Vi runder snart to måneder her i vores lille, mørke hus i det solrige Californien. Vi har nydt, levet, spenderes, hygget og taget hvert et sekund ind – ikke kun mig, men hele familien, tør jeg godt sige. Og nu er vi klar til at tage hjem. Og lysten til netop det er steget de seneste par dage. Tænk engang, jeg længes efter det land i Europa, hvor coronavirussen spreder sig allerhurtigst.

Jeg er stolt af at bo i et land, hvor regeringen og myndighederne tager affære i sådan grad. Hvor noget, som det her sker, og det får ordet ’samfundssind’ til at dukke op rigtigt mange steder. (At det måske ikke var det allersmarteste, at halvdelen af Danmark sådan kollektivt at drøne i Rema 1000 for at hamstre lokumspapir og stå skulder ved skulder i meterlange køer sekundet efter statsministerens pressemøde om at holde afstand og være solidariske, behøver vi ikke gå for meget ind i. Kæft, det er ærgerligt, hvis antallet af smittede er femdoblet efter weekenden som følge af det, men nu må vi se).
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på alle dem, der er ansat indenfor sundhedsvæsenet. Nogle af de mennesker i samfundet, som slet ikke får nok i løn i forhold til det ansvar, de står med, og som samtidig arbejder under alt for pressede forhold i forvejen. Nu er det atter dem, der står med aben, og vi ser til dem for at få hjælp. Respekt for jer og ikke mindst TAK for jer! <3

Jeg føler mig lidt corona-utryg her i USA, fordi det lidt virker som om, at ingen sådan rigtigt ved specielt meget. Det officielle antal af smittede har ligget på “over 1.000” i flere dage, hvilket jo er noget vagt, og det skulle efter sigende være enormt svært for borgerne at få en test, når de er bekymrede for corona. Jeg har læst adskillige artikler omhandlende folk, som måtte gå hjem igen med en Kleenex og uforrettet sag. Huffington Post trygler deres læsere om ikke at lytte til Præsident Trump, når det kommer til information om virusset, men i stedet at søge information hos sundhedseksperter. Præsidenten stod i aften amerikansk tid på en talerstol og skrydede om, hvordan Europa bærer skylden for en god del af pandemien, fordi de ikke var så snarrådige og handlede så hurtigt, som HAN gjorde (sjovt, som de danske myndigheder altid siger ‘vi’, mens Trump siger ‘jeg’), da stenen begyndte at rulle. Og det sker kun et par dage efter, at samme klovn har sagt og tweetet, at folk skal tage en slapper med den dersens influenza-frygt, som han ved mirakuløst vil forsvinde i april, når vejret bliver bedre. Suk.

Her til aften har Trump meddelt, at det de næste 30 dage er umuligt for fly fra Europa (pånær Storbritanien…) at lande i USA. Og Danmark modtager ikke fly fra Østrig, Italien, Iran, steder i Kina, Thailand og Østrig. Og jeg kan ikke undsige mig for at være nervøs for, at der når at ske endnu mere inden på mandag, hvor vi har 5 billetter til Kastrup, så vi ikke kan komme hjem. Nuvel, det ville ikke være jordens undergang at strande i lige præcis Hollywood for mit vedkommende. Men økonomien i vores rejse er lagt ud fra to måneders ophold – ikke tre – og jeg vil sgu også gerne hjem til Køge og udvise #samfundssind sammen med alle jer andre. Jeg tror sådan set stadig, at sandsynligheden for, at vi bliver smittede, er meget lille, men skulle uheldet være ude, vil jeg satme nødig være her i Amerikas Forenede Stater, mens det står på, hvis nogen af os skulle få brug for hjælp.

Men altså. Alt er vel her. Vi nyder stadig, pakker så småt, og så bruger de tre voksne af os uforholdsmæssigt meget tid på at læse nyheder og streame pressemøder fra Danmark. Vi har talt med Krapylerne om corona, og de forstår, at det ikke er noget, der er farligt for os, men vi skylder dem, som er gamle og syge at udvise hensyn, så de ikke får det.
Vores hjemrejsedato er beregnet ud fra, at ungerne på den måde ville få 10 dage til lige at re-connecte med vennerne i deres børnehave, før de sammen d. 1. april skal starte i SFO. Men det kommer jo grundet nedlukningen selvfølgelig ikke til at ske, hvilket fik Berta til at strække armene i vejret og råbe “YES!” og Hugo til at blive ganske trist. Dog er legeaftaler jo endnu ikke forbudt, så det må blive med den på. Det skal nok gå – jeg håber bare sådan, at vi kan komme hjem. Vi har SAS-billetter, og de kan kun ombooke én gang (mod betaling), hvilket vi allerede har gjort for flere måneder siden, så hvis vi vil flyve ud af USA inden på mandag, skal vi købe splinternye billetter, som ville stå os i over 17.000 kr., og det har vi simpelthen bare ikke vanvittigt meget lyst til, som man måske kan forestille sig. Så vi må indtil videre nøjes med at krydse fingre for, at vi kan flyve hjem på mandag. (Jeg bestiller sgu et glas champagne i flyveren, hvis det lykkes!).

Hvordan påvirker nedlukningerne i Danmark egentlig jer, må jeg spørge? Er det noget rod i forhold til børnepasning? Er I ansat i sundhedssektoren? Kan I arbejde hjemmefra? Er jeres virksomhed truet med lukning grundet den her krise? Jeg håber, I vil dele.

Stort møs til jer derhjemme – eller nej, albue-bump, mener jeg! Møsset må I få på den anden side af sommerferien. 😉