Det bedste, jeg har spist, var …
Jon og jeg leder stadig ivrigt efter den bedste taco i Los Angeles. Eller i hvert fald i West Hollywood, og vi har stadig til gode at finde det bedste sted. Der ligger dog et sted på Melrose Avenue, der hedder Zinqué, som særligt jeg er blevet rigtigt glad for, og der sidder jeg tit og arbejder. Det er ikke et mexi-sted, men de har en seriøøøst god prawn-taco!

Det dejligste/fineste/sjoveste/fedeste sted, jeg har besøgt, var …
Udsalget i Barney’s New York i Beverly Hills! Seriøst, 90% rabat på alt tøj og 80% på alle sko. Jeg gik derfra med flere fine kjoler, blandt andre den her Zac Posen, og så scorede jeg også de her sko fra Gianvito Rossi. Desuden har jeg ikke været i Beverly Hills før. Solen skinnede, og palmerne virkede på en eller anden måde mere polerede og pæne dér. Der må vi altså hen på en date en aften! I det nye tøj! (Ingen kan jo se, de er købt på discount!) 😉

Det bedste billede, jeg har taget, er …
Det er lidt kikset, at jeg har det her punkt med, for det viser sig, at mange af mine bedste billeder selvfølgelig er af Krapylerne. De sover i samme seng herovre, og tit, når vi skal i seng om aftenen, nogle timer efter dem, ligger de i ske og putter, og så er det ikke altid, jeg kan nære mig med linsen. <3


Den største nedtur var, da …
Min cykel i mandags blev stjålet. Anden cykel på bare tre uger, det er satme surt! Det eneste gode er, at jeg virkelig får noget motion, da jeg nu går alle vegne, når jeg skal ud og arbejde.

Den bedste oplevelse, var, da …
I onsdags havde vi børne-bestemmerdag. Onsdag er den eneste dag, hvor Jon har helt fri, og vi kørte op til Bel-Air, hvor jeg havde fundet et legeland. På parkeringspladsen foran var der en foodtruck med det lækreste, fedtede mad, hvor vi købte burgere og tacos, som vi spiste på terrassen, der hørte til legelandet, hvor der var den mest vidunderlige udsigt! Jeg er vild med de billige leverpostejmadder i Dino’s Legeland i Ishøj, men det her var sgu svært at matche!

Det mest LA-agtige, jeg har oplevet, var …
I aftes (det er stadig søndag her) havde vi besøg af fellow-danskere Mehdi og Kimmie, som jeg ikke kendte, før vi kom hertil. Jon og Mehdi kender hinanden en smule, og så ville skæbnen, at vi skulle med samme fly til LA tilbage i januar. Og nogle gange er det nok, når man er langt hjemmefra. Mehdi, som også er i filmbranchen, og han og Jon har så hængt ud til Nordic Oscar Weekend de seneste dage, som er et nordisk seminar, der er løbet af stablen i anledning af, well, Oscar-uddelingen de seneste dage, og i dag kom de hjem til os. Vi spiste middag foran fjernsynet og så hele showet! Mega-hyggeligt! I de snart 9 år, jeg har kendt Jon, er han altid stået op om natten for at se prisuddelingen, så at sidde her i Hollywood og se det i real time, mens vi kunne høre nyheds-helikopterne flyve rundt udenfor vores vinduer, var fandme amerikansk!

I næste uge vil jeg …
Jeg vil i den kommende uge virkelig gøre mig umage for ikke at shoppe mere! Jeg har sparet op af mine lommepenge siden august til at kunne shoppe herovre, og det har jeg i sandhed også gjort, og nu er der ikke rigtigt flere shoppepenge tilbage. Og, let’s be honest, jeg behøver virkelig ikke flere stiletter eller fine kjoler. Så det er planen at stoppe på toppen!

Jeg glæder mig til at …
At skulle på Valentine’s-date med Jon! Vi mangler stadig at booke et bord, og vi er simpelthen allerede for sent ude, for de fleste steder er næsten fuldt bookede og har først plads ved 22-tiden, og det bliver sgu for sent. Men vi skal nok finde et sted, og jeg ved liiige præcis, hvilken kjole jeg skal have på! 😉