Noget af det, Hugo har allermest glæde af, er det faktum, at han har en vanvittigt billedrig og visuel fantasi. Og noget af det, der volder ham flest kvaler, er selvsamme faktum. Heldigvis, for det er da til at tage og føle på og arbejde med. Og det gør vi så.

Jeg har aldrig mødt nogen, der har en bedre fantasi end Hugo. Han er selvsagt hjulpet godt på vej af, at han kun er 6 år gammel og derved ikke lader de tanker, han får, begrænse af de restriktioner, der tit kommer i vejen for os voksne. Han opfinder alting ud af alting, og han siger nogle vidunderlige ting. Han går meget op i robotter og sager, der ifølge ham er seje, og så har han forstået, at alt i livet handler om kærlighed, hvilket han omfavner til fulde. Og det gør mig så glad. Jeg tror, den verden, han vokser op i, er smuk, og det er jo i bund og grund det, man allerhelst ønsker for sine unger.

Men Hux har, som mange andre børn, længe lidt af mareridt. Det er faktisk aldrig noget, der har plaget Berta, der i øvrigt også falder i søvn på få minutter, mens Hugo bruger langt tid på at vende og dreje sig. Hjemme i Køge har vi efterhånden vænnet sig til at have daglige kampe med at få ham til at give efter for søvnen. Nogle gange er det ikke mareridtet, der er problemet, men frygten for mareridt. Eller tanken om et eller andet uhyggeligt, som holder ham vågen. Vrede dinosaurer, mumier, monstre eller zombier. Den slags.
Jeg har prøvet forskellige approaches, og jeg er simpelthen så glad for, at jeg efterhånden begynder at synes, at vi har fundet noget, der virker. Og det vil jeg gerne dele, for jeg forestiller mig, at der er andre derude, som kender til de her udfordringer.

For det første har jeg altid gjort meget ud af at tale med Hugo om og forklare ham, at der ikke ér noget, der er farligt, selvom det føles sådan. Han er i sikkerhed og tryg, selvom han føler sig utryg. Desuden gør jeg meget ud af at understrege de positive ting, hans fantasi bidrager med og så forklare ham, at de ting hænger sammen. At hans fantasi har meget lange ben og løber hurtigt, og sådan er dét så. Men samtidig fortæller jeg ham, at det er hans hoved, og det er ham, der bestemmer. Han kan selv bestemme sig for at tænke på noget andet. Og det øver vi så, når han ligger i sengen og billederne af kødædende afdøde melder sig for hans indre blik.
Når han vågner om natten i et mareridt, starter jeg altid med at validere hans følelse. Det lyder så psykolog-agtigt, men jeg tror sgu, det er lidt vigtigt. Ikke at sige til ham, at han ikke skal være bange, men i stedet lade ham fortælle om sin drøm og så bekræfte ham i, at det da virkelig også lyder ubehageligt, så jeg forstår godt, at han er blevet bange. Når der er kommet ro på det, og tankerne har fået luft, har jeg lavet en lille øvelse. Jeg ligger mig sammen med ham i sengen, og så siger jeg ord, som han skal se for sig, med omkring 5 sekunders mellemrum. Tanken er så, at hans grumme tanker erstattes af gode og neutrale tanker, og mit håb er, at han senere i livet selv vil kunne gøre det i én eller anden form. Tage magten over de tanker, der er i hans hoved og selv være med til at bestemme, hvilken vej de skal.
Det kan eksempelvis være: Æble – cykel – juletræ – hat – fodbold – skumfidus – solskin – ske …
Det virker ret godt. Som oftest sover Hugo ret kort tid efter.

Men for en lille måneds tid siden havde jeg et mor-moment, som faktisk har strukket sig ud og stadig er, for da hittede jeg på noget, som har virket siden – også præliminært. Og det er simpelthen så vidunderligt! Hugo har ikke haft et mareridt siden.
En morgen, da vi var vågnet her i Los Angeles, fortalte Hugo, at han havde haft endnu en dum drøm. Jeg spurgte, hvad den handlede om, og han forklarede, at det var en zombie, som var løbet efter ham. (Jeg aner i øvrigt ikke, hvor han har det med de zombier fra, de sidder altså ikke og ser “The Walking Dead” på iPad’en, må jeg hellere lige skyde ind!). Men så var det, jeg tænkte, om man ikke kunne bruge Hugos fantasi, så den virker med ham og imod monstrene.
Så jeg sagde, at næste gang, han forestillede sig en zombie, skulle han forestille sig, at zombien gled i en bananskræl, faldt og i samme ombæring slog en kææææmpe-prut og blev flov og holdt sig for øjnene. Begge ungerne skreg af grin og bad mig finde på flere eksempler, og det brugte vi så den gode del af en solrig formiddag på. Jeg foreslog, at Hugo en dag gik ind på toilettet, og der sad så et spøgelse med dårlig mave, som blev meget pinlig over, at det havde glemt at låse døren. Eller at en zombie fik noget spyt galt i halsen, når han sagde den der rallelyd og så hostede helt vildt og løb ud af døren, mens han stammede “åh, undskyld mig!”
Et par dage efter kom Hugo og fortalte, at han havde forestillet sig, at han kom ud på toilettet, hvor der var en mumie. Men så skyndte han sig bare at stikke noget af dens forbinding ned i toilettet og trække ud, og vupti – så var den nøgen og helt pinlig.
Stor succes! Hugo havde simpelthen ikke mareridt eller tanker om mareridt igen – lige indtil den her dinosaur-relaterede oplevelse. Samme aften sagde han, at han var bange for at drømme om dinosaurer, som ville have lyst til at spise ham. Jeg sagde, at han i stedet skulle forestille sig, at når den store dino kom løbende, så faldt den over sine egne ben, og den kunne jo ikke tage fra, fordi den havde sådan nogle små arme, så den slog sin dino-næse og begyndte at pive. Og så skulle han forestille sig, at han gik hen og gav den plaster på, trøstede den og puttede den under et tæppe, så den faldt i søvn.
Worked like a charm! 

Så det er simpelthen mine tips! De fleste børn har jo en meget visuel og god fantasi, og jeg fornemmer lidt, at Hugo vokser i og får en større selvtillid af, at han ikke er “offer for”, hvad der lige popper ind i hans hoved – for den slags kan jo ske når som helst. Nu er han selv ved at udvikle redskaberne til at overtage og selv bestemme, hvilken historie han gerne vil lægge hjerne til.

Det fungerer i hvert fald rigtigt godt lige nu! Og hvis det udløber på et tidspunkt, finder vi på noget nyt! <3