cause I’m eating these marijuana-winegums”, svarede hun, hev en pose op af tasken og kastede yderligere fire bamser i munden. That’s sooo LA!
Det er overalt her! Alle steder kan man købe slik, piller, dråber og Gud ved, hvad ellers, indeholdende CBD og marijuana! En reklame, der ikke var blevet pillet ned, som vi kørte forbi forleden, sagde “Christmas is coming! … And so is your family…. Get pur CBD here!”

I næste uge vil jeg …
Jeg skal have arbejdet noget mere, end jeg fik gjort i denne uge. Fordi Farmor passede ungerne fra tirsdag til onsdag, mens vi var i Los Angeles, havde jeg dem resten af ugen, så jeg har kun nået at skrive indlæg om aftenen. Jeg er håbløst bagud med mails og mine andre, små projekter, så det glæder jeg mig til at komme ovenpå med. Og så skal jeg prøve den cykel, jeg købte for 10 dage siden, men som jeg er den eneste voksne i husholdningen, der endnu ikke har kørt på! Jeg glæder mig til at cruise rundt og se lidt mere af West Hollywood! Jeg ved godt, folk siger, at det er umuligt at cykle i LA, men det er ganske enkelt helt forkert. Heldigvis! 🙂

Jeg glæder mig til at …
Jon og jeg har både en frokost-date og en aften-date i kalenderen, og det ser jeg knage frem til! Og så glæder jeg  mig til at spise en masse flere donuts med ungerne, få arbejdet lidt mere og måske set en film i biffen med min svigermor en aften. Mest af alt glæder jeg mig til lidt mere af det der hverdags-liv, vi også er her for at opleve. det har vi forladt lidt i denne uge, fordi vi havde gæster, og det har været helt efter bogen. Men det glæder jeg mig til at få igen! 🙂

Hos jer er det mandag, mens jeg skriver det her (syret!), og jeg håber, den vil behandle jer godt!
MØS, fra MM. <3