I dag var der en, der følger med på min Instagram, som var så tjenstvillig at berette for mig, at der findes en hunde-café i Los Angeles. Der gik ikke meget mere end 20 minutter, efter at den besked var tikket ind, før jeg overtalte Jon til at sætte foden på speederen og køre i selvsamme retning.

Det var en blandet oplevelse, vil jeg sige. Hundecaféen var et rum, hvor hundene opholdt sig. De er alle sammen hentet fra shelters i Los Angeles og kunne alle sammen adopteres. Hundene sov et andet sted, og men det her rum var altså her, de opholdt sig det meste af tiden. Og vi kunne så købes os til at klø dem bag ørene i en time for 15 dollars per snude. Eller, altså, næse. 😉

Jon var knap så begejstret, så han brugte tiden på at købe ind, mens Krapylerne og jeg dikkedikkede. Jeg vil gætte på, at der har været omkrig 15 hunde, og de var alle sammen meget mere velvillige og glade for kontakt, end jeg havde regnet med. Enkelte hunde var ikke glade for at nusse, så de havde deres egne bure, hvor de kunne søge tilflugt. Et par stykker var ikke gode til børn, så de sad også i en indhegning, mens vi var der, og så kunne voksne hoppe over hegnet og hygge med dem.

Men der lugtede altså. Af hund og hundelort. Der var hele tiden en hund, der sked eller tissede, hvilket selvfølgelig blev tørret op, men det stank sgu. Lugten fortonede sig dog hurtigt, hvilket den slags jo gør, og så kunne vi først mærke den igen, da vi kom hjem, og den sad i tøjet. Og så var der selvsagt lidt nusset i hjørnerne, for at sige det mildt, da vi jo befandt os midt i 15-20 hundes dagligstue.

Da jeg havde vænnet mig til forholdene, dykkede jeg med hovedet først ned i hundehimlen! Der var hunde i alle størrelser, dog primært små. De fleste var gadekryds. Der var to hvalpe. Den ene var en lillebitte chihuahua, mens den anden var en kæmpestor blodhund. Blodhunden, som hed Hank, var dog på ingen måde sin størrelse bevidst. Han troede øjensynligt, at han var på størrelse med alle sine hunde-homies, så når de hoppede op på skødet, gjorde han det samme. Han var så bare på størrelse med en bette hest, og han savlede som en sindssyg!

Hunden, jeg har i favnen (er det ikke lidt sødt, hvordan vi kigger hver vores vej?) er den ene hvalp ved navn Spock, mens Hank, blodhundehvalpen, lige kan ses i baggrunden.

Hugo var tidligere i sit liv ret bange for hunde, hvilket han stoppede med, efter at han lærte Jons mosters hund, Frida, at kende. Og hvis der var nogen som helst nervøsitet tilbage i ham, er den forsvundet efter den time, vi i dag tilbragte sammen med en flok amerikanske gadekryds. Ungerne var ikke til at hale ud derfra, og nu glæder jeg mig endnu mere til den dag, hvor vi skal have hund … <3