I dag er det 9 år siden, at jeg tog til Berlin for at interviewe Medina. Jeg arbejdede som digitalredaktør på ELLE og kendte Medinas manager, Thomas Børresen, som jeg så sjovt nok deler gang, køkken og toilet med i kontorfællesskabet på Værnedamsvej nu. Medina og jeg kendte hinanden lidt fra “gamle dage”, hvor vi gik i byen med de samme mennesker, og da hun havde en koncert i Berlin og netop havde været på forsiden af ELLE, fik jeg lavet en aftale med dem om, at jeg fløj ned og fulgte hende i en dag.

Vi skulle ud at shoppe, spise frokost og gøre klar til koncerten på spillestedet om aftenen, og jeg skulle tage billeder af det hele, som skulle blive til en artikel på ELLE.dk sammen med et interview, jeg lavede med hende. Det hele kan faktisk stadig findes på ELLEs hjemmeside her, omend den er lavet om nogle gange, så billederne sidder lidt mærkeligt nu.

Vejret var markant varmere både i Danmark og Berlin, end det er herhjemme lige nu, og jeg var taget meget tidligt i lufthavnen. Jeg havde krudtet mig godt op, fordi jeg skulle være sammen med Danmarks ukronede popprinsesse hele dagen, så selvom klokken ikke har været mere end 7, og jeg var på vej ind i et fly, havde jeg fuld makeup og et par meget stramme wannabe-læderbukser på.
Da jeg drejede rundt om hjørnet ved den der kiosk ude i lufthavnens billige ende, så jeg Jon. Jeg vidste så udmærket, hvem han var, for jeg havde bare en måned tidligere været til premiere på Alle For Én, som han har hovedrollen i, og jeg havde bare to uger tidligere spurgt instruktøren af selvsamme film, som jeg kendte privat, om ikke Jon mon kunne tænkes at ville gå på en date med mig. Jeg havde endnu ikke fået svar, men jeg kunne til min kæmpestore glæde meget tydeligt fornemme, at Jon den morgen i lufthavnen også så mig. Han skulle også til Berlin, og han var i selskab med hele sit hold fra teaterskolen i Odense. De var blot nogle måneder fra at have afsluttet deres uddannelse og skulle ned for at se teater og drikke sig fulde i Berlin, hvor jeg i øvrigt boede nogle år forinden.

Jon og jeg brugte ventetiden, inden vi skulle op i flyveren, på at glo efter hinanden. Der var ikke mange andre mennesker i venteområdet, og jeg sad og prøvede at se godt ud, mens jeg læste et blad og holdt diskret øje. Jon vimsede rundt, så han hele tiden var i min synsvinkel. Jeg turde ikke spille for meget op. Han var sammen med syv venner, mens jeg sad der helt Palle. Men åh, hvor jeg solede mig.
I flyet sad han to rækker foran mig, og jeg blev mere og mere sikker på, at jeg som minimum var hans type, for han blev ved med at vende sig om og smile. Så jeg besluttede, at når jeg kom hjem, ville jeg tage fat i ham instruktøren én gang til og høre, om han ville formidle kontakten.

Det vidste sig, at instruktøren endnu ikke havde taget sig sammen, men det gjorde han så, da jeg tog fat i ham igen. Han viste Jon billedet øverst i indlægget her, og en måned senere var vi på vores første date. (Jon genkendte ikke Medina, og da jeg på vores første date spurgte, hvilket billede, han havde set af mig, svarede han, at jeg sad bag i en bil ved siden af en sort kvinde).
Ronnie vidste dog intet om vores møde i lufthavnen, og der skulle faktisk gå yderligere to måneder, før Jon koblede de to ting sammen. Han kunne sagtens huske “hende fra flyveren”, men det var ikke gået op for ham, at hun og jeg var den samme.

Nogle af jer, der læser hyppigt med, har måske hørt historien her før. Jeg er et ganske sentimentalt menneske, og jeg husker som en elefant, når det kommer til kærlighed. Så i denne tid er det hvert år “award season” for mig. Første møde, første date, den dag, Jon spurgte, om jeg ville være hans kæreste og så videre og så videre … Alt imens, vi kommer tættere og tættere på sommer. <3

Hav en vidunderlig dag, guys! Kys dem, I holder af, hvis I, ligesom jeg, er så heldig at bo sammen med dem! Hvis I endnu ikke har mødt ham eller hende, I gerne vil bo sammen med, så bare vent. Det kan ske på de mest utænkelige tidspunkter … 🙂