Dårlig hårdag til mine øjenbryn. 😉

Jeg har lidt optur over mit eget hoved for tiden, hvis man må have lov at sige sådan om sig selv og sit eget hoved.
Kæft, jeg elskede at bo midlertidigt i Los Angeles! Jeg elskede at klæde mig lækkert på, lægge makeup og spise fancy frokoster og middage i West Hollywood, tage på dates under oplyste oliventræer og til premiere i Chinese Theatre, shoppe for en mindre formue, spise donuts og drøne rundt i en splinterny, superfed BMW.
Og præcis lige så meget elsker jeg at tøffe rundt herhjemme i Køge, få muldjord under neglene, når jeg planter hyacinter og påskeliljer til at stille ude ved postkassen og på terrassen foran huset, snakke med naboerne over vejen (i behørig afstand), løbe i skoven og gå aftenture med mord-podcast i ørene ad Køges øde villaveje og køre rundt i en 11 år gammel Kia.
Det føles som om, mit liv har elastik i taljen. Og jeg er så lykkelig over, hvor heldige vi var at få vores Los Angeles-eventyr, inden verden lukkede ned. Og det ville jo fandme være en skam, hvis jeg nu gik rundt her i provinsen og savnede livet på Melrose Avenue. Det gør jeg ikke, og samtidig ville jeg ikke have været det foruden.

Og nu er vi hér, mine negle er sorte af muld, og klokken er knap 9, jeg har bagt kridhvide boller og har ikke set mig i et spejl siden i forgårs. Til frokost i dag skal vi grille sammen med alle naboerne. På hver sin grill. Vi bor i slutningen af en blind vej, og for enden af den ligger børnehaven og musikskolen. Begge disse er jo lukket nu, så vi venter ingen trafik. Derfor har vi aftalt at køre vores respektive grille ud på vejen med minimum to meters afstand, som det sig hør og bør, og så grille sammen, hver for sig. Vi deler ikke mad, og vi sidder på hver vores stole udfør hver vores matrikler, og jeg glæder mig, for jeg tror, det bliver skidehyggeligt!

Kan godt huske, hvorfor jeg godt kunne lide at bo inde midt i København K, som vi gjorde de første fire år af Krapylernes liv, men jeg føler virkelig, at det er os med hus og have, der trækker det længste strå i disse tider. Omend jeg misunder jer i lejlighederne, når jeg ser, hvordan folk synger fællessang på tværs af gårdene eller “mødes” ved vinduet for at klappe af sundhedspersonalet om aftenen kl. 19.
Ved I hvad, begge dele kan sgu da noget! Jeg er så trist over, at det er en sygdom, der har skabt alle de fine initiativer, der dukker op overalt, men jeg er satme ikke trist over initiativerne! Jeg håber, at den fællesskabsfølelse, der blomstrer overalt for tiden, varer ved i langt, langt tid. Dén verden er jeg fan af! <3

Hvad skal I bruge solskinslørdagen på? 🙂