Krapylerne har haft fødselsdag, den er kommet og gået, nu er det atter mørkt i West Hollywood, de ligger i deres senge, Jon og jeg er smadrede og skal til at se A Time To Kill.
Det har været en dejlig fødselsdag, selvom den ikke helt forløb efter planen. Det sted, vi troede, vi kunne komme ind til poolen til en pris af 10 dollars per snude, ville have os til at betale 25, og det gjorde, at vi lige genovervejede. Der var nemlig kun 16-18 grader det meste af dagen i dag, samt en lille vind, så selvom poolen var opvarmet, virkede det lidt stramt. Jeg havde det dog endnu mere stramt over tanken om at skulle foreslå for ungerne, at de alligevel ikke skulle bade. På deres Geburts.
Det skulle dog vise sig at være skønne, spildte tårer, for de havde øjnet en legeplads på vej derhen, som de jævnt gerne ville besøge. Så der tog vi hen og lavede picnic.
Resten af dagen har vi legeplads-crawlet og spist donuts og festlige kæmpe-is (tjek eventuelt min story), inden vi tog hjem til Farmor, der havde forberedt den fineste skattejagt på rim, og så spiste vi burgers på Astro Burgers. Dejlig, chillet fødselsdag, som efterlader fin plads til, at vi i morgen, mandag, skal i Universal Studios og opleve Harry Potter-universet. Jeg har svært ved at komme i tanke om noget, ungerne nogensinde har glædet sig mere til, og det gør vi sgu også!

Især i løbet af formiddagen i dag har jeg følt mig ganske grådkvalt. Hugo og Berta blev født om formiddagen, og selvom jeg godt ved, at det ikke helt stemmer overens med tidsforskellen, kunne jeg ikke lade være med at tænke tilbage på, hvor vi alle sammen var henne for 6 år siden.
Jeg ved, at mange forældre bliver rørstrømske på deres børns fødselsdage, fordi de føler, at tiden går for hurtigt. Jeg kan godt forstå det i forhold til, at jeg sjældent har set noget udvikle sig så dramatisk på seks år som mennesker -især helt i starten. Fra at være en drøm, et ønske, en lille bønne. Til at være for vores vedkommende ikke bare én men to små talende, tænkende mennesker, der er godt på vej til at skulle starte i skole. Det er VILDT og svært helt at krænge hjernen udover, at så meget så stort kan ske på så kort tid.

Men jeg har aldrig været en #stoptiden-kinda lady. Jeg synes egentlig, at pengene passer. Det giver mega-god mening, at mine unger bliver 6 år lige præcis i dag, og jeg har ikke lyst til at skrue tiden så meget som en uge tilbage. Tiden har altid noget nyt og spændende med sig (sorry, hvis jeg lyder som en kliché), og jeg kan meget bedre lide at være forælder nu, end jeg kunne, da de var babyer. Ikke at jeg ikke nød det, men jeg er mere en børnemor end en babymor, tror jeg. Hvilket jo er heldigt, når de nu er børn så meget længere, end de er babyer. 🙂

Jeg har også følt mig så sindssygt heldig i dag. At ungerne er 6 år, at de (7-9-13) sunde, raske og glade, og det er fandme ikke alle, der er så heldige at kunne sige det om deres børn. Det ved jeg, og derfor værdsætter jeg det hver eneste freaking dag – og særligt på mærkedage. At de er det, og at vi er det. Og Jon og jeg er det samme. Halleluja! Det er dét, der giver mig tårer i øjnene i dag, ikke det faktum, at tiden går. Nærmere tvært imod. Jeg vil så gerne se, nå, opleve, mærke og leve så meget, jeg overhovedet kan nå, inden de slukker lyset, så de dage, måneder og år, der går, hvor jeg er så heldig at kunne se tilbage på gode tider, glade børn og en happy Langemand, da er jeg satme GLAD! Og i dag er sådan en dag. Med tårer og grus i øjnene.

Nu vil jeg se film med min mand og svigermor og gå tidligt i seng, så jeg kan være fresh til i morgen.
Tusind tak for de søde hilsner til ungerne på Insta. I er fandme flinke! <3