Det har været et par stressfulde dage, de sidste vi har haft her i Los Angeles. Bevares, indtil videre er vi jo i en virkelig favorabel situation: Vi er sammen, vi er raske, vi har penge til at kunne betale for nye billetter, og vi er (forhåbentlig!) på vej hjem til et godt sundhedssystem med nogle myndigheder, der tager ansvar i en grum situation.

I USA er det jo ganske anderledes. Præsidenten er det, man vist på lokalsprog ville kalde en “ass hat”, og de økonomisk dårligt stillede er i denne sammenhæng også dem, der er allerværst stillet endnu engang. Som Bryce, der bor lige bag det hus, vi har lejet i West Hollywood sagde, da han tog imod de madvarer, vi havde til overs, som han lovede at give videre til folk, der har brug for det: “We are gonna see a lot more people with cardboard signs over the next months …”
Folk kommer til at lide, både fordi de ingen sundhedsforsikring har, og fordi de har jobs, der ikke accepterer sygdom. Hvis de ikke møder på arbejde, bliver de ganske enkelt fyret. Og hvis folk tager på arbejde, fordi de ikke tør andet, selvom de er syge, spreder smitten sig jo endnu mere til endnu flere. Det system, der kunne og burde passe på dem, gør det ikke. Trump afskriver sig ethvert ansvar for det, han omtaler som en “udenlandsk virus”, mens han skælder ud på Europa og Kina. Det er uhyggeligt at tænke på, hvilken forfatning USA er i om bare et par uger.

Så vi tager hjem, og jeg er så lykkelig over den mavefornemmelse, der sagde mig, at vi skulle købe nye billetter og se at komme afsted så hurtigt som muligt, da Mette F begyndte at spille med musklerne og fremviste alvorstung mine og handlekraft.
I skrivende stund sidder vi i lufthavnen i Los Angeles. Vi kørte herud, så vi var her 5 timer for tidligt. Vi havde ikke andet, vi skulle, og vi syntes ikke, det gav mening at sidde derhjemme i WeHo og vente, mens vi kiggede ud på regnen. Vi havde brug for at være i bevægelse. Heldigvis kunne vi tjekke ind med det samme og har siden brugt tiden på at spise et par burgere i udkanten af et legeområde, hvor ungerne hygger sig. Vi skal flyve kl. 20.20 lokal tid (altså kl. 04.20 lørdag morgen dansk tid), og så lander vi i morgen kl. 13.35 lokal tid i London Heathrow Airport. Her skal vi hente al vores bagage, og så har vi bestilt en bil til at hente os i lufthavnen. Vi skulle betale 100 kr. ekstra for at få ham til at vente i udgangsterminalen med et skilt med vores navn på, og det gjorde vi, for vi har kun 4,5 time til at nå fra Heathrow til Luton lufthavn, hvor vi så skal tjekke ind igen med al bagagen og så videre, og vi tager ingen chancer. Om alt går vel skal vi så flyve fra Luton kl. 18.05 og lander så i Kastrup Lufthavn kl. 20.55.

Jeg har en ret god mavefornemmelse af det hele nu, omend jeg ikke kan undsige mig for at være lidt nervøs, fordi det hele udvikler sig så enormt hurtigt – ikke mindst i Danmark. De danske grænser er lukket fra lørdag kl. 12 (for alle ikke-danskere), og da er vi jo altså i luften på vej til London. Man skulle i England dog tage situationen med en noget anden sindsro, end vi gør i Danmark, og selvom jeg synes, det er lidt synd for englænderne, er det i den givende situation formentlig en fordel for os, da der ikke er noget, der tilsiger, at de ikke skulle lade os flyve. Som flere har sagt til mig: De andre lande vil gerne af med os, og Danmark vil gerne have os hjem, så mon ikke, det nok skal lykkes, det hele!

Jeg har de seneste dage samlet på lyspunkter i situationen, og udover de åbentlyse (og vigtigste), som jeg startede indlægget her ud med, kommer lige nogle flere her:

1) Vi fik vores to måneder i Californien! Tænk engang. En pandemi er udbrudt, og den forkortede kun vores rejse med to sølle dage. Hvor heldig har man lov at være?

2) Vi har haft næsten to måneder med strålende solskin og solbrune skuldre som følge. Og nu, hvor vi skal hjem, pisser det ned i lårfede stråler. Det er knasme også fantastisk timing!

3) Og det eneste tidspunkt, det ikke har regnet på de sidste 2-3 dage, er formiddagen i dag, hvor vi havde brug for at være udenfor en del for at pakke bil, aflevere ting, købe småting og nå i lufthavnen. Heldigt!

4) De oprindelige billetter, som vi skulle have benyttet på mandag, havde afgang kl. 10 om formiddagen, hvilket betød en hel dag i et fly og en meget skæv indgang til dansk tid i den anden ende. Men vores nye billetter betyder, at vi sætter os ombord på et fly lige efter ungernes sengetid, hvilket betyder, at de nok kan sove det meste af vejen – og vi forhåbentlig også. Det betyder, at vi får en nemmere vej ud af jetlaggen – og så er det knap så kedeligt at flyve, når man sover.

5) Nu får jeg supergod tid til at forspirre de frø, jeg har liggende, så jeg kan få en headstart på køkkenhaven, nu hvor vi alligevel ikke kan foretage os så supermeget andet end at være derhjemme. 🙂

6) Og efter de seneste to måneder i Los Angeles, hvor vi har brugt markant flere penge på husleje, restaurantbesøg og deslige, end vi plejer, er det sgu meget godt med en tid i lidt semi-karantæne, hvor vi tømmer ud i skabene og ser de film, vi kan finde i fjernsynet.

Tusind, tusind, tusind tak for den #lovestorm, jeg har fået de seneste par dage. Det har virkelig været overvældende og har rørt mig ret meget på den gode, gode måde. Nogle har tilbudt at hente os i Heathrow og køre os til Luton, nogle har tilbudt at hente os i Kastrup og køre os til Køge. Nogen har tilbudt at hjælpe os med at få pengene tilbage fra SAS, som jo nu har aflyst vores flyvning mandag, og som vi ellers intet har hørt fra, og så har folk bare været så sindssygt søde til at sende gode tanker, forsøge at holde os opdateret på situationen i Danmark og har rost den måde, vi har handlet på, hvilket jeg egentlig vil mene er totalt i tråd med, hvad alle andre ville gøre, men ikke desto mindre: It feels GOOD! Tusind tak! <3

Pas på hinanden, venner! Albue-bumps og virtuelle snavere til jer alle sammen! Jeg har selvfølgelig købt amerikanerslik med hjem, som ryger til udlodning på IG snarest. 😉 <3