Billedet har ikke en skid med indlægget at gøre, det er bare et knaldgodt billede af mig, hehe.

Jeg har set en del fine initiativer de seneste dage til, hvordan man lindrer børns bekymring, når det kommer til coronavirus. Nogle viser dem Bamselægens forklaring på Instagram, andre opfordrer børn til at tegne regnbuer med påskriften “Det bliver godt igen!” og klistre i vinduet som en reminder til både dem og andre børn. Det er sådan nogle søde og hyggelige initiativer, I love it!

Men vi kommer altså ikke til at bruge nogle af dem, må jeg indrømme.
Vores børn er nemlig ikke bekymrede, faktisk. Og de har ellers været i tre lufthavne på et døgn sammen med en mor, der hverfede deres naller væk og stak dem en dut med håndsprit hver gang, de rørte noget eller stak en finger i munden. Og det gør mine børn TIT.
I sidste uge, da det gik op for os, at verden var forandret, og vi nok ville skulle se på at komme hjem fra Los Angeles før tid, forklarede vi Krapylerne lidt om coronavirusset. Jeg sagde til dem, at der var en form for forkølelse i omløb – ligesom de har prøvet før med forkølelser, der kan lægge hele børnehaven ned i foråret og efteråret. Jeg sagde til dem, at sygdommen ikke er farlig for børn overhovedet, og heller ikke for voksne sådan overordnet. Det ville ikke være farligt, hvis far, jeg eller farmor blev ramt. Men hvis folk, der er meget, meget gamle eller i forvejen er syge, får sygdommen, kan det være, de skal en tur på sygehuset (hvor de jo i børnenes opfattelse kan kurere ALT, og den opfattelse har jeg ikke tænkt mig at ændre på). Og det er okay, men nu hvor rigtigt mange mennesker bliver syge, kan det være, at der ikke er plads på sygehuset. Så derfor skal vi passe på hinanden og sørge for, at VI ikke bliver syge, så vi ikke smitter andre. Og det gør alle lige nu. Hjælper hinanden og passer på sig selv. Derfor skal vi også.

Og det var faktisk det. De sagde okay, jeg spurgte, om de havde nogle spørgsmål, og det havde de så ikke. De forstår også, at de af samme årsager ikke kan få legeaftaler de næste par uger, og efter at de i går kravlede på væggene ud på eftermiddagen (og jeg gjorde det samme), har jeg lavet et lille skema. Hver dag de næstkommende uger byder på krea-leg, som jeg er vært for om formiddagen, på køkkengulvet. Jeg har gennem-trawlet @kriblekongen, så i nat, da vi vågnede med jetlag, lavede vi troldesnot, og her til morgen (eller rettere: Da vi vågnede kl. 12.15 #jetlag) skulle ungerne ved hjælp af gafler, salt og varm vand smelte seks kæmpe-isklumper, jeg havde farvet med forskellige frugtfarver og frosset ned i muffinforme, for at finde de småting, jeg havde gemt i dem, på en voksdug på gulvet.
Desuden kommer vi til at have en spilletime hver aften efter aftensmaden (Matador, 31, 500, Uno, you name it), og så bor vi heldigvis lige ved siden af børnehaven, hvis legeplads jo er gabende tom nu, så der leger de også lidt hver dag.

Så ungerne ved, at dagene og ungerne lige nu er anderledes. Men de føles vist ikke sådan voldsomt anderledes, end når det er weekend. Jeg ved ikke, om det handler om deres alder, men de lader til at stole blindt på det, vi siger. Vi har sagt, at der er styr på det og ingen grund til bekymring, og det er så det, de går med. Da vi i oktober var indlagt med kulilteforgiftning og alle fire havde iltmasker på i otte timer, var deres største fortrydelse, at vi ikke havde nogen iPads med, som de kunne underholde sig med, og at vi så ikke kunne komme på Bone’s til frokost, som vi ellers havde aftalt.
Hugo lader sig meget nemt hidse op ved tanken om en dinosaur på hærgetur eller en zombie på toilettet, men livstruende tilstande og pandemier er altså ikke noget, der rigtigt rører deres følelse af ontologisk sikkerhed. Heldigvis!

Så vi holder informationsniveauet på et ‘need to know’-basis. Hvis jeg bad ungerne sætte regnbuer i vinduet med påskriften “Det bliver godt igen!”, ville de stensikkert først blive nervøse og spørge, hvad der da er galt? De har kun levet i 6 år, de er slet ikke klar over, hvor unik og altomvæltende, den her situation i virkeligheden er, og det synes jeg ærligt talt er vældig skønt! Reality bites, og det kan den tids nok gøre.

Hvad med jeres unger? Er de bange? Eller bare trætte af at være indenfor? <3