Overskriften er et citat fra Magtens Koridorers sang om kærestelivet og ludbehandlede træpersienner, for den har kørt rundt i mit hoved, siden jeg startede med at skrive det her indlæg. 🙂

Siden lockdown’en startede for en god uge siden, har jeg modtaget fire beskeder fra folk, der følger med enten her på bloggen eller på min Instagram, som beder om kontaktoplysningerne på den parterapeut, Jon og jeg har brugt. Og det er ellers et halvt års tid siden, nogen sidst udbad sig dem. Jeg læste et sted, at efter den her corona-oplevelse, som samler familierne på en helt ny, og samtidig nogle gange lidt for vant, måde, vil vi se to fænomener: Et babyboom og et skilsmisseboom. Og det maler nok situationen meget godt op, egentlig.

Vi skal på ingen måde have flere babyer herhjemme i Langehuset (bortset fra meget gerne en lille fur-baby, og når det sker, lover jeg aldrig at kalde den en fur-baby igen, i øvrigt). Og vi har heller ingen planer om en skilsmisse, så vi lander nok (som mange andre, selvfølgelig) et sted i midten.
Men jeg kan satme godt forstå, at situationen kan blive tilspidset i nogle ender af spektret. Hvis man nu i forvejen var et sted i sit parforhold eller familieliv, hvor man var træt af vinteren og hverdagens trummerum og bare glædede sig til at få banket den af, så man kunne komme på ferie sammen som familie og nyde sommeren. Og nu er man fanget i et eller andet kunstigt vacuum, hvor verden er sat på pause, ingen rigtigt aner, hvad morgendagen bringer. Og for rigtigt manges vedkommende er der også usikkerhed omkring de økonomiske udsigter i alt det her, og det klæder sjældent stemningen. Det er fuldkommen uberørt territorium for os alle sammen, så hvis der var kurre på tråden, forstår jeg sgu godt, at nettet strammes. Det svarer vel lidt til at prøve at have en konstruktiv samtale henover bordet, mens jorden ryster, den ene er på stoffer og den anden har PMS. Hvis jeg må have lov at være så fri.

Herhjemme nyder vi stilheden lidt i øjeblikket. Solskinnet og fridagene ligner noget, de ikke er, men det føles okay at gøre som om, de er det, de ligner, for en stund. Vi løb rundt i Los Angeles og lavede nye ting hver dag, og intet var, som det plejede at være, hvilket var vidunderligt, spændende og fantastisk. Men vi glædede os også til at komme hjem og få hverdagen, som vi også elsker, igen.
Lige nu føles det hele på overfladen lidt som en forlænget påskeferie. Vi er hjemme, får malet en væg og ryddet ud i køleskabet, ungerne leger i haven, og så laver jeg et krea-projekt med dem hver dag (bager boller eller leger med krympeplast, og sådan noget), og om aftenen ser vi Disneyfilm eller smider dem i seng og ser HBO-serier.
Og lige under overfladen lurer den virkelighed, vi ikke kender endnu. Den er uhyggelig i sit undseelige nærvær, men vi kan ikke gøre så meget ved situationen, så vi venter bare. Indtil videre er vi ikke blevet tossede (hvis vi boede i lejlighed og ikke havde have, var vi nok). Det kan være, det kommer, men det, der er givet godt ud, kommer ikke dårligt igen, så vi hygger os med hobby- og haveprojekterne, og så må vi tage resten, som det kommer.

Jeg har svært ved at komme med gode parforholds-råd. Folk er så vanvittigt forskellige, og parforhold er jo i forlængelse af det det samme. Men jeg KAN på det varmeste anbefale at tale med en parterapeut. Det fik vi rigtigt meget ud af (jeg er inde på, hvad jeg fik ud af det, her), og mon ikke nogle af dem efterhånden har fundet ud af at tilbyde terapi over face-time?
Hvis man vil have oplysningerne på vores terapeut, kan man sende mig en besked på Instagram eller mail. (Hvis der er nogle, jeg har overset, så skriv endelig igen!) <3